Yusuf

﴾1﴿ Alif – Lâm – Râ . Det er den tydelige Bogs Ayât (vers).
﴾2﴿ Vi har sandelig nedsendt den som en arabisk Koran, for at I måtte forstå.
﴾3﴿ Vi fortæller dig de bedste historier ved at åbenbare denne Koran til dig. Og(så) selvom du før det var blandt de uvidende.
﴾4﴿ (Og husk), da Yûsuf (Josef) sagde til sin far: ”O, min fader, jeg har sandelig set elleve stjerner og solen og månen. Jeg så dem (alle) kaste sig ned for mig.”
﴾5﴿ Han sagde: ”O, min søn, beret ikke din drøm til dine brødre, for så vil de lægge listige planer mod dig. Sandelig, Satan er en åbenbar fjende for mennesket.”
﴾6﴿ Og således udvælger din Herre dig og lærer dig fortællingernes tolkning og fuldender Sin gunst over dig og over Ya‘qûbs (Jakobs) slægt, ligesom Han fuldendte den tidligere over dine (to) forfædre Ibrâhîm (Abraham) og Ishâq (Isak). Sandelig, din Herre er Alvidende, Alvis.
﴾7﴿ Sandelig, i (historien om) Yûsuf (Josef) og hans brødre er der tegn for dem, der spørger.
﴾8﴿ Da de sagde: ”Yûsuf (Josef) og hans bror er mere elsket af vores fader end os, og vi er en stærk flok (for ham). Vores fader er sandelig i en åbenbar vildfarelse.
﴾9﴿ Dræb Yûsuf (Josef) eller fordriv ham (bort) til et land, så vil jeres fars opmærksomhed være for jer (alene). Og I kan efter dette være et retfærdigt folk.”
﴾10﴿ En af dem sagde: ”Dræb ikke Yûsuf (Josef), men kast ham i brøndens dyb, så vil en eller anden karavane samle ham op, hvis I (absolut) vil gøre noget.”
﴾11﴿ De sagde: ”O, vores fader, hvorfor vil du ikke betro os Yûsuf (Josef), og vi vil ham (kun) godt.
﴾12﴿ Send ham med os i morgen, så han kan more sig og lege, og vi vil sandelig beskytte ham.”
﴾13﴿ Han sagde: ”Sandelig, det bedrøver mig, at I tager ham med, og jeg er bange for, at ulven æder ham, og I er uopmærksomme på ham.”
﴾14﴿ De sagde: ”Hvis ulven æder ham, selvom vi er en stærk flok, da vil vi sandelig være fortabte.”
﴾15﴿ Så da de tog ham med og var enige om at kaste ham i brøndens dyb, åbenbarede Vi for ham: ”Du vil (en dag) fortælle dem om denne deres sag, og de vil ikke bemærke det.”
﴾16﴿ Og de kom grædende til deres far om aftenen.
﴾17﴿ De sagde: ”O, vor far, vi gik ud for at løbe om kap, og vi efterlod Yûsuf (Josef) ved vores ting, så ulven åd ham. Men du vil ikke tro os, selvom vi er sandfærdige.”
﴾18﴿ Og de havde kommet falsk blod på hans skjorte. Han sagde: ”Nej, det er jeres indre (begær), der har bildt jer noget ind. Så tålmodighed er smuk. Og Allâh er Den, der må anråbes om hjælp mod det, I beskriver.”
﴾19﴿ Og der kom en karavane, og (de) sendte deres vandbærer af sted (til brønden), og han sænkede sin spand (derned). Han sagde: ”O, (sikke en) god nyhed! Her er en dreng.” Og de skjulte ham som en vare, men Allâh er vidende om, hvad de gør.
﴾20﴿ Og de solgte ham for en lav pris, nogle få Darâhim (sølvmønter), for de gav ham kun ringe værdi.
﴾21﴿ Og den (mand) fra Egypten, der købte ham, sagde til sin hustru: ”Gør hans ophold ærefuldt, måske vil han være os til nytte, eller vi kan tage ham som søn.” Og således gav Vi Yûsuf (Josef) autoritet i landet, for at Vi kunne lære ham fortællingernes tolkning. Og Allâh er sejrende i Sin befaling, men de fleste mennesker ved (det) ikke.
﴾22﴿ Og da han nåede sin fulde manddom, gav Vi ham visdom og viden, og således belønner Vi dem, der handler godt.
﴾23﴿ Og hun, i hvis hus han var, prøvede at forføre ham, og hun lukkede dørene og sagde: ”Kom herhen.” Han sagde: ”Jeg søger tilflugt hos Allâh mod det. Sandelig, han er min Herre, (Han) har givet mig et ærefuldt hjemsted. Sandelig, de uretfærdige vil ikke få succes.”
﴾24﴿ Og hun begærede ham, og han ville (også) have begæret hende, hvis han ikke havde set sin Herres tydelige tegn. Således (gjorde Vi) for at afvise det onde og det skamløse fra ham. Han er sandelig blandt Vores udvalgte tjenere.
﴾25﴿ Og de løb begge om kap mod døren, og hun rev hans skjorte i stykker bagfra, og de mødte hendes herre (ægtemand) ved døren. Hun sagde: ”Hvad er gengældelsen for den, der ønsker noget ondt over din familie, undtagen at han bliver fængslet eller (lider) en smertefuld straf?”
﴾26﴿ Han sagde: ”Det var hende, der prøvede at forføre mig.” Og et vidne fra hendes familie bevidnede: ”Hvis hans skjorte er blevet revet i stykker foran, så taler hun sandt, og han er (en) af løgnerne.
﴾27﴿ Men hvis hans skjorte er blevet revet i stykker bagfra, så har hun løjet, og han er en af al-Sâdiqîn (de sandfærdige).”
﴾28﴿ Så, da han (hendes mand) så, at hans skjorte var revet i stykker bagfra, sagde han: ”Dette er sandelig fra jeres list, (og) jeres list er sandelig mægtig.
﴾29﴿ O Yûsuf (Josef), se bort fra dette, og du (o, kvinde), bed om tilgivelse for din synd. Sandelig, du var en af synderne.”
﴾30﴿ Og kvinderne i byen sagde: ”Al-´Azizs hustru prøver at forføre sin unge (slave). Han har sandelig vakt hendes brændende kærlighed. Sandelig, vi mener, at hun er i en åbenbar vildfarelse.”
﴾31﴿ Da hun hørte om deres listige tale, sendte hun bud til dem og beredte et Muttaka´a for dem og gav hver af dem en kniv og sagde (til Josef): ”Gå ud til dem.” Og da de så ham, ophøjede de ham og skar i deres hænder og sagde: ”Allâh bevares! Dette er ikke et menneske. Denne er en ædel engel.”
﴾32﴿ Hun sagde: ”Så det er på grund af ham, at I har dadlet mig. Og jeg prøvede at forføre ham, men han modstod. Men hvis han ikke gør, hvad jeg befaler, så vil han sandelig blive fængslet, og han vil sandelig være blandt de ydmygede.”
﴾33﴿ Han sagde: ”Min Herre! Fængslet er mig kærere end det, de indbyder mig til. Og hvis ikke du afvender deres list fra mig, så vil jeg hælde mod dem og blive blandt de uvidende.”
﴾34﴿ Da bønhørte hans Herre ham og vendte deres list fra ham. Sandelig, Han er Den Althørende, Den Alvidende.
﴾35﴿ Derefter forekom det dem, (selv) efter at have set beviserne, at de skulle fængsle ham for en tid.
﴾36﴿ Og to unge mænd kom i fængsel med ham. En af dem sagde: ”Jeg har sandelig (i en drøm) set mig selv presse vin.” Og den anden sagde: ”Jeg har sandelig set mig selv bære brød på mit hoved, hvoraf fuglene åd. Fortæl os om tydningen af dette. Vi betragter dig som en af dem, der handler godt.”
﴾37﴿ Han sagde: ”Den føde, I forsørges, skal ikke komme til jer, undtagen jeg har fortalt jer dets betydning, før den kommer til jer. Dette er blandt det, min Herre har lært mig. Jeg har sandelig forladt de (folks) religion, som ikke tror på Allâh, og som fornægter det Hinsidige.
﴾38﴿ Og jeg følger mine forfædres, Ibrâhîms (Abrahams) og Ishâqs (Isaks) og ya‘qûbs (Jakobs) religion. Det tilkommer os ikke at sætte nogen partnere ved siden af Allâh. (Alt) det er Allâhs nåde mod os og mod menneskene, men de fleste mennesker er ikke taknemmelige.
﴾39﴿ O, mine to fængselsfæller, er forskellige guder bedre eller Allâh Den Ene, Den Sejrende?
﴾40﴿ Hvad I tilbeder foruden Ham, er kun navne, som I har opfundet, I og jeres forfædre. (Hvortil) Allâh ikke har sendt nogen autoritet ned. Dommen tilhører kun Allâh. Han har befalet, at I ikke skal tilbede andre end Ham. Det er den rette religion, men de fleste mennesker ved det ikke.
﴾41﴿ O, mine to fængselsfæller. Hvad den ene af jer angår, så vil han give sin herre vin at drikke, og hvad den anden angår, så vil han blive korsfæstet, og fuglene vil æde af hans hoved. Sagen, hvorom I har spurgt mig, er afgjort.”
﴾42﴿ Og han (Josef) sagde til den, han mente, ville blive løsladt af de to: ”Nævn mig hos din herre.” Men Satan lod ham glemme at nævne ham for sin herre. Så han (Josef) forblev i fængslet i nogle år.
﴾43﴿ Og kongen sagde: ”Jeg har sandelig (i en drøm) set syv fede køer blive ædt af syv magre (køer). Og (jeg så) syv grønne aks og (syv) andre, som var visne. O, ledere, fortæl mig om min drøm, hvis I kan tyde drømme.”
﴾44﴿ De sagde: ”(Det ser ud til at være) foruroligende drømme, og vi kender ikke til tydning af drømme.”
﴾45﴿ Og den af de to, der var blevet løsladt, og (som) huskede (Josef) efter noget tid, sagde: ”Jeg skal tyde den for jer, send mig (til Josef).”
﴾46﴿ ”O, Yûsuf (Josef), du sandfærdige. Fortæl os om syv fede køer, der bliver ædt af syv magre (køer). Og (om) syv grønne aks og (syv) andre, som er visne, så jeg kan vende tilbage til menneskene, for at de måtte vide (det).”
﴾47﴿ Han sagde: ”I vil dyrke afgrøder syv år i træk, og hvad I høster, skal I efterlade i dens aks, undtagen en smule, som I spiser.
﴾48﴿ Derefter vil der komme syv hårde år, som vil fortære, hvad I har lagt op for dem, undtagen en smule, som I bevarer (til såning).
﴾49﴿ Så vil der (efter dette) komme et år, hvor folk vil få regn, og i hvilket de vil udpresse (safter).”
﴾50﴿ Og kongen sagde: ”Bring ham til mig.” Så da sendebuddet kom til ham, sagde han (Josef): ”Gå tilbage til din herre og spørg ham (om), hvordan tilstanden er hos de kvinder, der skar i deres hænder? Sandelig, min Herre er Vidende om deres list.”
﴾51﴿ Han (kongen) sagde: ”Hvad var jeres sag, o, kvinder, da I prøvede at forføre Yûsuf (Josef)?” De sagde: ”Allâh bevares! Vi ved ikke noget ondt om ham.” Al-´Azizs hustru sagde: ”Nu er sandheden kommet frem (over for alle). Jeg prøvede at forføre ham, og han er en af al-Sâdiqîn (de sandfærdige).”
﴾52﴿ (Så sagde Josef): ”Det var for, at han (husets herre) skulle vide, at jeg ikke har bedraget (ham) i det skjulte, og at Allâh ikke retleder bedragernes list.”
﴾53﴿ Og jeg fritager ikke mig selv (fra skyld). Sandelig, sindet er tilbøjelig til det onde, undtagen hos den, min Herre viser barmhjertighed. Sandelig, min Herre er Tilgivende, Barmhjertig.”
﴾54﴿ Og kongen sagde: ”Bring ham til mig, og jeg vil udvælge ham (til at arbejde) for mig alene.” Så da han (kongen) talte med ham (Yûsuf), sagde han (kongen): ”Sandelig, i dag er du hos os fuldt og fast befæstet og betroet.”
﴾55﴿ Han (Yûsuf) sagde: ”Udnævn mig (til minister) over landets forrådskamre. Jeg vil sandelig vogte (dem) med viden.”
﴾56﴿ Og således gav Vi Yûsuf magt i landet, (så) han kunne slå sig ned, hvor end han ønskede. Vi skænker Vores barmhjertighed til hvem, Vi vil, og Vi forspilder ikke belønningen for dem, der handler godt.
﴾57﴿ Og belønningen i det Hinsidige er sandelig bedre for dem, som tror, og (som) var Gudfrygtige.
﴾58﴿ Og Yûsufs brødre kom og gjorde foretræde hos ham. Han genkendte dem, mens de var uvidende om ham.
﴾59﴿ Og da han havde udstyret dem med deres proviant, sagde han: ”Bring mig en bror fra jer, fra jeres far(s side). Ser I ikke, at jeg giver fuldt mål, og jeg er den bedste af værterne?
﴾60﴿ Men hvis I ikke bringer ham til mig, så vil I ikke få nogen mål (af korn) fra mig, og ej heller skal I komme mig nær.”
﴾61﴿ De sagde: ”Vi vil forsøge at overtale vores far, og vi vil sandelig gøre det.”
﴾62﴿ Og han (Yûsuf) sagde til sine tjenere: ”Læg deres penge i deres bagage, for at de kan genkende dem, når de vender tilbage til deres familie. For at de måtte komme tilbage.”
﴾63﴿ Så da de vendte tilbage til deres fader, sagde de: ”O, vor fader. Målet (af korn) er blevet tilbageholdt fra os. Send da vores broder med os, så vi kan modtage vores (fulde) mål, og vi vil sandelig beskytte ham.”
﴾64﴿ Han sagde: ”Kan jeg betro ham til jer, ligesom jeg tidligere har betroet hans broder (Josef) til jer? Men Allâh er den bedste Beskytter. Og Han er Den Barmhjertigste af (alle) de barmhjertige.”
﴾65﴿ Og da de åbnede deres bagage, fandt de, at deres penge var blevet givet tilbage til dem. De sagde: ”O, vor fader. Hvad kan vi ønske mere? Dette er vores penge, (som er) blevet givet tilbage til os. Og vi vil bringe forsyning til vores familie, og vi vil beskytte vores broder og forøge en kamels mål (mængde). Det er et let mål.”
﴾66﴿ Han sagde: ”Jeg vil ikke sende ham med jer, førend I giver mig et løfte i Allâhs navn om, at I vil bringe ham tilbage til mig, medmindre I bliver overvældet (af fjender).” Så da de gav ham deres løfte, sagde han: ”Allâh er Værge over, hvad vi har sagt.”
﴾67﴿ Og han sagde: ”O, mine sønner. Gå ikke (alle) ind (i byen) ad samme port, men gå ind igennem forskellige porte. Og jeg kan ikke hjælpe jer det mindste mod Allâh(s vilje). Dommen hviler kun hos Allâh. Til Ham sætter jeg min lid. Og til Ham skal alle tillidsfulde sætte deres lid.”
﴾68﴿ Og da de gik ind (i byen), på den måde deres far havde rådet dem til, kunne det ikke hjælpe dem det mindste mod Allâh(s vilje). Men det var en (indre) trang i Ya´qûb(Jakob), som han indfriede. Og han var sandelig en mand med viden, fordi Vi havde belært ham, men de fleste mennesker ved det ikke.
﴾69﴿ Og da de gjorde foretræde hos Yûsuf (Josef), tog han (Josef) sin bror (Benjamin) til sig. Han sagde: ”Sandelig, jeg er din broder! Så sørg ikke over, hvad de har gjort.”
﴾70﴿ Så da han havde udstyret dem med deres provianter, lagde han skålen i sin brors bagage. Derefter råbte en udråber: ”O, I (i) karavanen, I er sandelig tyve.”
﴾71﴿ De sagde, idet de vendte sig imod dem: ”Hvad er det, I har mistet?”
﴾72﴿ De sagde: ”Vi har mistet kongens skål, og den, der bringer den tilbage, fortjener en kamelladning (korn), og jeg garanterer det.”
﴾73﴿ De sagde: ”Ved Allâh, I ved sandelig, at vi ikke er kommet for at stifte ufred i landet, og vi er ikke tyve.”
﴾74﴿ De sagde: ”Hvad skal straffen for det være, hvis I er løgnere?”
﴾75﴿ De sagde: ”Straffen for ham, i hvis sadeltaske den bliver fundet, er, at han selv skal være gengæld (for forbrydelsen). Således straffer Vi Zalimîn (de uretfærdige).”
﴾76﴿ Så han (Josef) startede med (at gennemsøge) deres sække før sin brors sæk. Så trak han den frem fra sin brors sæk. Således planlagde vi det for Yûsuf (Josef). Han kunne ikke tage sin bror (som slave) ifølge kongens lov, medmindre Allâh ville det. Vi ophøjer i rang, hvem Vi vil. Og over enhver med viden, findes en Alvidende.
﴾77﴿ De sagde: ”Hvis han har stjålet, så har en broder af ham tidligere stjålet.” Men Yûsuf (Josef) holdt den (sin reaktion) for sig selv og afslørede den ikke for dem. Han sagde: ”I er i en værre situation, og Allâh ved bedst, hvad I beskriver.”
﴾78﴿ De sagde: ”O, ‘Azîz! Han har sandelig en gammel fader, (som vil sørge over ham). Så tag en af os i hans sted. Sandelig, vi ser, at du er en af dem, der handler godt.”
﴾79﴿ Han sagde: ”Allâh forbyde, at vi tager nogen anden end den, hos hvem vi fandt vores ting. (Hvis vi gjorde dette), så ville vi sandelig være uretfærdige.”
﴾80﴿ Så da de havde opgivet håbet om ham, gik de til side til et fortroligt samråd. Den ældste af dem sagde: ”Ved I ikke, at jeres fader har fået et løfte fra jer i Allâhs navn, og at I før dette har svigtet (ham) angående (jeres pligt over) Yûsuf (Josef). Så jeg vil ikke forlade dette sted, førend min fader giver mig lov, eller (før) at Allâh beslutter min sag. Og Han er Den bedste af (alle) dommere.
﴾81﴿ Vend tilbage til jeres fader og sig: ”O, vor fader, din søn har stjålet, og vi kan kun bevidne om det, vi ved. Og vi kunne ikke være vogtere over det skjulte.
﴾82﴿ Og spørg (folk fra) den by, vi var i, og den karavane, som vi kom med. Og vi er sandelig sandfærdige.””
﴾83﴿ Han (Jakob) sagde: ”Snarere, jeres sind har narret jer til noget. Så tålmodighed er smuk. Måske vil Allâh bringe mig dem alle. Sandelig, Han er Den Alvidende, Den Alvise.”
﴾84﴿ Og han vendte sig væk fra dem og sagde: ”O, hvor stor er min sorg over Yûsuf (Josef).” Og hans øjne blev hvide af sorg, men han undertrykte (sin sorg).
﴾85﴿ De sagde: ”Ved Allâh, du kan ikke lade være med at mindes Yûsuf (Josef), før du bliver udmarvet, eller du bliver en af dem, der går til grunde.”
﴾86﴿ Han sagde: ” Jeg klager kun min smerte og sorg til Allâh, og jeg ved fra Allâh, hvad I ikke ved.
﴾87﴿ O, mine sønner. Gå og forhør jer om Yûsuf (Josef) og hans broder, og opgiv ikke håbet om Allâhs barmhjertighed. Sandelig, det er kun det fornægtende folk, der opgiver håbet om Allâhs barmhjertighed.”
﴾88﴿ Så da de gjorde foretræde hos ham (Josef), sagde de: ”O, ’Azîz, (du hersker af Egypten), modgang har ramt os og vores familie, og vi har bragt en ringe sum penge. Så giv os det fulde mål og vær velgørende mod os. Sandelig, Allâh belønner de velgørende.”
﴾89﴿ Han sagde: ”Ved I, hvad I gjorde mod Yûsuf (Josef) og hans broder, da I var uvidende?”
﴾90﴿ De sagde: ”Er du virkelig Yûsuf (Josef)?” Han sagde: ”Jeg er Yûsuf (Josef), og dette er min broder. Allâh har været os nådig. Sandelig, den, der frygter Allâh og er tålmodig, da vil Allâh ikke lade belønningen gå til spilde for dem, der handler godt.”
﴾91﴿ De sagde: ”Ved Allâh! Allâh har foretrukket dig frem for os, og vi har sandelig været syndere.”
﴾92﴿ Han sagde: ”(Der skal) ingen bebrejdelse (rettes) mod jer i dag. Må Allâh tilgive jer. Og Han er Den Barmhjertigste af (alle) de barmhjertige.
﴾93﴿ Gå med denne, min skjorte, og læg den over min faders ansigt, (så) vil han (igen) kunne se. Og bring mig hele jeres familie.”
﴾94﴿ Og da karavanen afgik, sagde deres fader: ”Jeg fornemmer Yûsufs (Josefs) duft, bare I ikke tror, jeg er senil.”
﴾95﴿ De sagde: ”Ved Allâh, du befinder dig i din gamle vildfarelse.”
﴾96﴿ Så da budbringeren kom, lagde han den (skjorten) på hans ansigt, og han kunne se (igen). Han (Jakob) sagde: ”Har jeg ikke fortalt jer, at jeg ved fra Allâh, hvad I ikke ved?”
﴾97﴿ De sagde: ”O, vor fader. Bed (Allâh) om at tilgive os vores synder. Vi har sandelig fejlet.”
﴾98﴿ Han sagde: ”Jeg vil bede min Herre tilgive jer. Sandelig, Han er Den Tilgivende, Den Barmhjertige.”
﴾99﴿ Da de gjorde foretræde hos Yûsuf (Josef), tog han sine forældre til sig og sagde: ”Træd ind i Egypten i sikkerhed, (om) Allâh vil.”
﴾100﴿ Og han hævede sine forældre op til tronen, og de faldt alle foran ham med ansigtet mod jorden. Og han sagde: ”O, min fader. Dette er fortolkningen af min tidligere drøm. Min Herre har gjort den sand. Og Han har sandelig handlet godt mod mig, da Han løslod mig fra fængslet og bragte jer (til mig) fra ørknen, efter at Satan havde sået splid mellem mig og mine brødre. Sandelig, min Herre er Venlig, over for hvem han vil. Sandelig, Han er Den Alvidende, Den Alvise.
﴾101﴿ Min Herre, Du har skænket mig af herredømmet og lært mig tydning af drømme. Skaberen af Himlene og Jorden. Du er min Beskytter i denne verden og i det Hinsidige. Lad mig dø (som) muslim, og foren mig med de retskafne.”
﴾102﴿ Dette er (nogle) beretninger om de skjulte (begivenheder), som Vi åbenbarer til dig. Og du var ikke (til stede) hos dem, da de blev enige om deres plan, og (da) de lagde listige planer.
﴾103﴿ Og de fleste folk vil ikke tro, selvom du længes efter det.
﴾104﴿ Og du spørger dem ikke om nogen løn. Det er intet andet end en påmindelse for verdenerne.
﴾105﴿ Hvor mange tegn i Himlene og på Jorden passerer de (ikke) forbi, og alligevel vender de sig bort fra dem.
﴾106﴿ Og de fleste af dem tror ikke på Allâh uden at sætte partnere ved siden af Ham.
﴾107﴿ Føler de sig sikre mod, at der kommer en indhyllende straf fra Allâh til dem, eller at timen pludselig kommer til dem, og de sanser det ikke?
﴾108﴿ Sig: ”Dette er min vej. Jeg kalder (folk) til Allâh med (et klart) bevis, jeg og de, som følger mig. Og lovprist være Allâh, og jeg er ikke blandt al-Mushrikîn (afgudsdyrkerne).”
﴾109﴿ Og før dig sendte Vi kun (Sendebud) mænd fra byernes folk, som Vi gav åbenbaring. Har de ikke rejst rundt på Jorden og set, hvordan skæbnen var for dem, (som var) før dem? Og sandelig, det Hinsidiges bolig er bedre for dem, der frygter Allâh. Har I ingen forståelse.
﴾110﴿ (Straffen blev ofte udsat), indtil Sendebuddene var i fortvivlelse, og de troede, at de var blevet fornægtet, først da kom Vores hjælp til dem. Så blev de, Vi ønskede, reddet. Og Vores straf kan ikke afvendes fra det syndige folk.
﴾111﴿ Sandelig, i deres fortællinger er der en lære for det forstandige folk. Det er ikke en opdigtet historie. Men (snarere) en bekræftelse af det, der var før den, og en uddybende forklaring af alt, og en retledning og en barmhjertighed for et folk, der tror.