Taha

﴾1﴿ Tâ - Hâ .
﴾2﴿ Vi har ikke sendt Koranen ned til dig (o, Muhammad), for at du skulle blive ulykkelig.
﴾3﴿ Men som en påmindelse for den, der frygter (Allâh).
﴾4﴿ En åbenbaring fra Den, der skabte Jorden og de højeste Himle.
﴾5﴿ Al-Rahmân (Den Nådige) Istawá (steg) over Tronen.
﴾6﴿ Alt i Himlene og på Jorden og (alt), hvad der er imellem dem, og hvad der er under jordbunden, tilhører Ham.
﴾7﴿ Og hvis du taler (ihukommer Allâh) højt, så kender Han sandelig det hemmelige og det, som er endnu mere skjult.
﴾8﴿ Allâh, der er ingen gud undtagen Ham. De smukkeste navne tilhører Ham.
﴾9﴿ Og er beretningen om Mûsá (Moses) kommet til dig?
﴾10﴿ Da han så ild og sagde til sin familie: ”Bliv her! Sandelig, jeg har set en ild. Måske kan jeg bringe jer en glød derfra eller finde retledning ved ilden.”
﴾11﴿ Og da han kom til den, blev han tilråbt: ”O, Mûsá (Moses).
﴾12﴿ Sandelig, Jeg er din Herre, så tag dine sko af. Du er i den hellige dal Tuwá.
﴾13﴿ Og Jeg har udvalgt dig, så lyt til det, der bliver åbenbaret (dig).
﴾14﴿ Sandelig, Jeg er Allâh, der er ingen gud undtagen Mig, så tilbed Mig og oprethold al-Salâh (bønnen) til Min ihukommelse.
﴾15﴿ Sandelig, Timen vil komme. (Men) jeg vil holde den skjult, så enhver sjæl kan få gengældelse for (sin) stræben.
﴾16﴿ Så lad ikke den, der ikke tror på den, og som følger sine lyster, vende dig bort fra den, så du går til grunde.
﴾17﴿ Og hvad er det, der er i din højre hånd, o, Mûsá (Moses)?”
﴾18﴿ Han sagde: ”Det er min stav. Jeg støtter mig til den, og jeg slår blade af til mine får, og jeg har (også) anden brug af den.”
﴾19﴿ Han sagde: ”Kast den, o, Mûsá (Moses).”
﴾20﴿ Så kastede han den, og (se); den blev en løbende slange.
﴾21﴿ Han sagde: ”Tag den op og frygt ikke. Vi vil bringe den tilbage til dens oprindelige form.
﴾22﴿ Og stik din hånd ind under din arm, og den vil komme frem igen hvid(lysende), uden fejl. (Dette er) endnu et tegn.
﴾23﴿ For at Vi kan vise dig (nogle) af Vore største tegn.
﴾24﴿ Gå til Firʻaûn (Farao). Han har sandelig overtrådt (grænserne).”
﴾25﴿ Han (Moses) sagde: ”Min Herre, udvid mit hjerte for mig.
﴾26﴿ Og gør min sag let for mig.
﴾27﴿ Og løsn knuden fra min tunge.
﴾28﴿ Så at de kan forstå min tale.
﴾29﴿ Og skænk mig en rådgiver fra min familie.
﴾30﴿ Hârûn (Aron), min broder.
﴾31﴿ Forøg min styrke gennem ham.
﴾32﴿ Og lad ham få del i min sag.
﴾33﴿ Så vi kan lovprise Dig meget.
﴾34﴿ Og ihukomme Dig meget.
﴾35﴿ Sandelig, Du ser os (altid).”
﴾36﴿ Han sagde: ”Du er blevet skænket, hvad du bad om, o, Mûsá (Moses).
﴾37﴿ Og Vi har sandelig skænket dig Vores gunst en anden gang (før).
﴾38﴿ Da Vi åbenbarede til din moder, hvad Vi åbenbarede.
﴾39﴿ (Idet Vi sagde): ”Kom ham (Moses) i en Tabût (kasse), (og) anbring ham så i floden. Og lad floden kaste den op på bredden, så Min fjende og hans fjende vil tage ham op.” Og Jeg har kastet Min kærlighed på dig, for at du måtte blive opdraget under Mine øjne.
﴾40﴿ (Husk), da din søster gik hen (til Faraos familie) og sagde: ”Skal jeg vise jer én, der kan tage vare på ham?” Så bragte vi dig tilbage til din moder, for at hendes øjne kunne køles, og for at hun ikke skulle sørge. Og du dræbte et menneske, hvorpå Vi frelste dig fra sorgen, og Vi prøvede dig med forskellige prøvelser. Da levede du nogle år blandt Madyans folk. (Og) så kom du, o, Mûsá (Moses), til den fastsatte tid.”
﴾41﴿ Og Jeg har udvalgt dig for Mig Selv.
﴾42﴿ Gå du og din bror af sted med Mine tegn, og bliv ikke trætte i (jeres) ihukommelse af Mig.
﴾43﴿ Gå I begge til Fir‘aûn (Farao). Han har sandelig overtrådt (grænserne).
﴾44﴿ Og tal til Ham (med) et mildt ord. Måske vil han lade sig påminde eller frygte (Allâh).
﴾45﴿ De sagde: ”Vor Herre, sandelig, vi frygter for, at han skal forgribe sig på os, eller at (han) skal overtræde (alle) grænser.”
﴾46﴿ Han sagde: ”Frygt ikke. Jeg er sandelig med jer. Jeg hører, og Jeg ser.
﴾47﴿ Gå da til ham og sig: ”Vi er din Herres Sendebud, så send Israels børn af sted med os, og straf dem ikke. Vi er sandelig kommet til dig med et tegn fra din Herre. Og fred være med den, der følger retledningen.
﴾48﴿ Sandelig, det er blevet åbenbaret os, at straffen skal komme over den, der kalder det for løgn og vender sig bort.””
﴾49﴿ Han (Farao) sagde: ”Så hvem er jeres Herre, o, Mûsá (Moses)?”
﴾50﴿ Han (Moses) sagde: ”Vor Herre er Ham, der gav alle deres rette form og derefter retledede (dem).”
﴾51﴿ Han (Farao) sagde: ”Hvordan var det med de tidligere generationer?”
﴾52﴿ Han (Moses) svarede: ”Viden derom findes hos min Herre i en bog. Min Herre tager hverken fejl eller glemmer.”
﴾53﴿ (Han er) Den, der skabte jorden som en vugge for jer og lavede veje for jer på den og sendte vand ned fra himlen. Og Vi bragte derved forskellige slags planter.
﴾54﴿ Spis, og lad jeres kvæg græsse. Sandelig, deri er der tegn for folk med fornuft.
﴾55﴿ Fra denne (jord) skabte Vi jer, og til den skal I vende tilbage. Og fra den skal Vi frembringe jer endnu en gang.
﴾56﴿ Og sandelig, Vi viste ham (Farao) alle Vores tegn. Men han kaldte dem for løgn og nægtede (at tro).
﴾57﴿ Han sagde: ”Er du kommet for at drive os ud af vores land med din trolddom, o, Mûsá (Moses)?
﴾58﴿ Så vil vi sandelig bringe dig trolddom magen til. Så fastsæt et møde for os og dig, som hverken vi eller du skal holde os væk fra, på et sted i midten.”
﴾59﴿ Han (Moses) sagde: ”Mødet med jer skal være på udsmykningsdagen, og lad menneskene forsamles om formiddagen.”
﴾60﴿ Så Firʻaûn (Farao) vendte sig bort og lagde sin listige plan. Så kom han (til mødet).
﴾61﴿ Mûsá (Moses) sagde til dem: ”Ve jer, opdigt ikke løgn om Allâh, så Han ikke skal udrydde jer med en straf.” Og sandelig, den, der opdigter løgn om Allâh, vil mislykkes.
﴾62﴿ Så stredes de indbyrdes om deres sag og holdt hemmelig rådslagning.
﴾63﴿ De sagde: ”Disse to er sandelig troldmænd, der ønsker at drive jer ud af jeres land med deres trolddom og aflede jer fra jeres eksemplariske (forfædres) vej.
﴾64﴿ Så saml alle jeres listige planer, og stil op på række. For sandelig, den, der står højest i dag, vil være succesfuld.”
﴾65﴿ De sagde: ”O, Mûsá (Moses), enten kaster du, eller også vil vi være de første til at kaste.”
﴾66﴿ Han (Moses) sagde: ”Nej, kast I!” Da forekom det ham, på grund af deres trolddom, at deres reb og stave krøb.
﴾67﴿ Så følte Mûsá (Moses) frygt i sig.
﴾68﴿ Vi (Allâh) sagde: ”Frygt ikke. Sandelig, du vil være den overlegne.
﴾69﴿ Og kast, hvad du har i din højre hånd, og den vil opsluge, hvad de har lavet. Sandelig, hvad de har lavet er ikke andet end troldmandslist. Og troldmanden vil ikke få succes, hvorend han kommer.”
﴾70﴿ Da kastede troldmændene (deres) ansigter mod jorden (i tilbedelse). De sagde: ”(Nu) tror vi på Hârûns (Arons) og Mûsás (Moses’) Herre.”
﴾71﴿ Han (Farao) sagde: ”Tror I på ham, før jeg har givet jer tilladelse til det? Han er sandelig jeres leder, der har lært jer trolddom. Jeg vil sandelig hugge jeres hænder og fødder af på modsat side, og sandelig vil jeg korsfæste jer på palmetræernes stammer. Og I skal sandelig vide, hvem af os der er strengest i straf og mest vedholdende.”
﴾72﴿ De sagde: ”Vi vil aldrig foretrække dig frem for det, der er kommet til os af klare tegn, og (frem for) Ham, der har skabt os. Afsig hvilken dom, du vil. Sandelig, du kan kun dømme i dette verdslige liv.
﴾73﴿ Sandelig, vi tror på vores Herre, så Han kan tilgive os vores synder og den trolddom, du har tvunget os til at udøve. Og Allâh er Den Bedste og Den Evindelige.”
﴾74﴿ Sandelig, den, der kommer til sin Herre som en synder, for ham er der Djahannam (Helvede). Deri vil han hverken dø eller leve.
﴾75﴿ Og den, der kommer til Ham som en troende, der har udført gode handlinger. Til sådanne folk er der de højeste rangtrin.
﴾76﴿ Edens haver, under hvilke floder løber, deri vil de blive for evigt. Og det er belønningen for den, der holder sig ren (fra synder).
﴾77﴿ Og Vi åbenbarede til Mûsá (Moses): ”Drag ud med Mine tjenere i natten, og slå (med din stav) en tør vej for dem gennem havet. Frygt ikke for at blive indhentet, og vær ej heller bange (for noget som helst).”
﴾78﴿ Og Fir‘aûn (Farao) forfulgte dem med sine tropper. Og havet overvældede dem og dækkede dem fuldstændigt.
﴾79﴿ Og Fir‘aûn (Farao) vildledte sit folk, og han retledede det ikke.
﴾80﴿ O, Israels børn, Vi frelste jer fra jeres fjende, og Vi udpegede højre side af Tûr-bjerget som mødested for jer, og Vi sendte al-Manna (en slags sød substans) og al-Salwá (vagtler) ned til jer (og sagde):
﴾81﴿ ”Spis af det gode, som Vi har forsynet jer med, og overtræd ikke derved, for så vil Min vrede komme over jer. Og den, som Min vrede kommer over, vil sandelig gå til grunde.
﴾82﴿ Og sandelig, Jeg er Tilgivende over for den, der angrer og tror og handler retfærdigt, og (som) derpå lader sig retlede.
﴾83﴿ Og hvad har fået dig til at haste forud for dit folk, o, Mûsá (Moses)?”
﴾84﴿ Han sagde: ”De følger efter i mine fodspor, og jeg hastede mod Dig, min Herre, for at Du kunne blive tilfreds.”
﴾85﴿ Han (Allâh) sagde: ”Vi har sandelig prøvet dit folk i dit fravær, og al-Sâmirî (samaritaneren) har vildledt dem.”
﴾86﴿ Da vendte Mûsá (Moses) tilbage til sit folk, vred (og) bedrøvet. Han sagde: ”O, mit folk, har jeres Herre ikke givet jer et skønt løfte? Blev tiden da for lang for jer, eller ønskede I, at vrede fra jeres Herre skulle komme over jer, så I brød jeres løfte til mig?”
﴾87﴿ De sagde: ”Vi brød ikke løftet til dig af egen vilje. Men vi blev belæsset med byrden af folkets smykker. Så kastede vi dem fra os, og det samme gjorde al-Sâmirî (samaritaneren).”
﴾88﴿ Så frembragte han (samaritaneren) for dem en kalv, en krop med en lav stemme. Så sagde de: ”Dette er jeres gud og Mûsás (Moses’) gud, men han (Moses) har glemt det.”
﴾89﴿ Kunne de ikke se, at den ikke svarede dem med noget ord, og at den ikke havde magt til at skade eller gavne dem?
﴾90﴿ Og Hârûn (Aron) havde visselig sagt til dem forinden: ”O, mit folk, I bliver kun prøvet dermed, og jeres Herre er sandelig al-Rahmân (Den Nådige). Så følg mig og adlyd min befaling.”
﴾91﴿ De sagde: ”Vi vil ikke stoppe med at holde fast ved den (ved at tilbede den), førend Mûsá (Moses) vender tilbage til os.”
﴾92﴿ Han (Moses) sagde: ”O, Hârûn (Aron), hvad forhindrede dig, da du så dem fare vild.
﴾93﴿ I at følge mig? Har du da været ulydig mod min befaling?”
﴾94﴿ Han sagde: ”O, min moders søn, hold ikke fast i mit skæg og ej heller i mit hoved. Sandelig, jeg frygtede, at du ville sige: ”Du har skabt splid blandt Israels børn, og du ventede ikke på mine ord.””
﴾95﴿ Han (Moses) sagde: ”Og hvad har du at sige, o, Sâmirî (samaritaner)?”
﴾96﴿ Han sagde: ”Jeg så noget, som de ikke så. Så jeg tog en håndfuld (støv) fra sendebuddets (Gabriels) spor, (og) så kastede jeg det. Og således fristede mit sind mig.”
﴾97﴿ Han (Moses) sagde: ”Gå bort! Det skal være din skæbne i livet at sige: ”Rør mig ikke.” Og sandelig, du har et aftalt møde, som du ikke vil undgå. Og se på din gud, til hvem du fortsat holdt fast i tilbedelsen af. Vi vil sandelig brænde den, (og) derefter vil vi sprede den (som) støv i havet.
﴾98﴿ Sandelig, jeres gud er Allâh, der er ingen anden gud undtagen Ham. Han omfavner alt i (Sin) viden.”
﴾99﴿ Således fortæller Vi dig beretninger om det, der tidligere er hændt, og Vi har sandelig givet dig en påmindelse fra Os.
﴾100﴿ Den, der vender sig bort derfra, skal sandelig bære en (tung) byrde på Opstandelsens Dag.
﴾101﴿ Deri vil de blive for evigt. Og ond er den byrde for dem på Opstandelsens Dag.
﴾102﴿ På den dag, hvor der skal blæses i al-Sûr (hornet), og Vi vil samle synderne på den dag, de blåøjede.
﴾103﴿ De vil hviske til hinanden: ”I har dvælet i ti (dage).”
﴾104﴿ Vi ved bedst, hvad de vil sige, når den bedste blandt dem (i viden og visdom) vil sige til det: ”I har kun dvælet én dag.”
﴾105﴿ Og de spørger dig om bjergene. Sig da: ”Min Herre vil knuse dem til støv.
﴾106﴿ Så vil (Han) efterlade dem som en jævn slette.
﴾107﴿ I hvilken du hverken vil se nogen krumhed eller nogen forhøjning.”
﴾108﴿ På den dag vil de følge den, der kalder, i hvilket der ikke vil være nogen afvigelse. Og stemmerne vil være dæmpede i ydmyghed for al-Rahmân (Den Nådige). Så I vil ikke høre andet end en hvisken.
﴾109﴿ På den dag vil ingen forbøn være til gavn for nogen, undtagen for den, til hvem al-Rahmân (Den Nådige) giver tilladelse, og for den, hvis tale Han er tilfreds med.
﴾110﴿ Han ved, hvad der er foran dem, og hvad der er bag dem. Og de kan ikke omfatte det med (deres) viden.
﴾111﴿ Og ansigterne skal ydmyge sig for Den Levende, Den Opretholdende. Og den, der bærer (byrden af sin) overtrædelse, vil sandelig gå til grunde.
﴾112﴿ Men den, der udøver gode gerninger og er troende, skal hverken frygte uret eller beskæring (af sine belønninger).
﴾113﴿ Og således har Vi sendt den ned, (som) en arabisk Koran, og Vi har fremlagt (udsagn om) trusler i den. For at de måtte blive Gudfrygtige, eller den (Koranen) vil fremkalde ihukommelse hos dem.
﴾114﴿ Så Ophøjet er Allâh, Kongen, Sandheden. Og forhast dig ikke med (at recitere) Koranen, førend dens åbenbaring til dig er afsluttet, og sig: ”Min Herre, øg mig i viden.”
﴾115﴿ Og Vi sluttede sandelig en pagt med Adam tidligere. Men han glemte (den), og Vi fandt ikke en viljestyrke hos ham.
﴾116﴿ Og (husk), da Vi sagde til englene: ”Isjudû (kast jer ned med ansigtet mod jorden) for Adam.” Da kastede de sig ned, undtagen Iblîs (Satan); han nægtede.
﴾117﴿ Så sagde Vi: ”O, Adam, denne er sandelig en fjende af dig og din hustru. Så lad ham ikke fordrive jer fra Haven, så du bliver ulykkelig.
﴾118﴿ For dig er det (således) i den, at du hverken vil sulte eller være nøgen.
﴾119﴿ Og i den skal du hverken tørste eller udsættes for solen(s stråler).”
﴾120﴿ Så hviskede Satan til ham. Han sagde: ”O, Adam, skal jeg lede dig til evighedens træ og et rige, der ikke forfalder?”
﴾121﴿ Da spiste de begge (Adam og Eva) deraf, og deres kønsdele blev synlige for dem, og de begyndte at hæfte blade fra Haven til at dække sig med. Og Adam lyttede ikke til sin Herre og fejlede.
﴾122﴿ Derefter udvalgte hans Herre ham. Så Han accepterede hans anger og retledede (ham).
﴾123﴿ Han sagde: ”(O, Adam og Eva), Gå ned herfra, alle sammen, I er hinandens fjender. Så hvis der skulle komme retledning til jer fra Mig, så skal den, der følger Min retledning, ikke blive vildledt eller være ulykkelig.
﴾124﴿ Og den, der vender sig bort fra Min påmindelse, skal få et anstrengt liv, og på Opstandelsens Dag vil Vi bringe ham til den samlede flok (som) blind.”
﴾125﴿ Han vil sige: ”Min Herre, hvorfor har du bragt mig til den samlede flok (som) blind, når jeg (tidligere) kunne se?”
﴾126﴿ Han (Allâh) vil sige: ”Sådan er det. Vores tegn kom til dig, men du glemte dem, og på samme måde vil du blive glemt i dag.”
﴾127﴿ Og således gør Vi gengæld mod den, der overtræder (grænserne), og som ikke tror på sin Herres tegn. Og sandelig, det hinsidiges straf er mere hård og vedvarende.
﴾128﴿ Var det ikke en retledning for dem (at se), hvor mange generationer Vi har tilintetgjort før dem, i hvis boliger de vandrer? Sandelig, i dette er der tegn for folk med fornuft.
﴾129﴿ Og hvis der ikke allerede var udgået et ord fra din Herre og en fastsat tid, så havde den (straffen) været uundgåelig.
﴾130﴿ Så (o, Sendebud) vær tålmodig med, hvad de siger, og proklamer din Herres renhed, sammen med (Hans) lovprisning før solens opgang og før dens nedgang. Og lovpris (Ham) i nattens timer og ved yderpunkterne. Måske vil du blive tilfreds.
﴾131﴿ Og stræk ikke dit blik ud mod nydelsen af det verdslige livs glans, som Vi har givet nogle grupper blandt dem. (Dette har vi gjort) for at prøve dem dermed. Og din Herres forsyning er bedre (og) vedvarende.
﴾132﴿ Og påbyd din familie at opretholde al-Salâh (bønnen), og vær selv udholdende dermed. Vi beder dig ikke om forsørgelse. Vi forsørger dig. Og den (bedste) ende (vil være for) Gudfrygten.
﴾133﴿ Og de siger: ”Hvorfor bringer han os ikke et tegn fra sin Herre?” Er der ikke kommet et klart bevis til dem (i form) af det, som er i de tidligere skrifter?”
﴾134﴿ Og hvis Vi havde tilintetgjort dem med en straf før ham (Muhammad), så havde de sagt: ”Vor Herre, hvorfor sendte du ikke et Sendebud til os, så vi kunne følge Dine tegn, før vi blev ydmyget og vanæret?”
﴾135﴿ Sig: ”Alle venter. Vent I da (også)! Så vil I (få at) vide, hvem den rette vejs folk er, og hvem der har ladet sig retlede.”