Al-Baqarah

﴾1﴿ Alif – lâm – mîm[1].
﴾2﴿ Dette er Bogen, hvorom der ikke hersker tvivl, en retledning for de gudfrygtige.
﴾3﴿ (For dem) som tror på det usete, og (som) opretholder deres Salâh (bøn),[2] og som giver ud af det, Vi har forsynet dem med.
﴾4﴿ Og dem, som tror på det, der er åbenbaret til dig (o, Muhammad), og det, som er åbenbaret før dig, og de tror med vished på det Hinsidige.
﴾5﴿ De følger retledning fra deres Herre, og de er de succesfulde.
﴾6﴿ Sandelig, de, som benægter – for dem er det ligegyldigt, om du advarer dem, eller om du ikke advarer dem, (for) de vil ikke tro.
﴾7﴿ Allâh har forseglet deres hjerter og deres hørelse og (lagt) et slør over deres syn, og for dem er der en mægtig straf.
﴾8﴿ Og blandt mennesker (er der) dem, som siger: ”Vi tror på Allâh og den Yderste Dag,” men de er ikke troende.
﴾9﴿ De (tror, at de) bedrager Allâh og dem, som tror, men de bedrager kun sig selv, og de er ikke bevidste (derom).
﴾10﴿ De har en sygdom i deres hjerter, og Allâh har ladet deres syg­dom tiltage. Og for dem er der en smertefuld straf for det, som de plejede at lyve om.
﴾11﴿ Og når der bliver sagt til dem: ”Stift ikke ufred på jorden”, siger de: ”Vi er sandelig fredsstiftere.”
﴾12﴿ Sandelig, det er dem, der stifter ufred, men de er ikke bevidste (derom).
﴾13﴿ Og når der bliver sagt til dem: ”Tro, ligesom (andre) mennesker har troet,” siger de: ”Skal vi tro, ligesom tåberne har troet?” Sandelig, det er dem, der er tåberne, men de ved det ikke.
﴾14﴿ Og når de mødes med dem, som tror, siger de: ”Vi tror”, men når de er alene med deres djævle[3], siger de: ”Sandelig, vi er med jer, vi drev kun spot.”
﴾15﴿ Allâh driver spot med dem og lader dem blindt tumle videre i deres trods.
﴾16﴿ Det er dem, som har købt vildfarelsen for retledningen, og deres handel gav ingen profit, og de blev ikke retledte.
﴾17﴿ Deres eksempel er som et eksempel på en, der tændte en ild (blandt dem), og da (ilden) oplyste det, der var omkring ham, tog Allâh deres lys fra dem og efterlod dem i mørke, (så) de ikke kunne se.
﴾18﴿ Døve, stumme, blinde (er de), og de vender ikke tilbage (til den rette vej).
﴾19﴿ Eller ligesom en regnstorm fra himlen – i den er der mørke, torden og lyn. De stikker fingrene i ørerne mod bragene, i frygt for døden. Og Allâh omringer fornægterne.
﴾20﴿ Lynet river næsten deres syn væk. Hver gang (lynet) lyser for dem, går de frem i det. Men når det bliver mørkt omkring dem, standser de. Og hvis Allâh ville, havde Han frataget dem både deres hørelse og deres syn. Sandelig, Allâh har magt over alle ting.
﴾21﴿ ”O, I mennesker! Tilbed jeres Herre, som skabte jer og dem, (som var) før jer, således at I måtte blive Gudfrygtige.”
﴾22﴿ (Han er Den), som skabte jorden for jer som et tæppe, og himlen som et tag og sendte vand ned fra himlen og frembragte frugter derved (som) føde for jer. Så sæt ikke nogen partner op ved siden af Allâh, når I ved det.
﴾23﴿ Og hvis I er i tvivl om det, som Vi har sendt ned til Vores tjener (Muhammad), så kom med en tilsvarende Sûrah (kapitel), og tilkald jeres vidner (hjælpere) ud over Allâh, hvis I er sandfærdige.
﴾24﴿ Hvis I ikke kan gøre det, og I vil aldrig kunne gøre det, så frygt Ilden, hvis brændsel er mennesker og sten, den er beredt for fornægterne.
﴾25﴿ Og giv de gode nyheder til dem, som tror (på Allâh) og udøver gode gerninger, at for dem er der haver, under hvilke floder løber. Hver gang de bliver forsynet med en frug­t derfra til forplejning, vil de sige: ”Dette er det samme, som vi blev forsynet med tidligere”, og de vil blive givet det, der ligner (det, de kender fra denne verden). Og deri er der rene ægtefæller for dem. Og deri vil de blive for evigt.
﴾26﴿ Sandelig, Allâh skammer Sig ikke over at bruge et eksempel med en myg eller noget derudover. Så de, der tror, ved, at dette er sandheden fra deres Herre, og de, der fornægter, siger: ”Hvad vil Allâh med dette eksempel?” Han vildleder mange med det og retleder mange med det. Men med det vildleder Han kun al-Fâsiqîn (de, som overtræder Allâhs love).
﴾27﴿ De, som bryder Allâhs pagt efter at have stadfæstet den. Og de, som bryder det (bånd),[4] som Allâh har påbudt skal sluttes sammen, og de, som stifter ufred på jorden, de er taberne.
﴾28﴿ Hvordan kan I fornægte Allâh, (vel vidende om) at I var døde (før det jordiske liv), og Han gav jer liv? Så lader Han jer dø, og derefter genopliver Han jer (på Opstandelsens Dag), hvorefter I vil vende tilbage til Ham.
﴾29﴿ Han er Den, som skabte for jer alt, hvad der findes på jorden, derefter Istawá (hævede Han Sig) over himlen og fuldendte den (som) syv himle, og Han er vel vidende om alt.
﴾30﴿ Og (husk), da din Herre sagde til englene: ”Jeg vil sætte en stedfortræder på jorden.” (Da) sagde de: ”Vil Du sætte nogen dér, som vil stifte ufred på den og udgyde blod? Og vi lovpriser og ihukommer Din Hellighed?” Han (Allâh) sagde: ”Sandelig, Jeg ved, hvad I ikke ved.”
﴾31﴿ Og Han lærte Adam alle navnene. Derefter fremviste Han dem (tingene) for englene og sagde: ”Fortæl Mig navnene på disse, hvis I er sandfærdige.”
﴾32﴿ De sagde: ”Lovpriset være Du, vi har ingen viden ud over det, Du har lært os. Sandelig, Du er Den Alvidende, Den Alvise.”
﴾33﴿ Han sagde: ”O, Adam, fortæl dem (englene) deres (tingenes) navne.” Så da han havde fortalt dem navnene på tingene, sagde Han (Allâh): ”Sagde Jeg ikke til jer, at Jeg sandelig ved besked (om) det skjulte i himlene og på jorden, og Jeg kender til det, I gør åbenlyst, og det, som I skjuler.”
﴾34﴿ Og (husk), da Vi sagde til englene: ”Isjudû (kast jer ned med ansigtet mod jorden) for Adam,” da kastede de sig ned, undtagen Iblîs (Satan). Han nægtede og var hovmodig, og han var en af fornægterne.
﴾35﴿ Og Vi sagde: ”O, Adam! Bosæt dig sammen med din hustru i Paradiset, og spis I begge deraf efter behag, og hvor som helst I vil. Men nærm jer ikke dette træ, for da vil I begge være blandt Zâlimîn (de, som overskrider Allâhs grænse).”
﴾36﴿ Men Satan forledte dem begge derfra (Paradiset) og drev dem begge ud fra det (sted), de var i. Og Vi sagde: ”Gå alle ned herfra. I (mennesket og Satan) vil være hinandens fjender. Og for jer vil der være en bolig på jorden og en nydelse for en bestemt tid.”
﴾37﴿ Så modtog Adam nogle ord fra sin Herre, og Han tilgav ham. Sandelig, Han er Den Ofte Tilgivende, Den Barmhjertige.
﴾38﴿ Vi sagde: ”Gå alle ned herfra. Så når der kommer en retledning til jer fra Mig, vil der ingen frygt være for dem, som følger Min retledning, og de vil heller ikke sørge.”
﴾39﴿ Og dem, som fornægter og lyver om Mine tegn, de er Ildens beboere. Deri vil de blive for evigt.
﴾40﴿ ”O, Israels børn! Ihukom Min gunst, som Jeg skænkede jer, og fuldbyrd Min pagt, så vil Jeg fuldbyrde jeres pagt. Og frygt Mig alene.”
﴾41﴿ Og tro på det, Jeg har sendt ned (Koranen) som bekræftelse af det, som er hos jer (af tidligere åbenbaringer), og vær ikke (en af) de første til at fornægte dette. Og sælg ikke Mine tegn for en ringe pris, og Mig alene skal I frygte.
﴾42﴿ Og bland ikke sandheden med løgnen, og skjul ikke sandheden, når I har viden derom.
﴾43﴿ Og oprethold jeres Salâh (bøn), og giv Zakâh5, og bøj jer med dem, som bøjer sig.
﴾44﴿ Påbyder I menneskeheden al-Birri (at gøre gode gerninger), men glemmer jer selv, og dog læser I Bogen (Toraen og Evangeliet)? Har I ingen forståelse?
﴾45﴿ Og søg hjælp i tålmodighed og Salâh, og sandelig er den (Salâh) meget svær, undtagen for al-Khâshi‘în[6] (de ydmyge).
﴾46﴿ De, som er overbeviste om, at de skal møde deres Herre, og at de skal vende tilbage til Ham.
﴾47﴿ ”O, Israels børn! Ihukom Min gunst, som Jeg skænkede jer, og at Jeg har foretrukket jer over alle verdner (mennesker og djin).”
﴾48﴿ Og frygt en dag (Dommens Dag), hvor intet menneske er i stand til at gøre noget for et andet menneske, og dets (menneskets) forbøn vil heller ikke blive accepteret, og ej heller vil løsesum blive modtaget, og de vil ikke blive hjulpet.
﴾49﴿ Og (husk), da Vi frelste jer fra Fir‘auns (Faraos) folk, som påførte jer en frygtelig straf, de dræbte jeres sønner og lod jeres kvinder leve. Og i dette var der en mægtig prøvelse fra jeres Herre.
﴾50﴿ Og (husk), da Vi delte havet for jer, da reddede Vi jer og lod Fir‘auns (Faraos) folk drukne, mens I så til.
﴾51﴿ Og (husk), da Vi aftalte med Mûsá (Moses) fyrre nætter[7], derefter (i hans fravær) tog I kalven (som afgud), og derved blev I Zâlimûn (de, som overskrider Allâhs grænser).
﴾52﴿ Derefter tilgav Vi jer, således at I måtte blive taknemmelige.
﴾53﴿ Og (husk), da Vi gav Bogen og Sondringen (til at skelne mellem ret og uret) til Mûsá (Moses), således at I måtte blive retled­te.
﴾54﴿ Og (husk), da Mûsá (Moses) sagde til sit folk: ”O, mit folk, I har forurettet jer selv ved at tage kalven (som afgud), så vend jer i anger mod jeres Skaber, og dræb jeres egne[8]. Dette vil være bedre for jer hos jeres Skaber.” Og Han tilgav jer. Sandelig, Han er den Ofte Tilgivende, Den Barmhjertige.
﴾55﴿ Og (husk), da I sagde: ”O, Mûsá (Moses), vi vil aldrig tro på dig, før vi ser Allâh åbenlyst,” da ramte lynet jer, mens I så til.
﴾56﴿ Derefter genoprejste Vi jer efter jeres død, således at I måtte blive taknemmelige.
﴾57﴿ Og Vi overskyggede jer med skyer, og Vi sendte al-Manna (en slags sød substans) og al-Salwá (vagtler) ned til jer (og sagde:) ”Spis af det gode, som Vi har forsynet jer med.” Og Vi forurettede dem ikke, men de forurettede sig selv.
﴾58﴿ Og (husk), da Vi sagde: ”Gå ind i denne by (Jerusalem) og spis så meget, I lyster, og hvor end I ønsker, og gå bøjet (i ydmyghed) ind ad døren og sig: ”Tilgiv os”, (og) Vi vil tilgive jer jeres fejl, og Vi vil forøge (belønningen) for dem, som handler godt.”
﴾59﴿ Så erstattede de, som handlede uret, et udsagn med noget, der ikke var blevet fortalt dem. Så sendte Vi en straf (plage) fra himlen over de, som handlede uret, fordi de konstant gjorde oprør (udviste ulydighed over for Allâh).
﴾60﴿ Og (husk), da Mûsá (Moses) bad om vand til sit folk, da sagde Vi: ”Slå på stenen med din stok,” og der udsprang tolv kilder fra den, og alle (grupper af) mennesker kendte deres drikkested. Spis og drik af Allâhs forsyning, og gå ikke rundt på jorden, idet I stifter ufred.”
﴾61﴿ Og (husk), da I sagde: ”O, Mûsá (Moses), vi kan ikke holde ud kun (at spise) én slags føde. Så bed din Herre på vores vegne om at skaffe os noget af det, der gror i jorden – af dens planter, agurker, hvidløg, linser og løg.” Han (Moses) sagde: ”Vil I bytte det bedre med det ringere? Drag I til en by, og I vil sandelig få det, I har spurgt om.” Og de blev stemplet med ydmygelse og elendighed, og de pådrog sig Allâhs vrede. Det var, fordi de fornægtede Allâhs tegn og dræbte profeterne uden ret. Det var på grund af deres ulydighed, og fordi de overskred grænserne.
﴾62﴿ Sandelig, de, som tror (på Allâh), og de, som er jøder og kristne og sabæere[9] – de af dem, som tror på Allâh og den Yderste Dag og udfører gode handlinger, for dem vil der være en belønning hos deres Herre, og for dem vil der ingen frygt være, og de vil ikke sørge.
﴾63﴿ Og husk (O, Israels børn), da Vi indgik en pagt med jer, og Vi løftede Tûr (bjerget) over jer, (og Vi sagde): ”Værn om det, Vi har givet jer, og husk på, hvad det indeholder, således at I måtte blive gudfrygtige.”
﴾64﴿ Så vendte I jer væk fra det, og havde det ikke været for Allâhs nåde og barmhjertighed over jer, ville I sandelig have været blandt de fortabte.
﴾65﴿ Og sandelig kendte I til dem blandt jer, som forbrød sig på sabbatten. Vi sagde til dem: ”Bliv til aber – for­agtede og udstødte.”
﴾66﴿ Så gjorde Vi dette til et eksempel for (folk i) deres samtid og for de efterfølgende tider og en påmindelse til de gudfrygtige.
﴾67﴿ Og (husk), da Mûsá (Moses) sagde til sit folk: ”Sandelig, Allâh påbyder jer at slagte en ko.” De sagde: ”Gør du grin med os?” Han sagde: ”Jeg søger tilflugt hos Allâh mod at være blandt de uvidende.”
﴾68﴿ De sagde: ”Bed på vores vegne din Herre om, at Han skal gøre det klart for os, hvad det skal være for en slags (ko).” Han (Moses) sagde: ”Han (Allâh) siger: ”Sandelig, det er en ko, der hverken er for gammel eller for ung, men (den er) midt imellem.” Så gør det, som I er blevet befalet.”
﴾69﴿ De sagde: ”Bed på vores vegne din Herre om, at Han skal gøre det klart for os, hvilken farve den har.” Han (Moses) sagde: ”Han (Allâh) siger: ”Sandelig, det er en gul ko, der er klar i sin farve, og (som) behager iagttagerne.””
﴾70﴿ De sagde: ”Bed på vores vegne din Herre om, at Han skal gøre det klart for os, hvordan den skal være. Sandelig, for os ser det ud til, at koen har en lighed (med andre køer). Og sandelig, hvis Allâh vil, vil vi blive retledte.”
﴾71﴿ Han (Moses) sagde: ”Han (Allâh) siger: ”Sandelig, det er en ko, som ikke er blevet anvendt til at pløje jorden eller vande markerne, fri for fejl og af en bestemt farve (gul).”” De sagde: ”Nu kom du med sandheden.” Og de slagtede den (koen), men det var lige før, de ikke gjorde det.
﴾72﴿ Og (husk), da I slog én ihjel, og I derefter kom op at strides om det. Og Allâh frembragte, hvad I skjulte.
﴾73﴿ Så sagde Vi: ”Slå den (dræbte) med et stykke (af koen).” Således genopliver Allâh de døde og viser jer Sine tegn, således at I måtte forstå.
﴾74﴿ Derefter blev jeres hjerter hårde som sten eller endnu hårdere. Og sandelig, blandt sten er der dem, fra hvilke floder udspringer, og der er dem, hvorfra vand udspringer, når de spaltes, og der er dem, som falder ned af frygt for Allâh. Og Allâh er opmærksom på, hvad I foretager jer.
﴾75﴿ Håber I (O, I troende), at de vil tro (på) jer? På trods af at en gruppe blandt dem hørte Allâhs Ord, hvorefter de bevist fordrejede det, efter at de havde forstået det, og de havde viden derom.
﴾76﴿ Og hvis de møder dem, som tror, siger de: ”Vi tror”, men når de er alene med hinanden, siger de: ”Fortæller I dem, hvad Allâh har åbenbaret til jer (Toraen), så de kan bruge denne (sandhed) som argument over for jer hos jeres Herre?” Har I ingen forståelse?
﴾77﴿ Ved de ikke, at Allâh ved, hvad de skjuler, og hvad de åbenbarer?
﴾78﴿ Og blandt dem er der analfabeter, som ikke kender til Bogen, men kun til falsk begær, og de har kun formodninger.
﴾79﴿ Så ve over dem, der skriver Bogen med deres egne hænder og derefter siger, at dette er fra Allâh, kun for at sælge den for en lav pris! Så ve over dem for det, deres hænder har skrevet, og ve over dem for det, de derved tjener.
﴾80﴿ Og de siger: ”Ilden vil ikke berøre os, undtagen i nogle få dage.” Sig (O, Muhammad): ”Har I sluttet en pagt med Allâh, for Allâh bryder ikke Sin pagt? Eller siger I om Allâh, hvad I ikke ved?”
﴾81﴿ Tværtimod! De, som begår ondt og er omringet af deres synder, de er Ildens beboere, deri vil de blive for evigt.
﴾82﴿ Og de, som tror og udøver gode gerninger, de er Paradisets beboere, deri vil de blive for evigt.
﴾83﴿ Og (husk), da Vi indgik en pagt med Israels børn, idet Vi sagde: ”Tilbed ingen ud over Allâh, og vis pligt og godhed over for jeres forældre, slægtninge, de forældreløse og de fattige, og tal venligt til folk, og oprethold Salâh (bøn), og giv Zakâh (obligatorisk almisse)”. Derefter vendte I jer bort, undtagen nogle få af jer, og I har for vane at vende jer bort.
﴾84﴿ Og (husk), da Vi indgik en pagt med jer: ”I skal ikke udgyde blod iblandt jer, og I skal ikke fordrive jer selv fra jeres hjem.” Derefter anerkendte I (pagten), og I bevidnede dette.
﴾85﴿ Nu er I dem, som dræber hinanden og fordriver en gruppe iblandt jer fra deres hjem. I hjælper (deres fjender) mod dem, i synd og overtrædelser. Og hvis de kommer til jer som fanger, løskøber I dem, selv om det var forbudt for jer at fordrive dem. Tror I da på én del af Bogen og fornægter den anden del? Så hvad er belønningen for den, som gør det iblandt jer, ud over skændsel i det jordiske liv? Og på Opstandelsens Dag vil de blive overgivet til den hårdeste straf. Og Allâh er ikke uvidende om, hvad I foretager jer.
﴾86﴿ Det er dem, som har købt det verdslige liv på bekostning af det Hinsidige. Så deres straf vil ikke blive lettet, og de vil heller ikke blive hjulpet.
﴾87﴿ Og sandelig gav Vi Mûsá (Moses) Bogen, og Vi sendte efter ham en række af sendebud. Og Vi gav ‘Îsá (Jesus), Maryams (Marias) søn, klare tegn[10], og Vi støttede ham med Helligånden (ærkeenglen Djibrîl (Gabriel)). Er det ikke sådan, at hver gang der kom et sendebud til jer med noget, hvori I ikke fandt behag, blev I hovmodige? Nogle af dem (sendebuddene) kaldte I for løgnere, og nogle af dem (sendebuddene) slog I ihjel.
﴾88﴿ Og de sagde: ”Vores hjerter er indhyllede”[11]. Men Allâh har forbandet dem for deres fornægtelse; så de tror (kun) lidt.
﴾89﴿ Og da der kom en Bog (Koranen) til dem fra Allâh som bekræftelse af det, som allerede var hos dem og før det, bad de om sejr over dem, som fornægtede sandheden. Så da der kom noget til dem, som de kendte, fornægtede de det. Må Allâhs forbandelse være over fornægterne.
﴾90﴿ Hvor er det ynkeligt, at de har solgt sig selv ved at fornægte det, som Allâh har åbenbaret, modvillige (over for) at Allâh vil åbenbare Sin gunst, til hvem Han ønsker iblandt Sine tjenere. Så de påkaldte sig vrede over vrede. Og til fornægterne er der en vanærende straf.
﴾91﴿ Og når der bliver sagt til dem (jøderne): ”Tro på det, Allâh har åbenbaret”, siger de: ”Vi tror på det, som blev åbenbaret for os”, og de fornægter det, som kom derefter (Koranen), selv om det er sandheden, som bekræftelse af det, der er hos dem. Sig: ”Så hvorfor har I tidligere dræbt Allâhs profeter, hvis I er troende?”
﴾92﴿ Og sandelig kom Mûsá (Moses) til jer med klare tegn, så i hans fravær tog I kalven til jer[12]. Og I er Zâlimûn (de, som overskrider Allâhs grænser).
﴾93﴿ Og (husk), da Vi indgik en pagt med jer, og Vi løftede Tûr (bjerget) over jer (og Vi sagde): ”Værn om det, Vi har givet jer, og lyt.” De sagde: ”Vi hører, men vi modsætter os.” Og deres hjerter blev opslugt af (tilbedelse af) kalven på grund af deres benægtelse. Sig: ”Ynkeligt er det, som jeres tro påbyder jer, hvis I er troende.”
﴾94﴿ Sig: ”Hvis tilholdsstedet (Paradiset) i det Hinsidige, hos Allâh, kun er forbeholdt jer uden andre mennesker, så ønsk jer døden, hvis I er sandfærdige.”
﴾95﴿ Men de vil aldrig nogensinde ønske den (døden) på grund af, hvad deres hænder (handlinger) har sendt forud. Og Allâh er vel Vidende om Zâlimîn (de, der overskrider Allâhs grænser).
﴾96﴿ Og sandelig vil du finde, at de er de grådigste folk angående livet, selv grådigere end dem, som er afgudsdyrkere. Hver og én af dem ønsker, at han kunne blive givet et liv på tusinde år. Men (selv) sådan et liv vil ikke kunne redde ham fra straffen, og Allâh ser, hvad de gør.
﴾97﴿ Sig: ”Den, der er fjende af Djibrîl (Gabriel), sandelig, det var ham (Djibrîl), som har bragt den (Koranen) ned til dit hjerte med Allâhs vilje, som bekræftelse af det, som var før den (af tidligere åbenbaringer) og som retledning samt gode nyheder til de troende.”
﴾98﴿ Hvem end der er fjende af Allâh og Hans engle og Hans sendebud og Djibrîl (Gabriel) og Mîkâl (Mikael), så er Allâh sandelig fjende af fornægterne.
﴾99﴿ Og sandelig har Vi nedsendt klare tegn til dig, og det er kun al-Fâsiqûn (de, som overtræder Allâhs love), der fornægter dem.
﴾100﴿ Er det ikke (således), at hver gang de sluttede en pagt, var der en del af dem, der forkastede den? Nej! men de fleste af dem tror ikke.
﴾101﴿ Og da der kom et sendebud til dem fra Allâh som bekræftelse af det, der allerede var hos dem, kastede nogle af Bogens folk Allâhs Bog bag deres rygge, som om de intet vidste.
﴾102﴿ Og de fulgte det, som djævlene reciterer i Sulaymâns (Salomons) rige. Det var ikke Sulaymân (Salomon), der fornægtede (sandheden), men det var djævlene, der fornægtede (sandheden), de lærer menneskene magi, og hvad der var blevet sendt ned til de to engle Hârût og Mârût i Bâbil (Babylon). Og disse to (engle) lærer ikke nogen noget, før de har sagt: ”Sandelig, vi er intet andet end en prøvelse, så fornægt ikke (ved at lære denne magi af os).” Så lærer de (alligevel) fra de to (engle), det som skiller manden fra sin hustru. Men de kunne ikke skade nogen med det, undtagen med Allâhs tilladelse. Og de lærer det, som skader dem og ikke gavner dem. Og de vidste (uden tvivl), at den, der køber den (magien), ikke har nogen andel i det Hinsidige. Og sandelig, ussel er den ting, for hvilken de solgte sig selv. Hvis de bare vidste det!
﴾103﴿ Og hvis de havde troet og frygtet (Allâh), havde belønningen fra Allâh været bedre. Hvis de bare vidste det!
﴾104﴿ ”O, I, som tror! Sig ikke (til profeten Muhammad): ”Râ‘inâ,” men sig ”unzurnâ” og lyt”[13]. Og til fornægterne er der en smertefuld straf.
﴾105﴿ Hverken de, der fornægter blandt Bogens folk (jøder og kristne), eller afgudsdyrkere bryder sig om, at der skal komme noget godt ned til jer fra jeres Herre. Men Allâh udvælger med Sin nåde den, Han vil. Og Allâh er Herren af stor gunst.
﴾106﴿ Vi ophæver ikke en ayah (et vers) eller lader den gå i glemme, uden at Vi bringer en bedre (ayah) eller en lig den. Ved du ikke, at Allâh har magt over alle ting?
﴾107﴿ Ved du ikke, at Allâh har magten over himlene og jorden? Og ud over Allâh har I ingen beskytter eller hjælper.
﴾108﴿ Eller ønsker I at spørge jeres profet, ligesom Mûsá (Moses) blev spurgt tidligere? Og den, der bytter troen ud med fornægtelse, er sandelig faret vild fra den rette vej.
﴾109﴿ Mange blandt Bogens folk ønsker, at de kan få jer tilbage som fornægtere, efter at I har troet. (Det hele) på grund af misundelse i deres hjerter, (selv) efter at sandheden står klar for dem. Så tilgiv og bær over, indtil Allâh kommer med Sin befaling. Sandelig, Allâh har magt over alle ting.
﴾110﴿ Oprethold Salâh (bøn), og giv Zakâh ( obligatorisk almisse), og (alt), hvad I sender forud for jer selv af godhed[14], vil I finde hos Allâh. Sandelig, Allâh ser, hvad I gør.
﴾111﴿ Og de siger: ”Ingen vil komme til at indtræde Paradiset, undtagen de, der er jøder eller kristne.” Det er deres ønsketænkning. Sig: ”Kom med jeres bevis, hvis I er sandfærdige.”
﴾112﴿ Tværtimod, enhver, der underkaster sig Allâh og handler godt[15], vil få belønning hos sin Herre, og for dem vil der ingen frygt være, og ej heller vil de sørge.
﴾113﴿ Og jøderne sagde: ”De kristne har intet (fundament).” Og de kristne sagde: ”Jøderne har intet (fundament).” Og dog læser de Bogen. Således sagde de, der ingen viden har, det samme, som deres (jøders og kristnes) tale. Så Allâh vil på Opstandelsens Dag dømme mellem dem om det, de plejede at være uenige i.
﴾114﴿ Og hvem er mere grusom end den, der forhindrer Allâhs navn i at blive nævnt i Allâhs moskéer og stræber efter deres ødelæggelse? Det er dem, der ikke kan træde ind i disse, undtagen i frygt. For dem er der skændsel i denne verden, og i det Hinsidige en mægtig straf.
﴾115﴿ Østen og Vesten tilhører Allâh. Så hvor end I vender jer, er Allâhs ansigt dér. Sandelig, Allâh er Altomfavnende, Alvidende.
﴾116﴿ Og de siger: ”Allâh har taget en søn (til Sig).” Lovprist er Han. Nej! Ham tilhører alt det, der er i himlene og på jorden. Alle er lydige over for Ham.
﴾117﴿ Himlenes og jordens Skaber. Og når Han beslutter Sig for en sag, så siger Han blot: ”Bliv til”, og den bliver til.
﴾118﴿ Og de, der intet ved, siger: ”Hvorfor er det (sådan), at Allâh ikke taler til os, og hvorfor kommer der ikke et tegn til os?” Det samme sagde de, der var før dem. Deres hjerter er ens. Vi har sandelig gjort tegnene tydelige for folk, der med vished tror.
﴾119﴿ Sandelig, Vi har sendt dig (Muhammad) med sandheden (som) en overbringer af gode nyheder og en advarer. Og du vil ikke blive spurgt om Helvedes folk.
﴾120﴿ Og hverken jøderne eller de kristne vil være tilfredse med dig, førend du følger deres trosretning. Sig: ”Sandelig, Allâhs retledning; det er retledningen.” Og hvis du fulgte deres lyster, efter det som er kommet til dig af viden, så ville der ikke være nogen beskytter eller hjælper i Allâh.
﴾121﴿ De, som Vi gav Bogen, reciterer den, idet de opfylder kriterierne[16] for dens recitation. Det er dem, der tror på den. Og de, der fornægter den, de er taberne.
﴾122﴿ O, Israels børn! Ihukom Min gunst, som Jeg skænkede jer, og at Jeg fortrak jer over verdenerne.
﴾123﴿ Og frygt en dag (Dommens Dag), hvor intet menneske er i stand til at gøre noget for et andet menneske, og ej heller vil løsesum blive modtaget, og dets (menneskets) forbøn vil ikke gavne dem, og de vil ikke blive hjulpet.
﴾124﴿ Og (husk), da Ibrâhîms (Abrahams) Herre satte ham på prøve med nogle ord, da opfyldte han dem. Han (Allâh) sagde: ”Jeg vil gøre dig til menneskenes imâm (leder).” Han (Ibrâhîm (Abraham)) sagde: ”Og fra min slægt?” Han (Allâh) sagde: ”Min pagt inkluderer ikke Zâlimîn (de, der overskrider Allâhs grænser).”
﴾125﴿ Og (husk), da Vi gjorde Huset (Kabaen) til et (helligt) tilholdssted for menneskene, et sikkert sted: ”Og tag Maqâm Ibrâhîm17 til bedested.” Og Vi beordrede Ibrâhîm (Abraham) og Ismâ‘îl (Ismael): ”Rens Mit Hus for dem, som foretager tawâf (går rundt om det), og dem, som er i i‘tikâf (forbliver i afsondrethed), og dem, som går i rukû‘ (bøjer sig) og går i sujûd (at kaste sig ned med ansigtet mod jorden).”
﴾126﴿ Og da Ibrâhîm (Abraham) sagde: ”Min Herre, gør denne by til et sikkert sted, og forsyn dens beboere – de blandt dem, der tror på Allâh og den Yderste Dag – med frugter.” Han sagde: ”Og den, der fornægter, ham vil Jeg lade nyde en kort stund. Derefter vil Jeg tvinge ham til Ildens straf. Og ussel er dette endeligt.”
﴾127﴿ Og (husk), da Ibrâhîm (Abraham) løftede Husets fundament sammen med Ismâ‘îl (Ismael): ”Vor Herre, modtag dette fra os! Sandelig, Du er Den Althørende, Den Alvidende.”
﴾128﴿ ”Vor Herre, lad os begge være Dig underdanige og skab fra vores slægt et folk, (der er) Dig underdanigt. Og vis os vores manâsik (ritualer for pilgrimsrejsen) og tag imod vores anger. Sandelig, Du er den Ofte Tilgivende, Den Barmhjertige.”
﴾129﴿ ”Vor Herre, send blandt dem et sendebud, (som) reciterer Dine Âyât (vers) for dem og lærer dem Bogen og visdommen og renser dem. Sandelig, Du er Den Almægtige, Den Alvise.”
﴾130﴿ Og hvem vender sig væk fra Ibrâhîms (Abrahams) tro, undtagen den, der har nedværdiget sig selv i dårskab? Og sandelig har Vi valgt ham i denne verden, og sandelig er han blandt de fromme i det Hinsidige.
﴾131﴿ Og da hans Herre sagde til ham: ”Underkast dig”, sagde han: ”Jeg har underkastet mig verdnernes Herre.”
﴾132﴿ Og Ibrâhîm (Abraham) pålagde sine sønner dette, og (det samme gjorde) Ya‘qûb (Jakob): ”O, mine sønner, Allâh har sandelig valgt (den sande) tro for jer, så dø kun som muslimer.”
﴾133﴿ Eller var I vidner, da døden kom til Ya‘qûb (Jakob), da han sagde til sine sønner: ”Hvad vil I tilbede efter mig?” De sagde: ”Vi vil tilbede din Gud og dine forfædre Ibrâhîms (Abraham), Ismâ‘îls (Ismaels) og Ishâqs (Isaks) Gud. Én Gud, og Ham underkaster vi os.”
﴾134﴿ Det er et folk, der er gået bort. For dem er der, hvad de har tjent, og for jer, hvad I har tjent. Og I vil ikke blive spurgt om, hvad de plejede at gøre.
﴾135﴿ Og de sagde: ”Bliv jøder eller kristne, og I vil være retledte.” Sig: ”Nej! (Vi vil blive i) Ibrâhîms (Abrahams) Hanîf (ren for afguderi). Og han var ikke én af afgudsdyrkerne.”
﴾136﴿ Sig (o, I troende): ”Vi tror på Allâh og det, der er sendt ned til os. Og det, der blev sendt ned til Ibrâhîm (Abraham) og Ismâ‘îl (Ismael) og Ishâq (Isak) og Ya‘qûb (Jakob) og stammerne. Og det, der blev givet til Mûsá (Moses) og ‘Îsá (Jesus), og det, der blev givet til profeterne fra deres Herre. Vi gør ikke forskel på dem, og vi underkaster os Ham.”
﴾137﴿ Så hvis de tror på det samme, som I tror på, er de sandelig retledte. Og hvis de vender sig bort, så er det dem, der er i splid. Allâh er nok for dig mod dem. Og Han er Den Althørende, Den Alvidende.
﴾138﴿ Allâhs Sibgh‘ah[18] (religion), og hvis Sibgh‘ah er bedre end Allâhs? Og vi tilbeder Ham.
﴾139﴿ Sig (til jøder og kristne): ”Strides I med os om Allâh, når Han er vores Herre såvel som jeres Herre? Vi har vores gerninger, og I har jeres gerninger! Og vi er oprigtige over for Ham.”
﴾140﴿ Eller siger I, at Ibrâhîm (Abraham) og Ismâ‘îl (Ismael) og Ishâq (Isak) og Ya‘qûb (Jakob) og stammerne var jøder eller kristne?” Sig: ”Ved I bedre, eller ved Allâh bedre?” Og hvem handler mere uretfærdig end den, der skjuler vidnesbyrdet hos sig selv[19], (som han har fået) fra Allâh? Og Allâh er ikke uvidende om, hvad I foretager jer.
﴾141﴿ Det er et folk, der er gået bort. For dem er der, hvad de har tjent, og for jer, hvad I har tjent. Og I vil ikke blive spurgt om, hvad de plejede at gøre.
﴾142﴿ Tåberne blandt folket vil sige: ”Hvad har fået dem til at vende sig bort fra deres Qiblah (bederetning), som de plejede at følge?” Sig: ”Øst og vest tilhører Allâh. Han retleder, hvem Han vil, til den rette vej.”
﴾143﴿ Og således gjorde Vi jer til et moderat folk , for at I må være vidner over menneskene, og for at sendebuddet vil være vidne over jer. Og Vi fastsatte ikke den Qiblah (bederetning), som du plejede at følge, undtagen for at Vi skal kende den, der følger sendebuddet, fra den, der vender sig om på sine hæle . Og det var sandelig en stor (byrde), undtagen for dem, som Allâh har retledt. Og Allâh vil ikke lade jeres tro gå tabt. Sandelig, Allâh er Blid og Barmhjertig over for menneskene.
﴾144﴿ Vi har sandelig set dig (Muhammad) vende dit ansigt mod himlen, så Vi vil sandelig vende dig mod en Qiblah (bederetning), som du vil være tilfreds med. Så vend dit ansigt mod Masjid al-Harâm (den Hellige Moské). Og hvor I end befinder jer, så vend jeres ansigter mod den. Og sandelig, de, som fik Bogen, ved vel, at det er sandheden fra deres Herre. Og Allâh er ikke uvidende om, hvad de foretager sig.
﴾145﴿ Og selvom du bragte dem, som fik Bogen, alle tegn, ville de ikke følge din Qiblah (bederetning), og du vil heller ikke følge deres Qiblah (bederetning). Og de vil heller ikke følge hinandens Qiblah (bederetning). Og hvis du følger deres lyster, efter at viden er kommet til dig, vil du sandelig være en af Zâlimîn (de uretfærdige).
﴾146﴿ De, som Vi har givet Bogen, kender ham (Profeten Muhammad), som de kender deres egne sønner. Og sandelig er der en gruppe blandt dem, der skjuler sandheden, og de ved det.
﴾147﴿ Sandheden er fra din Herre, så I skal ikke være blandt tvivlerne.
﴾148﴿ Og for enhver er der en retning, mod hvilken han vender sig. Så bestræb jer på at overgå hinanden i gode gerninger. Hvor I end befinder jer, vil Allâh bringe jer sammen. Sandelig, Allâh har magt over alle ting.
﴾149﴿ Og hvorfra du end drager ud, så vend dit ansigt i retning af Masjid al-Harâm (den Hellige Moské). Og det er visselig sandheden fra din Herre. Og Allâh er ikke uvidende om, hvad I foretager jer.
﴾150﴿ Og hvorfra du end drager ud, så vend dit ansigt mod Masjid al-Harâm (den Hellige Moské). Og hvor I end er, så vend jeres ansigter mod den. Således at folk ikke har noget at argumentere imod jer, undtagen de af dem, som er uretfærdige. Så frygt dem ikke, men frygt Mig! Således at Jeg kan fuldende Min nåde over jer, således at I måtte blive retledede.
﴾151﴿ Ligesom Vi sendte et sendebud til jer fra jeres egne, (som) reciterer Vores Ayât (vers) for jer og renser jer og lærer jer Bogen og Visdommen og lærer jer, hvad I ikke vidste.
﴾152﴿ Ihukom Mig! Og Jeg ihukommer jer. Og vær Mig taknemmelige, og fornægt ikke.
﴾153﴿ O, I, som tror! Søg hjælp i tålmodighed og Salâh (bøn). Sandelig, Allâh er med de tålmodige.
﴾154﴿ Og sig ikke om dem, som bliver dræbt for Allâhs sag: ”De er døde”. Nej, de er levende, men I sanser det ikke.
﴾155﴿ Sandelig, Vi vil prøve jer med en smule frygt, sult og tab af rigdom, liv og afgrøder, men forkynd det glædelige budskab til de tålmodige.
﴾156﴿ De, som, når en ulykke rammer dem, siger: ”Sandelig, vi tilhører Allâh, og vi vil sandelig vende tilbage til Ham.”
﴾157﴿ Det er dem, over hvem velsignelser og barmhjertighed fra deres Herre påhviler. Og det er dem, der er retledede.
﴾158﴿ Sandelig er al-Safâ og al-Marwah (to bjerge i Mekka) blandt Allâhs symboler. Så der er ingen synd for den, der udfører Hadjj (pilgrimsrejsen) eller ‘Umrah (lille pilgrimsrejse) til Huset , at han går imellem dem. Og for den, der udfører noget godt frivilligt, så sandelig er Allâh Anerkendende, Alvidende.
﴾159﴿ Sandelig, de, der skjuler, hvad Vi har åbenbaret af klare tegn og retledningen, efter at Vi har tydeliggjort det for menneskene i Bogen, det er dem, som Allâh forbander, og dem som forbander (også) forbander.
﴾160﴿ Undtagen de, der angrer og forbedrer sig og bekender sig åbenlyst (til sandheden). Det er dem, som Jeg vil tilgive, og Jeg er den Ofte Tilgivende, Den Barmhjertige.
﴾161﴿ Sandelig, de, der fornægter og dør som fornægtere, over dem hviler Allâhs, englenes og alle menneskenes forbandelse.
﴾162﴿ De vil forblive under den (forbandelsen i Helvede), straffen vil ikke blive gjort lettere for dem, og de vil ikke få en frist.
﴾163﴿ Og jeres Gud er én Gud. Der er ingen anden Gud undtagen Ham, Den mest Nådige, Den mest Barmhjertige.
﴾164﴿ Sandelig, i skabelsen af himlene og jorden og i nattens og dagens skiften og i skibene, der sejler på havet med det, der gavner menneskene, og i det vand, som Allâh sender ned fra himlen og genopliver jorden efter dens død, og (jorden), hvorpå Han udbredte alle slags dyr, og i vindenes afveksling og i skyerne, der er placeret mellem himlen og jorden, (i alt det) er der sandelig et tegn for de forstandige.
﴾165﴿ Og blandt mennesker er der nogle, der tager partnere ved siden af Allâh. De elsker dem, som de elsker Allâh. Men de, som tror, er stærkere i deres kærlighed til Allâh. Og hvis blot de, der handler forkert, ville indse, når de ser straffen, at al magt tilhører Allâh (alene), og Allâh er hård i Sin straf.
﴾166﴿ Når de, der bliver fulgt (tilbedt), tager afstand fra dem, der fulgte dem, og de ser straffen, og båndene mellem dem bliver afskåret.
﴾167﴿ Og de, der fulgte, vil sige: ”Gid vi kunne vende tilbage (til livet), så ville vi tage afstand fra dem, som de tog afstand fra os.” Således viser Allâh dem deres handlinger til fortrydelse for dem. Og de vil ikke slippe ud af Ilden.
﴾168﴿ O, I mennesker! Spis af det tilladte og gode på jorden, og følg ikke i Satans fodspor. Sandelig, han er en åbenlys fjende af jer.
﴾169﴿ Han opfordrer jer kun til ondskab og uanstændighed, og at I siger (noget) om Allâh, som I ikke ved.
﴾170﴿ Og hvis der bliver sagt til dem: ”Følg det, som Allâh har åbenbaret”, siger de: ”Nej, vi følger den vej, hvorpå vi fandt vores fædre.” Men hvad hvis deres fædre intet forstod og ikke var retledte?
﴾171﴿ Og de, der er fornægtere, ligner den (person), som råber til noget, som kun hører råben og kalden (uden at reagere). De er døve, stumme og blinde, de har ingen forstand.
﴾172﴿ O, I, der tror! Spis af det gode, som Vi har forsynet jer med, og vær taknemmelige over for Allâh, hvis det er Ham (alene), I tilbeder.
﴾173﴿ Han har sandelig forbudt jer ådsel og blod og svinekød og det, hvorover et andet navn end Allâhs er blevet nævnt. Men den, der er nødt (til at spise af det forbudte) uden at ønske det og heller ikke for at overtræde forbuddet, begår ingen synd. Sandelig, Allâh er Tilgivende, Barmhjertig.
﴾174﴿ Sandelig, de, der skjuler, hvad Allâh har åbenbaret af Bogen, og sælger det for en ringe pris, de fylder deres maver med ild, og Allâh vil ikke tale til dem på Opstandelsens Dag, og Han vil heller ikke rense dem. Og for dem er der en smertefuld straf.
﴾175﴿ Det er dem, som har købt sig vildfarelse for retledning og straf for tilgivelse. Hvilken udholdenhed vil de have over for Ilden!
﴾176﴿ Sådan er det, fordi Allâh åbenbarede Bogen med sandheden, og sandelig, de, der er uenige om Bogen, er langt ude i splittelse.
﴾177﴿ Fromhed er ikke, at I vender jeres ansigter mod øst og vest, men fromhed er, at man tror på Allâh og den Yderste Dag og englene og Bogen og profeterne og giver ud af sin ejendom – på trods af kærligheden til den – til slægtningene og forældreløse og de fattige og den vejfarende og til dem, der spørger (beder om almisser) og til (frigivelse af) slaverne, og (at man) opretholder Salah(bøn) og giver Zakâh (obligatorisk almisse). Og de, der overholder deres løfte, når de lover (noget), og de, som er tålmodige i ulykke og modgang og i krigstid. Det er dem, som er sandfærdige. Og det er dem, som er Gudfrygtige.
﴾178﴿ O, I, der tror! Qisâs (retfærdig gengældelse) er blevet foreskrevet jer i drabssager. Den frie (mand) for den frie (mand), og slaven for slaven, og kvinden for kvinden. Men hvis nogen (morderen) bliver tilgivet noget (gengældelsen) af sin broder, så skal man følge det op med rimelighed, og betalingen (af blodpenge) til ham skal ske med godhed. Det er en lettelse og barmhjertighed fra jeres Herre. Så den, der derefter overskrider grænsen, for ham er der en smertefuld straf.
﴾179﴿ Og i (udøvelsen af) Qisâs (retfærdig gengældelse) vil I spare liv, o, I forstandige, således at I måtte blive Gudfrygtige.
﴾180﴿ Det er foreskrevet jer, når døden kommer til en af jer, (og) hvis noget godt (rigdom) efterlades, at det skal testamenteres til forældrene og de nærmeste slægtninge på retfærdig vis. (Dette er) en pligt for de Gudfrygtige.
﴾181﴿ Så den, der ændrer det (testamentet) efter at have hørt det, så sandelig vil synden hvile på dem, der ændrer det. Sandelig, Allâh er Althørende, Alvidende.
﴾182﴿ Og den, der frygter afgivelse eller uret fra en testator, og som derpå stifter fred imellem dem, på ham hviler der ingen synd. Sandelig, Allâh er Tilgivende, Barmhjertig.
﴾183﴿ O, I, der tror! Fasten er foreskrevet jer, ligesom den var foreskrevet dem før jer, så I måtte blive Gudfrygtige.
﴾184﴿ Et bestemt antal (faste)dage. Men hvis en af jer er syg eller på rejse, så skal samme antal dage (fastes senere). Og for dem, der kan faste, (men) med besvær, (er) boden at bespise en fattig (for hver dag). Og for den, der frivilligt gør en god gerning, er det bedst for ham. Og at I faster, er bedre for jer, hvis I blot vidste (det).
﴾185﴿ Ramadan-måneden er den, hvori Koranen blev åbenbaret. Som retledning for menneskeheden og med klare beviser på retledningen og sondringen (mellem ret og uret). Så den af jer, der er til stede i denne måned, skal faste i den. Og den, der er syg eller på rejse, skal (faste) samme antal af andre dage. Allâh ønsker at gøre det let for jer og ønsker ikke at gøre det svært for jer. Og at I fuldender det samme antal (dage), og I ophøjer Allâh, fordi Han har retledet jer, og således at I måtte være taknemmelige.
﴾186﴿ Og når Mine tjenere spørger dig om Mig (o, Muhammad), så er Jeg sandelig nær. Jeg besvarer den bedendes bøn, når han påkalder Mig. Så lad dem adlyde Mig og tro på Mig, således at de måtte blive retledede.
﴾187﴿ Det er tilladt for jer, på fastens nat, at have kønsligt samkvem med jeres hustruer. De er en klædning for jer, og I er en klædning for dem. Allâh ved, at I plejede at bedrage jer selv (ved ikke at have kønsligt samkvem), så Han vendte Sig mod jer og tilgav jer. Så nu, hav kønsligt samkvem med dem, og søg det, som Allâh har foreskrevet (for) jer, og spis og drik, indtil daggryets hvide tråd bliver tydeligt adskilt fra den (nattens) sorte tråd. Derefter overhold fasten til (om) aftenen, men hav ikke kønsligt samkvem med dem, mens I er ‘Âkifûna i moskéerne. Det er Allâhs grænser, så kom ikke i nærheden af dem. Således forklarer Allâh Sine tegn for menneskene, således at de måtte blive Gudfrygtige.
﴾188﴿ Og fortær ikke hinandens ejendom med falskhed, og søg heller ikke at (bestikke) dommerne for at fortære en del af folks ejendom med urette, og I ved det.
﴾189﴿ De spørger dig (o, Muhammad) om nymånerne. Sig: ”De er (til at fastsætte) tid for menneskene og for Hadjj (pilgrimsrejsen). Og al-Birr (fromhed) er ikke, at I indtræder husene fra deres bagside, men al-Birr (fromhed) er (en egenskab) for den, der frygter Allâh. Så træd ind i husene gennem deres (for)døre, og frygt Allâh, således at I måtte blive succesfulde.”
﴾190﴿ Og kæmp for Allâhs sag mod dem, der bekæmper jer, og overtræd ikke (grænserne). Sandelig, Allâh kan ikke lide overtræderne.
﴾191﴿ Og dræb dem, hvor end I finder dem, og fordriv dem ud derfra, hvor de har fordrevet jer. Og al-Fitnah (afgudsdyrkelsen) er værre end drab. Og bekæmp dem ikke ved Masjid al-Harâm (den Hellige Moské), medmindre de (først) bekæmper jer der. Men hvis de kæmper mod jer, så bekæmp dem. Sådan er fornægternes belønning.
﴾192﴿ Men hvis de stopper, så er Allâh sandelig Tilgivende, Barmhjertig.
﴾193﴿ Og bekæmp dem, indtil der ikke længere er Fitnah (afgudsdyrkelse), og al-Dîn (religionen) tilhører Allâh (alene). Men hvis de stopper, så er der intet fjendskab, undtagen over for Zâlimîn (de uretfærdige).
﴾194﴿ Den hellige måned for den hellige måned , og for de fredhellige ting er der gengældelse. Så den, der angriber jer, skal I angribe på samme måde, som han har angrebet jer. Og frygt Allâh, og vid, at Allâh er med de Gudfrygtige.
﴾195﴿ Og giv ud for Allâhs sag, og kast jer ikke i tilintetgørelse med jeres egne hænder, og handl godt. Sandelig, Allâh elsker dem, der handler godt.
﴾196﴿ Og fuldend Hadjj (pilgrimsrejsen) og ‘Umrah (lille pilgrimsrejse) for Allâh, men hvis I bliver forhindret (i at udføre), (så skal I) ofre en hady (et dyr), som er lettilgængelig. Og barber ikke jeres hoveder, førend offeret når sit bestemmelsessted. Og den, der er syg blandt jer eller har en skade i hovedet, så er boden faste, almisse eller ofring. Og når I er i sikkerhed, så skal den, som foretager ‘Umrah før Hadjj (Hadjj al-Tamattu‘ og Hadjj al-Qirân ), slagte, hvad der end er tilgængeligt af offerdyr. Men den, der ikke kan (ofre), skal faste tre dage under Hadjj (perioden) og syv dage, når I vender tilbage (fra Hadjj), det er ti dage i alt. Det gælder for den, hvis familie ikke bor ved Masjid al-Harâm (den Hellige Moské). Og frygt Allâh, og vid, at Allâh er streng i Sin straf.
﴾197﴿ Hadjj (pilgrimsrejsen) finder sted i velkendte måneder, så den, der foretager Hadjj i disse (måneder skal vide, at) der ikke må være kønsligt samkvem, ingen synd og intet skænderi under Hadjj. Og hvad end I gør af godt, ved Allâh det, og forsyn jer med proviant, men sandelig, den bedste proviant er al-Taqwah (gudsfrygt). Og frygt Mig, o, I forstandige!
﴾198﴿ Der kommer ingen synd over jer, ved at I søger jeres Herres nåde, og når I forlader ‘Arafât , så ihukom Allâh ved al-Mash‘ari al-Harâm (Muzdalifa ), og ihukom Ham, som Han har retledt jer, også selvom I før det var blandt de vildledte.
﴾199﴿ Derefter forlad stedet, hvorfra alle mennesker forlader stedet (Muzdalifa), og bed Allâh om tilgivelse. Sandelig, Allâh er Tilgivende, Barmhjertig.
﴾200﴿ Når I så har fuldendt jeres ritualer, så ihukom Allâh, som I ihukommer jeres forfædre, eller ihukom Allâh endnu mere. Og blandt mennesker er der den, der siger: ”Vor Herre, giv os (af det gode) i denne verden,” og han får ingen del i det Hinsidige.
﴾201﴿ Og blandt dem er der nogle, der siger: ”Vor Herre, giv os af det gode i denne verden og af det gode i det Hinsidige og skån os fra Ildens straf.”
﴾202﴿ Det er dem, der vil få en andel af, hvad de har fortjent, og Allâh er hurtig til at afregne.
﴾203﴿ Og ihukom Allâh i et bestemt antal dage (under pilgrimsrejsen). Men den, der skynder sig (at forlade Mina ) efter to dage, over ham er der ingen synd, og den, der bliver tilbage, over ham er der (heller) ingen synd, dette gælder for den Gudfrygtige. Og frygt Allâh, og vid, at I vil blive samlet foran Ham.
﴾204﴿ Og blandt mennesker er der den, hvis ord i dette verdslige liv behager dig (o, Muhammad). Og han tager Allâh til vidne på, hvad der er i hans hjerte, dog er han den fjendtligste modstander.
﴾205﴿ Og når han vender sig bort (fra dig), går han på jorden for at stifte ufred på den og ødelægge afgrøde og afkom. Og Allâh elsker ikke ufred.
﴾206﴿ Og når der bliver sagt til ham: ”Frygt Allâh,” gribes han af stolthed til at synde (endnu mere). Så Helvede er for ham, og det er sandelig et slet hvilested.
﴾207﴿ Og blandt mennesker er der den, der bortsælger sit liv for at opnå Allâhs tilfredshed. Og Allâh har medlidenhed med tjenerne.
﴾208﴿ O, I, der tror! Træd fuldt ind i Islam, og følg ikke i Satans fodspor. Sandelig, han er jer en åbenbar fjende.
﴾209﴿ Og hvis I snubler (begår fejl), efter at de klare tegn er kommet til jer, så skal I vide, at Allâh er Almægtig, Alvis.
﴾210﴿ Mon de venter andet, end at Allâh kommer til dem i skygge af skyerne sammen med englene, og sagen bliver afgjort? Og til Allâh vender alle anliggender tilbage.
﴾211﴿ Spørg Israels børn, hvor mange tydelige tegn Vi har bragt dem. Og den, der bytter Allâhs velsignelse, efter at den er kommet til ham, så er Allâh sandelig streng i Sin straf.
﴾212﴿ Prydet er det verdslige liv for dem, der fornægter, og de spotter dem, der tror. Men de, der er Gudfrygtige, vil være hævet over dem på Opstandelsens Dag. Og Allâh forsyner, hvem Han vil, uden afregning.
﴾213﴿ Alle folk var en Ummah (et fællesskab). Så sendte Allâh profeter med gode nyheder og advarsler og sendte med dem Bogen med sandheden for at dømme mellem folk i det, de var uenige i. Så de var ikke uenige, undtagen dem, der modtog den (Bogen), efter at de klare beviser var kommet til dem, på grund af had imod hinanden. Så retledede Allâh med Sin vilje dem, der tror, til sandheden, i det de var uenige i, og Allâh retleder, hvem Han vil, til den rette vej.
﴾214﴿ Eller tror I, at I ville indtræde i Paradiset, uden at der vil komme prøvelser til jer, som også kom til dem før jer? De blev prøvet med besværlighed og lidelse, og de blev (så) rystede, at selv profeten og dem, der troede sammen med ham, sagde: ”Hvornår kommer Allâhs hjælp?” Ja! Sandelig Allâhs hjælp er nær.
﴾215﴿ De spørger dig om, hvad de skal give ud. Sig: ”Hvad I end giver ud af godt, er til forældre og (de nære) slægtninge og de forældreløse og de nødlidende og den vejfarende. Og hvad I end gør af godt, derom er Allâh sandelig Vidende.”
﴾216﴿ Det er foreskrevet jer at kæmpe, selvom det er hadet af jer. Men det kan være, at I hader noget, og det er godt for jer. Og det kan være, at I elsker noget, og det er dårligt for jer. Og Allâh ved bedst (hvad der er godt for jer), og I ved det ikke.
﴾217﴿ De spørger dig om den hellige måned, (om man må) kæmpe i den? Sig: ”Kamp i den er en alvorlig sag, men at forhindre (folk) i at følge Allâhs vej og at fornægte Ham og den Hellige Moské og at udvise dets folk fra den, er alvorligere hos Allâh. Og al-Fitnah (afgudsdyrkelse) er alvorligere end drab. Og de vil blive ved med at bekæmpe jer, indtil de vender jer bort fra jeres religion, hvis de kunne. Og de af jer, der vender sig bort fra sin religion og dør som fornægter, det er dem, hvis gerninger vil være spildte i denne verden, såvel som i det Hinsidige. Og det er dem, der er Ildens beboere. De vil forblive deri for evigt.”
﴾218﴿ Sandelig, de, der tror, og de, der udvandrede og kæmpede for Allâhs sag, det er dem, der håber på Allâhs Barmhjertighed, og Allâh er Tilgivende, Barmhjertig.
﴾219﴿ De spørger dig om khamr og hasardspil. Sig: ”I dem begge er der en stor synd, men også nogen fordele for menneskene. Men deres synd er større end deres fordele.” Og de spørger dig (om), hvad de skal give ud. Sig: ”Det, der er til overs.” Således gør Allâh tegnene tydelige for jer, således at I måtte tænke jer om.
﴾220﴿ I denne verden og det Hinsidige. Og de spørger dig om de forældreløse. Sig: ”At arbejde for deres bedste er godt,” og hvis I blander jer med dem, så er de jeres brødre, og Allâh kender urostifteren fra fredsstifteren. Og hvis Allâh ville, kunne Han bringe jer i vanskeligheder. Sandelig, Allâh er Almægtig, Alvis.
﴾221﴿ Og gift jer ikke med kvinder, (der er) afgudsdyrkere, førend de tror, og sandelig, en troende slavinde er bedre end en kvindelig afgudsdyrker, selv om hun måtte behage jer. Og bortgift ikke (jeres døtre) til mænd, der er afgudsdyrkere, førend de tror, og sandelig, en troende slave er bedre end en afgudsdyrker, selv om han måtte virke tiltrækkende på jer. Det er dem, der kalder til Ilden, men Allâh kalder til Paradiset og tilgivelse efter Sin vilje, og Allâh gør tegnene tydelige for menneskene, således at de måtte ihukomme.
﴾222﴿ Og de spørger dig om menstruationen. Sig: ”Det er ’Azâ (skadeligt). Så hold jer fra kvinder under menstruationen, og nærm jer dem ikke (hav ikke kønsligt samkvem med dem), førend de er rene. Men når de har renset sig, så nærm jer dem, som Allâh har befalet jer. Sandelig, Allâh elsker dem, der angrer, og (Allâh) elsker dem, der renser sig.
﴾223﴿ Jeres kvinder er som en ager for jer. Så gå til jeres ager, når I vil, og send (gode gerninger) forud for jer selv. Og frygt Allâh, og vid, at I sandelig vil møde Ham. Og bring gode nyheder til de troende.
﴾224﴿ Og I skal ikke gøre Allâh(s navn) til undskyldning i jeres eder, mod at være fromme, Gudfrygtige, eller skabe forlig blandt menneskene. Og Allâh er Althørende, Alvidende.
﴾225﴿ Allâh stiller jer ikke til ansvar for det ubetænksomme i jeres eder, men Han stiller jer til ansvar for, hvad jeres hjerter har forårsaget. Og Allâh er Tilgivende, Overbærende.
﴾226﴿ For de, der sværger kønslig afholdelse fra deres hustruer, har en ventetid på fire måneder. Men hvis de vender tilbage (fortryder deres ed inden for fire måneder), så er Allâh sandelig Tilgivende, Barmhjertig.
﴾227﴿ Og hvis de beslutter sig for Talâq (skilsmisse), er Allâh sandelig Althørende, Alvidende.
﴾228﴿ Og de fraskilte kvinder skal holde sig afventende i tre (menstruations)perioder. Og det er ikke tilladt for dem at skjule, hvad Allâh har skabt i deres moderliv, hvis de tror på Allâh og på den Yderste Dag. Og deres ægtefæller er de mest berettigede til at tage dem tilbage i perioden, hvis de ønsker en forsoning. Og for dem (kvinderne) er der det samme (af rettigheder), som de er forpligtet til (af forpligtelser) på retfærdig vis, men mændene har forrang over dem. Og Allâh er Almægtig, Alvis.
﴾229﴿ Al-Talâq (skilsmisse) (kan finde sted) to gange. Derefter skal man enten beholde hende på den anerkendte måde eller lade hende gå med godhed. Og det er ikke tilladt for jer at tage noget tilbage af det, I har givet dem, medmindre begge frygter ikke at kunne overholde Allâhs grænser. Så hvis I frygter, at de begge ikke kan overholde Allâhs grænser, så er der ingen synd over dem begge, ved at hun løskøber sig selv (tilbagebetaler sin medgift for at sikre sig skilsmisse). Det er Allâhs grænser, så overtræd dem ikke. Og de, der overtræder Allâhs grænser, de er Zâlimîn (de uretfærdige).
﴾230﴿ Og hvis han derefter giver hende Talâq (for tredje gang), er hun ikke (længere) tilladt for ham, før hun gifter sig med en anden mand. Hvis han (den nye mand) så giver hende Talâq (skilmisse), så er der ingen synd over dem begge (den første mand), hvis de vender tilbage til hinanden, og de begge tror, at de kan overholde Allâhs grænser. Og det er Allâhs grænser, som Han tydeliggør for et forstandigt folk.
﴾231﴿ Og hvis I giver jeres hustruer Talâq, og de når (slutningen på) den periode, som er foreskrevet dem, så skal I enten beholde dem på den anerkendte måde eller lade dem gå på den anerkendte måde. Og hold dem ikke tilbage, overtrædende (Allâhs) grænser, for at skade dem. Og den, der gør det, handler sandelig uret mod sig selv. Og driv ikke spot med Allâhs tegn, og ihukom Allâhs nåde mod jer, og hvad Han har åbenbaret til jer af Bogen og Visdommen, hvormed Han formaner jer. Og frygt Allâh, og vid, at Allâh er vidende om alt.
﴾232﴿ Og hvis I skiller jer fra (jeres) hustruer, og de har nået (slutningen på) deres foreskrevne periode, må I (værgen) ikke forhindre dem i at gifte sig med deres (fraskilte) mænd, hvis de indbyrdes enes om det, som er anerkendt. Det er en formaning til den af jer, der tror på Allâh og den Yderste Dag. Det er bedre og renere for jer. Og Allâh ved, og I ved ikke.
﴾233﴿ Og mødre skal amme deres børn i to hele år. (Det) er for den, der ønsker at fuldende amme(perioden). Og for ham (faderen) er det pålagt at skaffe mad og tøj til dem (mødrene) på retfærdig vis. Ingen er bebyrdet, ud over det han kan bære. Ingen moder skal lide overlast på grund af sit barn, og heller ikke faderen skal lide på grund af sit barn. Og for arvtageren er det det samme, der gælder. Hvis de begge i enighed og efter rådføring ønsker afvænning , begår de ingen synd. Og hvis I vil have jeres børn ammet (af en anden), er der ingen synd over jer, hvis I betaler det, I skal, på retfærdig vis. Og frygt Allâh, og vid, at Allâh ser, hvad I foretager jer.
﴾234﴿ Og de blandt jer, der dør og efterlader sig hustruer, (så skal disse) holde sig for sig selv i fire måneder og ti dage. Når de så har nået (slutningen) på deres foreskrevne periode, så er der ingen synd over jer, i hvad de gør med sig selv inden for det, som er anerkendt. Og Allâh er vidende om det, I foretager jer.
﴾235﴿ Og der er ingen synd over jer, ved at I antyder frieri til kvinder, eller at I skjuler (det) i jer selv. Allâh ved, at I vil tænke på dem, men giv dem ikke et løfte i hemmelighed, medmindre I fører en sømmelig tale. Og beslut jer ikke på indgåelse af ægteskab, før den foreskrevne ventetid er udløbet. Og vid, at Allâh sandelig ved, hvad der er i jer. Så tag jer i agt for Ham, og vid, at Allâh sandelig er Tilgivende, Overbærende.
﴾236﴿ Det er ikke en synd for jer, hvis I giver jeres hustruer Talâq (skilsmisse), når I ikke har rørt dem (fuldbyrdet ægteskabet), eller I ikke har fastsat et beløb (medgift) til dem. Og forsørg dem; den rige (mand) efter sin evne, og den fattige (mand) efter sin formåen. En passende forsørgelse. En pligt for al-Muhsinîn (dem, der handler godt).
﴾237﴿ Og hvis I giver dem Talâq (skilsmisse), før I har rørt dem, og I allerede har fastsat et beløb (medgift) til dem, så (betal) halvdelen af, hvad I har fastsat, medmindre de (kvinderne) eller den, i hvis hånd ægteskabskontrakten ligger, eftergiver det. Og at I eftergiver, er tættere på al-Taqwah (Gudfrygtighed). Og glem ikke storsindet iblandt jer. Sandelig, Allâh ser, hvad I foretager jer.
﴾238﴿ Overhold Salah (bønnerne) og (især) den midterste Salah (bøn ), og stå foran Allâh i (total) hengivelse.
﴾239﴿ Men hvis I frygter (fjenden), så (bed Salah) til fods eller ridende. Når I så er i sikkerhed, så ihukom Allâh (ved at bede Salah), således lærte Han jer, hvad I ikke vidste (før).
﴾240﴿ Og de af jer, der dør og efterlader sig hustruer, skal skrive et testamente til jeres hustruers fordel om forsørgelse i et år, uden at de bliver udvist (fra hjemmet). Men hvis de forlader det, så er der ingen synd over jer for, hvad de gør med sig selv inden for den anerkendte (praksis). Og Allâh er Almægtig, Alvis.
﴾241﴿ Og for de fraskilte kvinder er der forsørgelse, på passende vis. En forpligtelse for de Gudfrygtige.
﴾242﴿ Således gør Allâh Sine tegn (lov) tydelige for jer, således at I måtte forstå.
﴾243﴿ Har du ikke set dem, der var tusinde (i antal), forlade deres hjem i frygt for døden? Så sagde Allâh til dem: ”Dø!” Derefter gav Han dem liv. Sandelig, Allâh er Nådefuld over for menneskene, men de fleste mennesker er ikke taknemmelige.
﴾244﴿ Og kæmp for Allâhs skyld, og vid, at Allâh er Althørende, Alvidende.
﴾245﴿ Hvem er det, der vil give Allâh et godt lån, så Han (Allâh) kan forøge det for ham mange gange? Og Allâh tilbageholder og giver (også) ud, og til Ham vender I tilbage.
﴾246﴿ Så du ikke de øverste fra Israels børn efter Mûsás (Moses), da de sagde til deres profet: ”Send os en konge, så vi kan kæmpe for Allâhs sag.” Han sagde: ”Er det (ikke) sandsynligt, at hvis kamp bliver jer foreskrevet, så vil I ikke kæmpe?” De sagde: ”Hvad er der i vejen med os, siden vi ikke vil kæmpe for Allâhs sag, når vi er blevet fordrevet fra vores hjem og vores børn?” Men da kamp blev dem foreskrevet, vendte de ryggen til, undtagen nogle få af dem. Og Allâh er vidende om Zâlimîn (de uretfærdige).
﴾247﴿ Og deres profet (Samuel) sagde til dem: ”Sandelig, Allâh har sendt jer Tâlût (Saul) som konge.” De sagde: ”Hvordan kan kongedømmet tilkomme ham over os, når vi er mere berettigede til kongedømmet end ham? Og han er ikke blevet skænket megen rigdom.” Han sagde: ”Sandelig, Allâh har udvalgt ham frem for jer og forøget hans styrke i viden og krop.” Og Allâh giver Sit kongedømme, til hvem Han vil. Og Allâh er Altomfavnende, Alvidende.
﴾248﴿ Og deres profet sagde til dem: ”Sandelig, tegnet på hans (Sauls) kongedømme er, at al-Tâbût (arken) kommer til jer båret af engle. I den er der ro fra jeres Herre og levn fra Mûsás (Moses’) slægt og Hârûns (Arons) slægt.” Sandelig er der i det et tegn for jer, hvis I er troende.
﴾249﴿ Så da Tâlût (Saul) drog ud med (sine) tropper, sagde han: ”Sandelig, Allâh vil prøve jer ved en flod. Så den, der drikker af den, er ikke fra mig (mit folk), og den, der ikke smager af den, er fra mig (mit folk), undtagen den, der øser sig en håndfuld.” Så drak de af den, undtagen nogle få af dem. Så da han og de, der troede sammen med ham, krydsede den (floden), sagde de: ”Vi har ingen styrke i dag mod Djâlût (Goliat) og hans tropper.” De, der troede på, at de ville møde Allâh, sagde: ”Hvor mange gange har en lille gruppe ikke overvundet en stor gruppe med Allâhs vilje? Og Allâh er med de tålmodige.”
﴾250﴿ Og da de stod over for Djâlût (Goliat) og hans tropper, sagde de: ”Vor Herre, skænk os tålmodighed, og giv os fodfæste, og hjælp os mod det fornægtende folk.”
﴾251﴿ Så besejrede de dem med Allâhs vilje, og Dâwûd (David) dræbte Djâlût (Goliat), og Allâh gav ham kongedømmet og visdommen og lærte ham det, Han ville. Og hvis ikke Allâh havde holdt nogle mennesker tilbage ved hjælp af andre, ville jorden blive fordærvet. Og Allâh er den, der giver gunst til verdnerne.
﴾252﴿ Det er Allâhs tegn, som Vi reciterer for dig med sandfærdighed, og sandelig er du (o, Muhammad) blandt budbringerne.
﴾253﴿ Nogle af disse sendebud har Vi givet fortrin frem for andre. Blandt dem er de, som Allâh har talt til, og nogle af dem har Han hævet i rang. Og Vi gav ‘Îsá, Maryams søn (Jesus, Marias søn), de klare beviser, og Vi styrkede ham med den Hellige Ånd . Og hvis Allâh ville, havde de, der kom efter dem, ikke kæmpet mod hinanden, efter at de klare beviser var kommet til dem. Men de blev uenige. Så blandt dem var der de, der troede, og blandt dem var der de, der fornægtede, og hvis Allâh ville, så havde de ikke kæmpet mod hinanden, men Allâh gør, hvad Han vil.
﴾254﴿ O, I, der tror! Giv ud af det, Vi har forsynet jer med, før der kommer en dag, hvor der ikke vil være handel, venskab eller forbøn. Og fornægterne, de er Zâlimîn (de uretfærdige).
﴾255﴿ Allâh, der er ingen Gud undtagen Ham. Den Levende, Den Opretholdende. Hverken apati eller søvn berører Ham. Alt i Himlene og på Jorden tilhører Ham. Hvem er den, der kan gå i forbøn hos Ham uden med Hans tilladelse? Han ved, hvad der er foran dem, og hvad der er bag dem. Og de omfatter intet af Hans viden, undtagen hvad Han vil. Hans Kursî (Stol) omfatter Himlene og Jorden, og det trætter Ham ikke at beskytte dem. Og Han er Den Ophøjede, Den Mægtige.
﴾256﴿ Der er ingen tvang i al-Dîn (religionen). Den korrekte vej er blevet adskilt fra den fejlagtige. Så den, der fornægter al-Tâghût (afguderne) og tror på Allâh, har taget fat i det stærkeste greb, der aldrig kan brydes. Og Allâh er Althørende, Alvidende.
﴾257﴿ Allâh er de troendes Wali (Ven) . Han fører dem ud af mørket til lyset. Men de, som fornægter deres venner, er al-Tâghût (afguderne). De fører dem fra lyset ind i mørket. Disse er Ildens beboere. Deri vil de blive for evigt.
﴾258﴿ Så du ikke ham, der diskuterede med Ibrâhîm (Abraham) om hans Herre, fordi Allâh havde givet ham kongedømmet? Da sagde Ibrâhîm (Abraham): ”Min Herre er Den, der giver liv og bringer død.” Han (kongen) sagde: ”Jeg giver liv og bringer død.” Ibrâhîm (Abraham) sagde: ”Men sandelig, Allâh får solen til at stå op i øst. Så få du den til at stå op i vest!” Da blev den, der fornægtede, forstummet. Og Allâh retleder ikke Zâlimîn (det uretfærdige folk).
﴾259﴿ Eller som den, der passerede forbi en by, der var sunket sammen på sine tage ? Han sagde: ”Hvordan vil Allâh genoplive denne efter dens død?” Så lod Allâh ham dø i hundrede år, derefter genoplivede Han ham. Han sagde: ”Hvor længe har du været her (i denne tilstand)?” Han sagde: ”Jeg har været her (i denne tilstand) en dag eller en del af en dag.” Han (Allâh) sagde: ”Nej, du har været her (i denne tilstand) i hundrede år. Se på din mad og din drikkelse. Intet af det er blevet fordærvet. Og se på dit æsel. Og (Vi gjorde dette) for at gøre dig til et tegn for menneskene. Og se på knoglerne, hvordan Vi samler dem og derefter beklæder dem med kød.” Så da det blev klart for ham, sagde han: ”Jeg ved, at Allâh er i stand til alt.”
﴾260﴿ Og da Ibrâhîm (Abraham) sagde: ”Min Herre, vis mig, hvorledes Du genopliver de døde.” Han (Allâh) sagde: ”Tror du da ikke?” Han (Abraham) sagde: ”Jo; men det er for at berolige mit hjerte.” Han (Allâh) sagde: ”Så tag fire fugle og gør dem tamme over for dig. Læg derefter et stykke af dem på hvert bjerg. Kald derefter på dem, og de vil komme til dig i en fart. Og vid, at Allâh er Mægtig, Vis.”
﴾261﴿ De, der giver ud af deres rigdom for Allâhs sag, er ligesom et sædekorn, der frembringer syv aks. I hvert aks er der hundrede korn. Og Allâh mangfoldiggør, for hvem Han vil. Og Allâh er Altomfavnende, Alvidende.
﴾262﴿ De, der giver ud af deres rigdom for Allâhs sag, og som ikke forventer gengældelse eller kommer med bebrejdelser, de får deres belønning hos deres Herre, og de har intet at frygte, og de vil ikke være bedrøvede.
﴾263﴿ God tale og tilgivelse er bedre end en Sadaqh (almisse), der er efterfulgt af bebrejdelse. Og Allâh er Rig (fri for alle behov), Overbærende.
﴾264﴿ O, I, der tror! Ødelæg ikke jeres Sadqât (almisser) med forventning om gengældelse og bebrejdelser. Ligesom den, der giver ud af sin rigdom foran folk for at vise sig og ikke tror på Allâh og på den Yderste Dag. Med ham er det som en glat klippe, hvorpå der er jord. Så bliver den ramt af en kraftig regn og efterlader den blottet. De har ingen magt over noget af det, de har optjent. Og Allâh retleder ikke det fornægtende folk.
﴾265﴿ Men de, der giver ud af deres rigdom for at søge Allâhs tilfredshed og for at styrke dem selv, med dem er det som en have på en skråning, hvor kraftig regn rammer den og giver den dobbelt udbytte. Og selv hvis kraftig regn ikke rammer den, er støvregn nok. Og Allâh ser, hvad I gør.
﴾266﴿ Ønsker nogen af jer, at han havde en have med daddelpalmer og vindruer og floder løbende under den? I den havde han alle slags frugter, men alderdommen ramte ham, og han havde børn, der var svage (små). Derefter kom der en hvirvelvind med ild, og det hele blev brændt. Således gør Allâh tegnene tydelige for jer, således at I måtte overveje .
﴾267﴿ O, I, der tror! Giv ud af det gode, som I har tjent, og af det, som Vi har frembragt til jer fra Jorden, og vælg ikke det dårlige, når I giver ud, da I heller ikke selv vil acceptere dette, medmindre I vender det blinde øje til. Og vid, at Allâh er Rig (fri for alle behov), Prisværdig.
﴾268﴿ Satan skræmmer jer med fattigdom og befaler jer uanstændighed, men Allâh lover jer Sin tilgivelse og nåde. Og Allâh er Altomfavnende, Alvidende.
﴾269﴿ Han giver visdom, til den Han vil, og den, der får visdommen, bliver sandelig givet en masse godt. Men ingen vil ihukomme det, undtagen de forstandige.
﴾270﴿ Og hvad I end giver ud, og hvilken ed I end aflægger, så ved Allâh det sandelig. Og der er ingen hjælpere for Zâlimîn (de uretfærdige).
﴾271﴿ Hvis I giver al-Sadaqât (almisser) åbenlyst, er det godt, men hvis I holder dem skjult, når I giver til de trængende, så er det bedre for jer. For dette vil afskrive en del af jeres synder. Og Allâh er Alvidende om, hvad I gør.
﴾272﴿ Det er ikke op til dig at retlede dem, men det er Allâh, der retleder, hvem Han vil. Og hvad I giver ud af godt, er for jeres egen skyld. Og I skal kun give ud for at søge Allâhs tilfredsstillelse. Og hvad I end giver ud af godt, vil blive gengældt, og I vil ikke blive forurettet.
﴾273﴿ (Lad jeres velgørenhed tilkomme) de fattige, som er blevet holdt tilbage for Allâhs sag, idet de ikke er i stand til at bevæge sig i landet (for at arbejde). Den uvidende anser dem for at være rige på grund af deres afholdenhed. Du kan kende dem på deres udseende. De tigger ikke påtrængende hos folk. Og hvad I end giver ud af godt, så er Allâh sandelig vel Vidende derom.
﴾274﴿ De, der giver ud af deres rigdom om natten og om dagen, hemmeligt og åbenlyst, de vil få deres belønning hos deres Herre. Og der er ingen frygt over dem, og de vil ikke blive bedrøvede.
﴾275﴿ De, der tager ribâ (rente), vil ikke stå (genopstå på Dommedagen) undtagen som en, Satan har gjort gal ved sin berøring. Det er, fordi de sagde: ”Handel er ligesom ribâ (rente).” Men Allâh har tilladt handel og forbudt ribâ (rente). Så den, der modtager et råd fra sin Herre, og han afholder sig derfra, han får, som han har gjort sig fortjent til tidligere, og hans sag er hos Allâh. Og de, der vender tilbage (til rente), de er Ildens beboere. Deri vil de blive for evigt.
﴾276﴿ Allâh tilintetgør al-Ribâ (rente) og forøger al-Sadaqât (almisser). Og Allâh kan ikke lide nogen syndig fornægter.
﴾277﴿ Sandelig, de, som tror og gør gode handlinger og opretholder Salâh (bøn) og giver Zakâh (obligatorisk almisse), deres belønning er hos deres Herre. Og der er ingen frygt over dem, og de vil ikke blive bedrøvede.
﴾278﴿ O, I, der tror! Frygt Allâh, og opgiv, hvad der er tilbage af ribâ (rente), hvis I da er troende.
﴾279﴿ Og hvis I ikke gør det, så afvent en krigserklæring fra Allâh og Hans sendebud. Og hvis I angrer, skal I have det oprindelige af jeres rigdomme tilbage. Begå ikke uret (ved at forlange mere end det, som er jeres kapital), så vil der ikke blive begået uret mod jer.
﴾280﴿ Og hvis en person er i nød (skylder penge), så udsæt betalingen som en lettelse. Men at eftergive det som Sadaqah (almisse) er bedre for jer, hvis I blot vidste det.
﴾281﴿ Og frygt den dag, hvor I vil vende tilbage til Allâh, hvor enhver vil blive fuldt belønnet for, hvad denne har fortjent, og de vil ikke blive forurettet.
﴾282﴿ O, I, der tror! Hvis I optager et lån til en fastsat tid, så skriv det ned. Og lad en skribent skrive det ned for jer med retfærdighed. Og ingen skribent bør afvise at skrive, som Allâh har lært ham. Så lad ham skrive, og den, der skylder, bør diktere, og han skal frygte Allâh, hans Herre, og ikke fornægte en del af det. Og hvis den, der skylder, er svagt begavet, svagelig eller ikke er i stand til at diktere, så skal hans værge diktere med retfærdighed. Og tilkald to af jeres mænd som vidner. Og hvis der ikke er to mænd, så en mand og to kvinder af dem, som I er tilfredse med, som vidner; i tilfælde af at en af kvinderne begår en fejl eller glemmer, kan den anden kvinde påminde hende. Og vidnerne bør ikke afslå, når de bliver tilkaldt. Og vær ikke uvillig til at skrive lånet ned, om det er et lille eller stort lån, tillige med dets fastsatte tid. Dette er det mest retfærdige hos Allâh og mere grundfæstende for beviset og tættere på, at I ikke kommer i tvivl, medmindre det er en kontant handel, I udfører mellem jer. I dette tilfælde hviler der ingen synd på jer, hvis I ikke skriver det ned. Og tag vidner, når I udfører en handel. Og hverken skribenten eller vidnet skal skades. Og hvis I gør det, er det sandelig en synd fra jeres side. Og frygt Allâh. Og Allâh giver jer viden. Og Allâh er vidende om alt.
﴾283﴿ Og hvis I er på rejse og ikke kan finde en skribent, så (ty til) sikkerhed i form af pant. Men hvis I stoler på hinanden, så bør den, der er blevet betroet, opfylde sit løfte og frygte Allâh, sin Herre. Og skjul ikke vidnesbyrdet. Og den, der skjuler det, hans hjerte er sandelig syndigt. Og Allâh er vidende om, hvad I gør.
﴾284﴿ Alt, hvad der er i Himlene, og hvad der er på Jorden, tilhører Allâh. Og hvad enten I afslører, hvad der er i jeres hjerter, eller skjuler det, så vil Allâh stille jer til regnskab for det. Så vil Han tilgive, hvem Han vil, og straffe, hvem Han vil. Og Allâh er i stand til alt.
﴾285﴿ Sendebuddet tror på det, der blev åbenbaret til ham fra hans Herre, og (ligeledes) de troende. Hver og en tror på Allâh, Hans engle, Hans Bøger og Hans sendebud. ”Vi gør ikke forskel på nogen af Hans sendebud”. Og de sagde: ”Vi hører, og vi adlyder. Vor Herre, (giv os) Din tilgivelse! Og til Dig er tilbagevendelsen.”
﴾286﴿ Allâh bebyrder ingen over dennes evne. Denne får, hvad han har fortjent, og over ham kommer, hvad han har pådraget sig. ”Vor Herre, hold os ikke ansvarlige, hvis vi glemmer eller fejler. Vor Herre, læg ikke en byrde på os som den, Du lagde på dem før os. Og vor Herre, bebyrd os ikke med noget, vi ikke har styrke til at bære. Bær over med os, tilgiv os, og hav barmhjertighed med os. Du er vor Herre, så hjælp os mod det fornægtende folk.”