Ar-Rum

﴾1﴿ Alif - Lâm – Mîm.
﴾2﴿ Romerne er blevet besejret.
﴾3﴿ I det nærmeste land . Og de vil, efter deres nederlag, blive sejrrige.
﴾4﴿ Inden for nogle få år. Til Allâh hører anliggendet før og efter. Og på (den) dag vil de troende glæde sig.
﴾5﴿ Med Allâhs hjælp. Han hjælper, den Han vil. Og Han er den Mægtige, den Barmhjertige.
﴾6﴿ (Det er) et løfte fra Allâh. Allâh bryder ikke Sit løfte, men de fleste mennesker ved det ikke.
﴾7﴿ De har (kun) viden om det overfladiske i det verdslige liv, og om det Hinsides er de skødesløse.
﴾8﴿ Reflekterer de ikke over sig selv? Allâh skabte kun Himlene og Jorden, og hvad der er imellem dem, i sandhed og for en fastsat tid. Og de fleste mennesker fornægter sandelig mødet med deres Herre.
﴾9﴿ Og har de ikke vandret på Jorden, så at de kunne se, hvad enden blev for dem, (der levede) før dem? De var stærkere end dem i magt, og de havde dyrket landet og havde gjort det mere folkerigt, end de (selv) har gjort det. Og deres sendebud var kommet til dem med klare beviser. Så Allâh var ikke den, der gjorde dem uret, men de forurettede sig selv.
﴾10﴿ Derefter var enden slet for dem, der var syndige, fordi de fornægtede Allâhs Âyât (vers) og plejede at drive spot med dem.
﴾11﴿ Allâh begynder skabelsen, (for) derefter at frembringe den igen. Derefter vil I blive bragt tilbage til Ham.
﴾12﴿ Og på en dag, hvor Timen (Opstandelsens Dag) kommer, vil synderne blive blottet for håb.
﴾13﴿ Og de vil ikke have nogen mæglere blandt dem, de har ligestillet (med Allâh), og de vil afvise (og benægte) deres partnere.
﴾14﴿ Og en dag, hvor Timen (Opstandelsens Dag) kommer, (den) dag vil de blive adskilt.
﴾15﴿ Så hvad angår dem, som tror og gør gode gerninger, de vil være i en have, henrykte.
﴾16﴿ Og hvad angår dem, som fornægter og modsiger sig Vores Âyât (vers) og mødet i det Hinsides, disse vil blive bragt til straffen.
﴾17﴿ Så lovpris Allâh, når I når aftenen, og når I når morgenen.
﴾18﴿ Og til Ham er al lovprisning i Himlene og på Jorden og om eftermiddagen, og når I indtræder Zuhrs tid.
﴾19﴿ Han bringer det levende fra det døde og bringer det døde fra det levende, og giver liv til Jorden efter dens død. Og således vil I (også) blive bragt frem.
﴾20﴿ Og blandt Hans tegn er, at Han har skabt jer af støv, (og) derefter er I mennesker bredt ud.
﴾21﴿ Og blandt Hans tegn er, at Han, for jer, har skabt hustruer fra iblandt jer selv, så at I måtte finde ro hos dem. Og Han har skabt kærlighed og godhed mellem jer. Sandelig, i dette er der et tegn for et folk, der tænker sig om.
﴾22﴿ Og blandt Hans tegn er skabelsen af Himlene og Jorden og forskellen i jeres tungemål (sprog) og farver. Sandelig, i dette er der et tegn for folket med viden.
﴾23﴿ Og blandt Hans tegn er jeres søvn om natten og dagen, og jeres søgen efter Hans gunst. Sandelig, i dette er der et tegn for et folk, der lytter.
﴾24﴿ Og blandt Hans tegn er, at Han viser jer lyn, som (skaber) frygt og håb. Og at Han sender vand fra himlen. Så genopliver Han jorden dermed efter dens død. Sandelig, i dette er der et tegn for et folk, der forstår.
﴾25﴿ Og blandt Hans tegn er, at Himlen og Jorden opretholdes med Hans befaling. Derefter når Han kalder jer (frem) fra Jorden med et enkelt kald, vil I alle komme frem.
﴾26﴿ Og til Ham hører alt, hvad der er i Himlene og på Jorden. Alle er (de) lydige over for Ham.
﴾27﴿ Og det er ham, der begynder skabelsen (for) derefter at frembringe den igen. Og det er lettere for Ham. Og Han er den højeste i beskrivelse , i Himlene og Jorden, og Han er den Mægtige, den Vise.
﴾28﴿ Han (Allâh) giver jer et eksempel fra jer selv. Har I, fra iblandt jeres slaver, nogle partnere i den rigdom, som Vi har givet jer, så at de og I er ligestillede i den, at I så frygter dem, som I frygter hinanden? Således forklarer Vi tegnene for et folk, der forstår.
﴾29﴿ Nej, de, som synder, har fulgt deres lyster uden viden. Så hvem kan retlede dem, som Allâh har ladet fare vild? Og for dem er der ingen hjælpere.
﴾30﴿ Så ret dit ansigt mod den rette tro, Hanîf (ren for afguderi). Allahs Fitrah (monoteisme), hvori Han har skabt menneskeheden. Der er ingen ændring i Allâhs skabelse. Dette er den rette tro. Og de fleste mennesker forstår ikke.
﴾31﴿ (Og forbliv altid) vendt mod Ham. Og frygt Ham og oprethold Salâh (bønnen), og vær ikke blandt dem, der sætter andre ved Allâhs side.
﴾32﴿ De, der splitter deres religion og bliver til sekter. Hver gruppe er glad for det, den har i sig selv.
﴾33﴿ Og når en ulykke rammer folk, påkalder de deres Herre, idet de vender sig mod Ham (i anger). Når Han derefter (så) lader dem mærke Sin nåde, begynder en gruppe af dem at sætte andre ved siden af deres Herre.
﴾34﴿ De bliver da utaknemmelige for det, Vi gav dem. Så nyd, og I vil snart vide.
﴾35﴿ Eller har Vi sendt en myndighed til dem, der taler om det, de plejede at sætte ved Hans side?
﴾36﴿ Og når Vi lader menneskene mærke nåde, er de glade for den, og hvis de bliver ramt af en lidelse, på grund af det de plejede at gøre, bliver de fortvivlede (med det samme).
﴾37﴿ Ser de ikke, at Allâh øger forsørgelsen, for hvem Han vil, og indskrænker (den, for den Han vil)? Sandelig, i dette er der tegn for et folk, der tror.
﴾38﴿ Så giv slægtningen hans ret, og den nødlidende og den vejfarende. Dette er bedre for dem, der søger Allâhs Ansigt. Og disse er de succesfulde.
﴾39﴿ Og det, som I giver af Ribâ , for at det måtte forøges i folks rigdom, vil det ikke forøges hos Allâh. Og hvad end I giver af Zakâh (obligatorisk almisse), søgende Allâhs Ansigt, er det disse (folk), der får mangfoldigt (igen).
﴾40﴿ Allâh er Den, der skabte jer, for derefter at forsyne jer. Derefter vil Han lade jer dø, for derefter at genoplive jer. Er der nogen af jeres partnere (dem, I sætter ved siden af Allâh), der gør noget af det? Lovprist er Han og mere ophøjet end det, de sætter ved (Hans) side.
﴾41﴿ Ødelæggelse (hærgen og undertrykkelse) er synligt (både) til lands (og til) vands som følge af det, menneskenes hænder har tjent, for at Han kan lade dem smage det, som de har gjort. Måske vil de vende tilbage.
﴾42﴿ Sig: ”Rejs rundt på jorden (og) se da, hvad enden blev for dem, som var før (dig). De fleste af dem var Mushrikîn (afgudsdyrkere).”
﴾43﴿ Så vend dit ansigt mod den rette tro, før der fra Allâh kommer en dag, som ingen kan undslippe. En Dag, hvor (folk) vil blive splittede.
﴾44﴿ Den, der fornægter, hans fornægtelse vil være imod ham. Og den, der handler retfærdigt, han forbereder for sig selv et godt sted (i Paradis).
﴾45﴿ For at Allâh kan belønne dem, der tror og gør gerninger, med Sin gunst. Sandelig, Han elsker ikke fornægterne.
﴾46﴿ Og blandt Hans tegn er, at Han sender vinde, som bringer gode nyheder (i form af regn), og at Han lader jer mærke Sin gunst. Og at skibene kan sejle med Hans befaling, og at I kan søge Hans gunst. Og at I måtte være taknemmelige.
﴾47﴿ Og Vi havde sandelig, før dem, sendt sendebud til deres folk, (og) de kom til dem med klare tegn. Så tog Vi hævn over dem, der var skyldige, og det tilkom Os at hjælpe de troende.
﴾48﴿ Allâh er Den, der sender vinde, så de rejser skyer op. Så spreder Han dem på himlen, som Han vil, og får dem opløst. Så ser I regnen komme frem fra dens midte, (og) når Han så bringer den, til dem Han vil af Sine tjenere, glædes de derved.
﴾49﴿ Selvom de før, inden den (regnen) blev sendt ned over dem, var blottet for håb.
﴾50﴿ Så se på følgerne af Allâhs nåde, hvordan Han giver liv til jorden efter dens død. Sandelig, Denne (Allâh) er Den, som vil give liv til de døde. Og Han har magt over alle ting.
﴾51﴿ Og skulle Vi sende en (skadelig) vind, og de ser den (afgrøden) blive gul, så ville de derefter blive utaknemmelige.
﴾52﴿ Sandelig, du kan ikke få den døde til at høre, ej heller kan du få den døve til at høre kaldet, når de vender deres rygge til.
﴾53﴿ Og du er ikke (i stand) til at retlede de blinde I deres vildfarelse. Du kan ikke få nogen til at høre, undtagen dem som tror på Vores tegn, (og) de har underkastet sig (Allâh).
﴾54﴿ Allâh er Den, der skabte jer i svaghed, for derefter at skabe styrke efter svaghed. Derefter skabte Han svaghed og alderdom efter styrke. Han skaber det, Han vil. Og Han er den Alvidende, den Almægtige.
﴾55﴿ Og en Dag, når Timen (Opstandelsens Dag) kommer, vil synderne sværge, at de ikke levede, undtagen en kort (stund). Således plejede de at vende bort (fra sandheden).
﴾56﴿ Og de, som er blevet givet viden og tro, vil sige: ”I forblev, ifølge skrifterne fra Allâh, indtil Genopstandelsens Dag. Og dette er Genopstandelsens Dag, men I vidste det ikke.”
﴾57﴿ Så den Dag vil en undskyldning fra de syndige ikke gavne dem, ej heller vil de få tilladelse til at søge tilgivelse.
﴾58﴿ Og sandelig, Vi har i den (Koranen) givet alle former for eksempler til menneskene. Og hvis du (alligevel) bringer dem et tegn, vil de, der fornægter, sige: ”I er ikke andet end usandfærdige (folk).”
﴾59﴿ Således forsegler Allâh hjerterne på dem, der ikke tror.
﴾60﴿ Så vær tålmodig. Sandelig, Allâhs løfte er sandt, og lad ikke dem, der ikke har vished, afskrække dig (fra at levere budskabet).