Hud

﴾1﴿ Alif – Lâm – Râ. (Dette er) en Bog, hvis vers er blevet befæstet og derefter forklaret fra Én, der er Alvis, Alvidende.
﴾2﴿ (Med den ordre) at I ikke skal tilbede andre end Allâh. Sandelig, jeg er jer en advarer og en overbringer af gode nyheder fra Ham.
﴾3﴿ Og at I skal bede jeres Herre om tilgivelse (for) derefter (at) vende jer mod Ham (i anger). Så vil Han forsørge jer med gode ting til en fastsat tid, og Han vil skænke Sin gunst til enhver begunstiget. Og hvis I vender (jer) bort, så frygter jeg en stor dags straf for jer.
﴾4﴿ Til Allâh skal I vende tilbage. Og Han har magt over alle ting.
﴾5﴿ Sandelig, de skjuler deres hjerter for at skjule sig for Ham. Sandelig, når de dækker sig med deres klædning, så ved Han, hvad de skjuler, og hvad de åbenbarer. Han er sandelig Vidende om det, der er i hjerterne.
﴾6﴿ Og der er ingen skabning på jorden, uden at Allah forsørger den. Og Han kender dens bolig og dens sted at være. Alt er i en tydelig Bog.
﴾7﴿ Og Han er Den, der skabte Himlene og Jorden på seks dage, og Hans trone var over vandet, for at Han kunne prøve jer, (for at se) hvem af jer der er bedst i handling. Og hvis du siger: ”I vil sandelig blive genoplivet efter døden,” så vil fornægterne sige: ”Dette er intet andet end åbenbar trolddom.”
﴾8﴿ Og hvis Vi udsætter straffen for dem til en fastsat tid, vil de sige: ”Hvad holder den tilbage?” Sandelig, den dag, (hvor) den kommer over dem, vil den ikke blive vendt fra dem, og de vil blive omringet af det, de plejede at spotte.
﴾9﴿ Og hvis Vi lader mennesket smage Barmhjertighed fra Os, og Vi derefter tager den (væk) fra ham, (så) er han sandelig fortvivlet (og) utaknemmelig.
﴾10﴿ Og hvis Vi lader ham smage behag, efter at modgang har ramt ham, siger han: ”De onde ting er gået væk fra mig,” (og) han vil sandelig være glad (og) pralende.
﴾11﴿ Undtagen dem, der er tålmodige og gør gode gerninger, (for) dem er der tilgivelse og en stor belønning.
﴾12﴿ (Det forventes, at du) måske opgiver noget af det, der er blevet åbenbaret dig, og at dit hjerte bliver indsnævret derved, fordi de siger: ”Hvorfor er der ikke blevet sendt en skat ned til ham eller kommet en engel sammen med ham?” Du er sandelig (kun) en advarer. Og Allâh er Værge over alle ting.
﴾13﴿ Eller siger de: ”Han har opdigtet den?” Sig: ”Så bring ti Suwar (Kapitler) lig den, (der er) opdigtet. Og påkald, hvem I kan, foruden Allâh, hvis I er sandfærdige.”
﴾14﴿ Og hvis de ikke svarer jer, så skal I vide, at den er blevet sendt ned med Allâhs viden, og at der ikke er nogen anden gud end Ham. Vil I så underkaste jer?
﴾15﴿ De, der ønsker dette verdslige liv og dets pryd, dem vil Vi gengælde fuldt (ud) for deres handlinger deri. Og deri vil de ikke blive givet for lidt.
﴾16﴿ Det er dem, der i det Hinsidige kun vil få Ilden. Og det, de lavede deri, er gået tabt. Og forgæves er det, de plejede at lave.
﴾17﴿ Så den, der har (Koranen som) et klart bevis fra sin Herre, og et vidne (Gabriel), fra Ham reciterer det; og før den (kom) Mûsás (Moses´) Bog, en retledning og en barmhjertighed. De tror på den (Koranen). Og den, der fornægter den blandt grupperne, da er Ilden dens lovede sted. Så vær ikke i tvivl om det. Sandelig, det er sandheden fra din Herre, men de fleste mennesker tror ikke.
﴾18﴿ Og hvem er mere uretfærdig end den, der opdigter en løgn om Allâh? De vil blive stillet for deres Herre, og vidnerne vil sige: ”Det er dem, der løj om deres Herre. Sandelig! Allâhs forbandelse er over Zâlimîn (de uretfærdige).”
﴾19﴿ De, der holder (folk) borte fra Allâhs vej og ønsker at gøre den skæv, det er dem, der fornægter det Hinsidige.
﴾20﴿ De er ikke i stand til at undslippe (Allâh) på jorden. Og de har ingen venner foruden Allâh. For dem vil straffen blive fordoblet. De kunne ikke høre, og de kunne ikke se.
﴾21﴿ Det er dem, der har påført sig selv tab, og (alt) det, de plejede at opdigte, er gået tabt for dem.
﴾22﴿ Der er ingen tvivl om, at de i det Hinsidige vil være (de største) tabere.
﴾23﴿ Sandelig, de, som tror og gør gode gerninger og ydmyger sig for deres Herre, de er Paradisets beboere. Deri vil de blive for evigt.
﴾24﴿ Eksemplet med de to parter er ligesom den blinde og den døve, og den seende og den hørende. Er de to ens? Vil I da (stadig) ikke ihukomme?
﴾25﴿ Og Vi sendte sandelig Nûh (Noa) til hans folk, (og han sagde til dem): ”Jeg er jer sandelig en tydelig advarer.
﴾26﴿ (Så) at I ikke tilbeder andre end Allâh. Sandelig frygter jeg for jer en smertefuld Dags straf.”
﴾27﴿ Men lederne blandt hans folk, der fornægtede, sagde: ”Vi ser, (at) du kun er et menneske ligesom os. Og vi ser, at det kun er de lavest (stillede) blandt os, der uden at tænke følger dig. Og vi ser ikke, (at I har) noget fortrin frem for os. Snarere tror vi, (at) I er løgnere.”
﴾28﴿ Han sagde: ”O, mit folk, hvad mener I, hvis jeg følger et klart bevis fra min Herre, og Han har skænket mig Barmhjertighed (Profetgerningen) fra Sig, men den er blevet skjult for jer? Skal vi (da) tvinge jer til (at acceptere) det, når I hader det?
﴾29﴿ O, mit folk, jeg beder jer ikke om rigdom for det. Min belønning er kun hos Allâh. Og jeg vil ikke fordrive de troende bort. Sandelig, de skal møde deres Herre, men jeg ser, at I er et uvidende folk.
﴾30﴿ O, mit folk, hvem vil hjælpe mig mod Allâh(s straf), hvis jeg driver dem bort? Vil I ikke ihukomme?
﴾31﴿ Og jeg siger ikke: ”Jeg har Allâhs skatte,” ej heller (siger jeg): ”Jeg har viden om det skjulte,” og jeg siger ikke: ”Jeg er en engel,” og ej (heller) siger jeg til dem, jeres øjne foragter: ”Allâh vil aldrig give dem noget godt.” Allâh ved bedst, hvad der er i dem. (Hvis jeg gør det), så vil jeg sandelig være en af Zâlimîn (de uretfærdige).”
﴾32﴿ De sagde: ”O, Nûh (Noa), du har stredes med os, og du har stredes (med os) i lang tid. Så bring os det, som du truer os med, hvis du er en af de sandfærdige.”
﴾33﴿ Han sagde: ”Sandelig, Allâh vil bringe jer det, hvis Han vil, og I er ikke i stand til at undslippe (Hans straf).
﴾34﴿ Og min formaning ville ikke gavne jer, selvom jeg ønskede at formane jer, hvis Allâh ønsker at fastholde jer i vildledelse. Han er jeres Herre, og til Ham bliver I bragt tilbage.”
﴾35﴿ Eller siger de: ”Han har opdigtet det?” Sig: ”Hvis jeg har opdigtet det, så (hviler) synden på mig. Og jeg er fri for, hvad I laver af synder.”
﴾36﴿ Og det blev åbenbaret til Nûh (Noah): ”Sandelig, ingen af dit folk vil tro, undtagen dem der (allerede) har troet. Så sørg ikke over det, de plejede at lave.
﴾37﴿ Og byg skibet under Vores opsyn og (med) Vores åbenbaring, og tal ikke til Mig om dem, der har handlet uret. De vil sandelig blive druknet.”
﴾38﴿ Og han byggede skibet. Og hver gang (nogle) ledere fra hans folk gik forbi, spottede de ham. Han sagde: ”Hvis I spotter os, så vil vi spotte jer, ligesom I spotter os.
﴾39﴿ Så vil I vide, til hvem der vil komme en straf, som vil ydmyge ham, og på hvem der vil være en varig straf.”
﴾40﴿ Indtil da Vores befaling kom, og ovnen flød over, sagde Vi: ”Bring (om bord) på det et par af hver (slags) og din familie, undtagen den, mod hvem ordet allerede var sagt (over), og (bring) dem, som tror.” Og der var kun få, der troede med ham.
﴾41﴿ Og han sagde: ”Stig om bord på det. I Allâhs navn vil det sejle og ankre. Sandelig, min Herre er Tilgivende, Barmhjertig.”
﴾42﴿ Og da det sejlede med dem på bølger som bjerge, kaldte Nûh (Noah) på sin søn, der havde adskilt sig (fra ham): ”O, min søn, stig om bord med os og bliv ikke sammen med fornægterne.”
﴾43﴿ Han sagde: ”Jeg vil søge tilflugt på et bjerg, der vil beskytte mig fra vandet.” Han (Noah) sagde: ”Der er i dag ingen beskytter mod Allâhs befaling, undtagen den som Han er Barmhjertig over for.” Og bølgerne kom imellem dem, så han blev blandt de, der druknede.
﴾44﴿ Og der blev sagt: ”O, jord, slug dit vand, og o, himmel hold op (med at regne).” Og vandet blev formindsket, og befalingen var afsluttet. Og det (skibet) lagde sig til rette på al-Jûdî (bjerget), og der blev sagt: ”Væk med det uretfærdige folk.”
﴾45﴿ Og Nûh (Noah) påkaldte sin Herre og sagde: ”Min Herre, min søn er sandelig en del af min familie, og dit løfte er sandelig sandt, og Du er Den viseste af (alle) dommere.”
﴾46﴿ Han (Allâh) sagde: ”O, Nûh (Noah), han var sandelig ikke en del af din familie. Sandelig, han var (en mand af) dårlige gerninger. Så spørg Mig ikke om noget, hvorom du ingen viden har. Jeg advarer dig mod at være blandt de uvidende.”
﴾47﴿ Han sagde: ”Min Herre, jeg søger sandelig tilflugt hos Dig mod at spørge Dig om noget, hvorom jeg ingen viden har. Og hvis Du ikke tilgiver mig og er Barmhjertig over for mig, så vil jeg være blandt de fortabte.”
﴾48﴿ Der blev sagt: ”O, Nûh (Noah), stig ned med fred fra Os, og velsignelser over dig og over de folk, (der kommer efter dem), som er med dig. Og der vil være folk, som Vi vil skænke (lidt) glæde, derpå vil en smertefuld straf fra Os ramme dem.”
﴾49﴿ Dette er (nogle) beretninger om de skjulte (begivenheder), som Vi åbenbarer til dig. Du kendte ikke til dem før dette, hverken du eller dit folk. Så vær tålmodig. Sandelig, Den (gode) ende vil være for de Gudfrygtige.
﴾50﴿ Og til ‘Âd (sendte Vi) deres bror Hûd. Han sagde: ”O, mit folk, tilbed Allâh. I har ingen anden Ilâh (gud) end Ham. I er sandelig kun opdigtere.
﴾51﴿ O, mit folk, jeg beder jer ikke om nogen belønning for det. Min belønning er kun hos Den, der har skabt mig. Vil I (da) ikke forstå?
﴾52﴿ Og o, mit folk, bed jeres Herre om tilgivelse. Derefter skal I vende jer til Ham (i anger), så vil Han (måske) sende himlen ned over jer med rigeligt regn og øge jer i styrke ud over jeres (egen) styrke. Og vend jer ikke bort som syndere.”
﴾53﴿ De sagde: ”O, Hûd. Du har ikke bragt os noget (klart) bevis, og vi vil ikke opgive vores guder på dit ord, og vi vil ikke tro på dig.
﴾54﴿ Vi kan kun sige, at nogle af vores guder har udsat dig for noget ondt (galskab).” Han sagde: ”Jeg tager Allâh som mit vidne, og vær I også vidner på, at jeg tager afstand fra det, som I sætter ved Allâhs side.
﴾55﴿ Foruden Ham. Så læg jeres planer mod mig, alle (sammen), og giv mig derefter ingen udsættelse.
﴾56﴿ Jeg sætter sandelig min lid til Allâh, min Herre og jeres Herre. Der findes ingen skabning, uden Han har fat i dets pandehår. Sandelig, min Herre er på den rette vej.
﴾57﴿ Så hvis I (nu) vender jer bort, så har jeg overbragt jer det, hvormed jeg blev sendt til jer. Og min Herre vil lade et andet folk end jer være efterfølger, og I kan ikke skade Ham det mindste. Sandelig, min Herre er Vogter over alle ting.”
﴾58﴿ Og da Vores afgørelse kom, frelste Vi Hûd og dem, der troede sammen med ham, med Barmhjertighed fra Os. Og Vi frelste dem fra en heftig straf.
﴾59﴿ Dette var ‘Âd-stammen. De afviste deres Herres tegn og var ulydige mod Hans Sendebud, og de fulgte enhver stædig tyrans befaling.
﴾60﴿ Og en forbandelse fulgte dem i denne verden og på Opstandelsens Dag. Se! ‘Âd fornægtede deres Herre. Sandelig! Væk med ‘Âd, Hûds folk.
﴾61﴿ Og til Thamûd (sendte Vi) deres bror Sâlih. Han sagde: ” O, mit folk, tilbed Allâh. I har ingen anden gud end Ham. Han har skabt jer af jorden og gjorde jer til indbyggere på den. Så bed Ham om tilgivelse, (og) vend jer derefter til Ham (i anger). Sandelig, min Herre er nær (og) Lydhør.”
﴾62﴿ De sagde: ”O, Sâlih, før dette var du sandelig en (mand), som vi satte (vores) håb til. Forbyder du os at tilbede det, som vores forfædre tilbad? Og vi er sandelig i foruroligende tvivl om det, du kalder os til.”
﴾63﴿ Han sagde: ”O, mit folk, hvad mener I, hvis jeg følger et klart bevis fra min Herre, og Han har skænket mig Barmhjertighed fra Sig, hvem vil så hjælpe mig mod Allâh, hvis jeg er ulydig mod Ham? I vil da ikke kunne tilføre mig andet end tab.
﴾64﴿ O, mit folk, dette er Allâhs hunkamel som et tegn til jer. Så lad den (gå frit og) æde på Allâhs jord, og gør den ikke ondt, for så vil I blive ramt af en nær straf.”
﴾65﴿ Så skar de haserne over på den. Da sagde han: ”Nyd (livet) i jeres hjem i (kun) tre dage. Det er et ufejlbarligt løfte.”
﴾66﴿ Og da Vores befaling kom, frelste Vi Sâlih og dem, der troede sammen med ham, med barmhjertighed fra Os, og (Vi frelste dem) fra den dags skændsel. Sandelig, din Herre er Den Stærke, Den Almægtige.
﴾67﴿ Og skriget kom over dem, der handlede uret. Og de lå livløse i deres hjem.
﴾68﴿ Som om de aldrig havde levet der (før). Sandelig, Thamûds folk fornægtede deres Herre. Sandelig! Væk med Thamûds folk.
﴾69﴿ Og Vores sendebud bragte Ibrâhîm (Abraham) den gode nyhed. De sagde: ”Salâm (fred).” (Og) han sagde: ”Salâm (fred),” Og straks bragte han (dem) en stegt kalv.
﴾70﴿ Men da han så, at deres hænder ikke rakte ud efter den, fandt han dem fremmede og følte frygt for dem. De sagde: ”Frygt ikke. Vi er sandelig blevet sendt (ud) til Lûts (Lots) folk.”
﴾71﴿ Og hans hustru stod (tæt på), (og) hun lo. Da gav Vi hende den gode nyhed om Ishâq (Isak), og efter Ishâq (Isak) om Ya‘qûb (Jakob).
﴾72﴿ Hun sagde: ”O, ve mig! Skal jeg give fødsel til en dreng, når jeg er en gammel kvinde, og denne min ægtemand er en gammel mand? Dette er sandelig en forunderlig ting.”
﴾73﴿ De sagde: ”Undrer du dig over Allâhs befaling? (Må) Allâhs Barmhjertighed og Hans Velsignelse (være) over jer, I husets folk. Sandelig, Han er Prisværdig, Ærværdig.”
﴾74﴿ Og da frygten forsvandt fra Ibrâhîm (Abraham), og den gode nyhed havde nået ham, begyndte han at strides med Os om Lûts (Lots) folk.
﴾75﴿ Ibrâhîm (Abraham) var sandelig langmodig, medfølende (og) vendte angrende tilbage (til Allâh).
﴾76﴿ O, Ibrâhîm (Abraham)! Lad dette være. Sandelig, din Herres befaling er afgjort, og der kommer sandelig en uundgåelig straf over dem.
﴾77﴿ Og da Vores sendebud (englene) kom til Lût (Lot), blev han bedrøvet på grund af dem, og han (var) magtesløs med hensyn til (at beskytte) dem, og han sagde: ”Dette er en svær dag.”
﴾78﴿ Og hans folk kom farende til ham. Og de havde fra før begået dårlige handlinger. Han sagde: ”O, mit folk, disse er mine døtre (samfundets kvinder). De er renere for jer. Så frygt Allâh, og vanær mig ikke foran min gæst. Er der ikke en rettroende mand iblandt jer.”
﴾79﴿ De sagde: ”Du ved, at vi ikke har ret til dine døtre, og du ved, hvad vi vil (have).”
﴾80﴿ Han sagde: ”O, gid jeg havde magt over jer eller kunne søge tilflugt hos en stærk støtte.”
﴾81﴿ De (englene) sagde: ”O, Lût (Lot), vi er sandelig sendebud fra din Herre. De vil ikke nå dig. Så rejs med din familie i løbet af natten, og ingen af jer skal vende sig om (for at kigge), undtagen din hustru, (og) der skal sandelig ramme hende, hvad der rammer dem. Sandelig er deres frist til (om) morgenen. Er morgenen ikke nær?”
﴾82﴿ Og da Vores befaling kom, vendte Vi det højeste (i byen) til det laveste , og Vi lod det regne med sten, lag på lag, af brændt ler ned over den.
﴾83﴿ (Som var) mærket fra din Herre. Og den er ikke fjern fra Zâlimîn (de uretfærdige).
﴾84﴿ Og til Madyan (Midjan) (sendte Vi) deres bror Shu‘aîb. Han sagde: ”O, mit folk, tilbed Allâh. I har ingen anden gud end Ham. Og formindsk ikke mål og vægt. Sandelig, jeg ser, at I har det godt. Men jeg frygter en omringende dags straf for jer.
﴾85﴿ Og o, mit folk, giv fuldt mål og vægt med retfærdighed og formindsk ikke tingene for menneskene. Og gå ikke på jorden, idet I stifter ufred.
﴾86﴿ Hvad der er tilbage fra Allâh er bedre for jer, hvis I er troende. Og jeg er ikke nogen vogter over jer.”
﴾87﴿ De sagde: ”O, Shu‘aîb, befaler din Salâh (bøn) dig, at vi skal opgive det, som vores forfædre har tilbedt, eller at vi gør med vores rigdomme, som vi vil? Du er sandelig den overbærende (og) rettroende (mand).”
﴾88﴿ Han sagde: ”O, mit folk, hvad mener I, hvis jeg følger et klart bevis fra min Herre, og Han har skænket mig en god forsørgelse fra Sig? Og jeg ønsker ikke i modsætning til jer at gøre (det), som jeg selv forbyder jer. Jeg ønsker kun (at skabe) forsoning, så vidt det står i min magt. Og min succes kommer kun fra Allâh. Til Ham alene sætter jeg min lid, og til Ham vender jeg mig (angrende).
﴾89﴿ O, mit folk. Lad ikke stridigheden med mig føre jer til synd, (så) det samme rammer jer, som det der ramte Nûhs (Noahs) folk eller Hûds folk eller Sâlihs folk. Og Lûts (Lots) folk(s skæbne) er ikke langt fra jer.
﴾90﴿ Og bed jeres Herre om tilgivelse, derpå vend jer til Ham (i anger). Sandelig, min Herre er Barmhjertig, Hengiven.”
﴾91﴿ De sagde: ”O, Shu‘aîb, vi forstår ikke meget af det, du siger. Sandelig ser vi dig som en, der er svag iblandt os. Og hvis det ikke var for din slægt, så havde vi stenet dig. Og du er ikke en mægtig (mand) blandt os.”
﴾92﴿ Han sagde: ”O, mit folk, er min slægt mere værd for jer end Allâh? Og I har lagt Ham bag jer. Sandelig, min Herre omfatter (alt), hvad I gør.
﴾93﴿ Og o, mit folk, gør, hvad I vil, jeg vil sandelig gøre, (hvad jeg vil). Snart vil I vide, over hvem der kommer en straf, der vil vanære ham, og hvem der lyver. Og iagttag! Jeg vil sandelig iagttage sammen med jer.”
﴾94﴿ Og da Vores befaling kom, frelste Vi Shu‘aîb og dem, der troede sammen med ham, med barmhjertighed fra Os. Og de, der handlede uret, blev fanget af skriget, og de lå livløse i deres hjem.
﴾95﴿ Som om de aldrig havde levet der (før). Sandelig! Væk med Madyan (Midjan), ligesom Thamûd (også) blev væk.
﴾96﴿ Og Vi sendte sandelig Mûsá (Moses) med Vores tegn, og en åbenbar bemyndigelse.
﴾97﴿ Til Fir‘aûn (Farao) og hans ledere. Men de fulgte Fir‘aûns befaling, og Fir‘aûns befaling var ikke retfærdig.
﴾98﴿ Han vil gå foran sit folk på Opstandelsens Dag og føre dem til Ilden. Og slet er stedet, (som) de føres til.
﴾99﴿ Og forbandelsen vil forfølge dem i dette (liv) og på Opstandelsens Dag. Slet er gaven, de er blevet givet.
﴾100﴿ Dette er fra beretningerne om byerne, som Vi beretter dig. Nogle af dem er stående, og (nogle) høstet.
﴾101﴿ Og Vi har ikke forurettet dem, men de har forurettet sig selv. Så deres guder, som de påkalder foruden Allâh, gavnede dem ikke (det mindste), da din Herres befaling kom. Ej heller forøgede de andet end ødelæggelse.
﴾102﴿ Og sådan er din Herres greb, når Han griber byerne(s folk), og de er uretfærdige. Hans greb er sandelig smertefuldt (og) strengt.
﴾103﴿ I dette er der sandelig tegn for dem, der frygter straffen i det Hinsidige. Det er en Dag, hvor (alle) mennesker vil blive samlet, og det er en Dag, som skal bevidnes (af alle).
﴾104﴿ Og Vi udsætter den kun til en fastsat tid.
﴾105﴿ (Når) den Dag kommer, vil ingen tale, undtagen med Hans tilladelse. Så iblandt dem er der ulykkelige og lykkelige.
﴾106﴿ Hvad angår de ulykkelige, så skal de være i Ilden. For dem vil der være råben og sukken.
﴾107﴿ Deri vil de blive for evigt, så længe Himlene og Jorden består, medmindre din Herre vil (det anderledes). Sandelig, din Herre gør, hvad Han vil.
﴾108﴿ Hvad angår de lykkelige, så skal de være i Haven. Deri vil de blive for evigt, så længe Himlene og Jorden består, medmindre din Herre vil (det anderledes). En gave uden afbrydelse.
﴾109﴿ Så vær ikke i tvivl om, hvad disse (folk) tilbeder. De tilbeder kun det, som deres forfædre plejede at tilbede tidligere. Og Vi vil sandelig give dem deres fulde andel ubeskåret.
﴾110﴿ Og Vi gav sandelig Mûsá (Moses) Bogen, men der opstod uenigheder om den. Og hvis det ikke havde været for et ord, der allerede var kommet fra din Herre, så var det (sagen) allerede blevet afgjort imellem dem. Og de er sandelig i foruroligende tvivl om den (Koranen).
﴾111﴿ Og sandelig, til hver eneste af dem vil din Herre tilbagebetale fuldt ud for alle deres gerninger. Sandelig, Han er vel Vidende om, hvad de gør.
﴾112﴿ Så vær oprigtig, som du er blevet befalet, og (lad også) ham, som angrer med dig (være oprigtig), og overtræd ikke (grænserne). Sandelig, Han ser, hvad I gør.
﴾113﴿ Og hæld jer ikke mod dem, der handler uret, for så vil Ilden holde jer tilbage, og I vil ikke have nogen beskytter foruden Allâh. Så vil I ikke blive hjulpet.
﴾114﴿ Og oprethold Salâh ved dagens to yderpunkter, og i nogle af nattens timer (dvs. de fem daglige bønner). Sandelig, de gode gerninger sletter de dårlige gerninger. Det er en påmindelse for dem, der ihukommer.
﴾115﴿ Og vær tålmodig, for sandelig, Allâh lader ikke belønningen gå tabt for dem, der handler godt.
﴾116﴿ Hvis der blot blandt generationerne før jer havde været nogen, (der var) i besiddelse af (et) levn (af visdom), så de kunne forbyde ufreden på jorden. (Men der var ingen) med undtagelse af nogle få blandt dem, som Vi frelste. Og de, der handlede uret, forfulgte de ødselheder, som de var involveret i, og de var forbrydere.
﴾117﴿ Og din Herre ville ikke have tilintetgjort byerne med urette, mens deres folk var retfærdige.
﴾118﴿ Hvis din Herre havde villet, så havde Han gjort alle menneskene (til) et fællesskab. Men de vil fortsætte med at være uenige.
﴾119﴿ Undtagen dem din Herre har vist barmhjertighed. Og det var derfor, Han skabte dem. Og din Herres ord skal opfyldes: ”Jeg vil sandelig fylde Helvedet med Djinner og mennesker tilsammen.”
﴾120﴿ Og Vi fortæller dig alt om sendebuddenes beretninger, hvormed Vi kan styrke dit hjerte. Og heri er sandheden kommet til dig, en formaning og en påmindelse for de troende.
﴾121﴿ Og sig til dem, der ikke tror: ”Gør, hvad I kan, sandelig, vi gør (hvad vi vil).
﴾122﴿ Og vent. Vi vil (også) vente.”
﴾123﴿ Og det skjulte i Himlene og på Jorden tilhører Allâh, og til Ham vender (hele) sagen tilbage. Så tilbed Ham og sæt din lid til Ham. Og din Herre er ikke uvidende om, hvad I gør.