Al-Araf

﴾1﴿ Alif, Lâm, Mîm, Sâd.
﴾2﴿ En Bog, der er blevet sendt ned til dig. Så lad der ikke blive trangt om dit hjerte derover, for at du kan advare dermed, og for at det kan være en påmindelse til de troende.
﴾3﴿ Følg det, der er blevet sendt ned til jer fra jeres Herre, og følg ikke andre venner ud over Ham. Hvor lidt lader I jer påminde!
﴾4﴿ Hvor mangen en by har Vi ikke tilintetgjort! Og Vor straf kom over den om natten, eller mens de tog middagslur.
﴾5﴿ Og deres råb var, da Vor straf kom over dem, ikke andet, end at de sagde: ”Vi var sandelig uretfærdige.”
﴾6﴿ Så Vi vil sandelig udspørge dem, til hvem sendebuddene blev sendt, og Vi vil sandelig udspørge sendebuddene.
﴾7﴿ Så vil Vi sandelig fortælle dem, med viden, og Vi var aldrig fraværende.
﴾8﴿ Og vejningen på den dag er sandheden. Så de, hvis vægtskåle er tunge, det er dem, der vil være de succesrige.
﴾9﴿ Og de, hvis vægtskåle er lette, det er dem, der har fortabt dem selv, fordi de plejede at handle uret mod Vore Tegn.
﴾10﴿ Og sandelig gav Vi jer et sted på jorden og skabte deri livsmidler til jer. Hvor lidt er det, I er taknemmelige?
﴾11﴿ Og sandelig skabte Vi jer, så formede Vi jer, og derpå sagde Vi til englene: ”Isjudû (kast jer ned med ansigtet mod jorden) for Adam,” da kastede de sig ned, undtagen Iblîs (Satan). Han var ikke blandt dem, der (kastede sig ned med ansigtet mod jorden).
﴾12﴿ Allâh sagde: ”Hvad forhindrede dig i at (kaste dig ned med ansigtet mod jorden), da Jeg befalede dig (det)?” Han sagde: ”Jeg er bedre end ham. Du har skabt mig af ild, og Du skabte ham af ler.”
﴾13﴿ Han sagde: ”Så gå ned herfra; det tilkommer ikke dig at være hovmodig her. Så gå ud – du skal sandelig være blandt de vanærede.”
﴾14﴿ Han sagde: ”Giv mig udsættelse til den dag, de bliver bragt til genopstandelse.”
﴾15﴿ Han (Allâh) sagde: ”Du skal være blandt dem, der får udsættelse.”
﴾16﴿ Han sagde: ”Fordi Du har fået mig til at fare vild, vil jeg sandelig ligge på lur efter dem på Din rette vej.
﴾17﴿ Så vil jeg sandelig komme til dem, forfra og bagfra og fra deres højre (side) og fra deres venstre (side). Og Du vil ikke finde mange af dem taknemmelige.”
﴾18﴿ Han (Allâh) sagde: ”Gå ud herfra, foragtet (og) fordrevet. Hvem af dem, der følger dig – vil Jeg sandelig fylde Helvede med jer alle (sammen).”
﴾19﴿ Og: ”O, Adam! Bosæt dig sammen med din hustru i Paradiset, og spis I begge deraf, hvor som helst I vil. Men nærm jer ikke dette træ, for da vil I begge være blandt Zâlimîn (de, som overskrider Allâhs grænse).”
﴾20﴿ Så hviskede Satan til dem – for at gøre deres køn synligt, som var skjult for dem – og han sagde: ”Jeres Herre har kun forbudt jer dette træ, for at I ikke skal blive engle eller blandt dem, der lever evigt.”
﴾21﴿ Og han tilsvor dem: ”Jeg er sandelig en af dem, der råder jer godt.”
﴾22﴿ Så han lokkede dem med bedrag. Da de smagte af træet, blev deres køn synligt for dem. Og de begyndte at hæfte blade fra Paradiset sammen omkring sig. Og deres Herre kaldte dem: ”Forbød Jeg jer ikke dette træ, og har Jeg ikke fortalt jer, at Satan er jer sandelig en åbenlys fjende?”
﴾23﴿ De sagde: ”Vor Herre, vi har handlet uret mod os selv, og hvis Du ikke tilgiver os og har barmhjertighed med os, så vil vi sandelig være blandt de fortabte.”
﴾24﴿ Han sagde: ”Gå ned; (I skal være) hinandens fjender. Og på jorden skal I have et opholdssted og et livsunderhold for en tid.”
﴾25﴿ Han sagde: ”På den skal I leve, og på den skal I dø, og af den skal I blive bragt frem (genopstå).”
﴾26﴿ O, Adams børn, Vi har sandelig sendt klæder ned til jer, der skjuler jeres køn og er prydende. Og Taqwas (Gudfrygtens) klædning er bedst. Det er et af Allâhs tegn, for at de måtte lade sig påminde.
﴾27﴿ O, Adams børn: ”Lad ikke Satan narre jer på samme måde, som han fik jeres forældre uddrevet af Paradiset, idet han trak deres klæder af dem, for at vise dem deres køn. Sandelig, han ser jer, han og hans stamme, hvorfra I ikke kan se dem. Vi har sandelig gjort satanerne til venner af dem, der ikke tror.”
﴾28﴿ Og når de begår en skamløs handling, siger de: ”Vi fandt, at vores fædre gjorde det, og Allâh har påbudt os det.” Sig: ”Allâh påbyder ikke noget skamløst. Siger I om Allâh, hvad I ikke ved?”
﴾29﴿ Sig: ”Min Herre har påbudt retfærdighed.” Og ret jeres ansigt (mod Allâh) i enhver masjid . Og påkald Ham, idet I gør religionen (oprigtig) til Ham alene. Sådan som Han har skabt jer, skal I vende tilbage.
﴾30﴿ En gruppe har Han retledet, og en anden gruppe har Han pådraget vildfarelse, (fordi) de har taget satanerne som venner, foruden Allâh, og de regner med, at de er retledte.
﴾31﴿ O, Adams børn, tag jeres prydelse i enhver masjid. Og spis og drik og ødsl ikke. Sandelig, Han elsker ikke dem, der ødsler.
﴾32﴿ Sig: ”Hvem har forbudt Allâhs prydelse, som Han har frembragt til Sine tjenere, og de gode ting af forsyningen?” Sig: ”Det er for dem, der tror i dette verdslige liv, men især på Opstandelsens Dag.” Således fremlægger Vi tegnene for folk, der har viden.”
﴾33﴿ Sig: ”Min Herre har kun forbudt skamløse handlinger, både åbenlyst og i det skjulte, og synd og uret vold, og at I sætter noget ved Allâhs side, hvorom Han ikke har sendt nogen bemyndigelse ned. Og at I siger om Allâh, hvad I ikke ved.”
﴾34﴿ Og for ethvert folk er der en tidsfrist. Så når deres frist kommer, vil de ikke blive forsinket en time (for et øjeblik), ej heller vil de fremskynde den.
﴾35﴿ O, Adams børn, hvis der kommer sendebud til jer fra jer selv for at berette jer Mine tegn, så de, der frygter Allâh og retter op (på sig selv) – for dem vil der ingen frygt være, og ej heller skal de sørge.
﴾36﴿ Og de, der kalder Vore tegn for løgn og vender sig fra dem i hovmod, de er Ildens folk. Deri vil de blive for evigt.
﴾37﴿ Så hvem er mere uretfærdig end den, der opdigter en løgn om Allâh eller kalder Hans tegn for løgn? De skal få deres andel af, hvad der er (foreskrevet dem) i Bogen, indtil Vore sendebud kommer til dem og tager deres sjæl, (og) de siger: ”Hvor er det, I plejede at påkalde foruden Allâh?” De vil svare: ”Det er forsvundet fra os.” Og de vil vidne mod sig selv, at de var fornægtere.
﴾38﴿ Han (Allâh) vil sige: ”Indtræd i Ilden med folk blandt djinner og mennesker, der gik bort før jer.” Hver gang et folk indtræder, forbander det deres søsterfolk, indtil de alle vil blive samlet deri. De sidste af dem vil sige om de første: ”Vor Herre, det var dem, der vildledte os. Giv dem en dobbelt straf i Ilden.” Han vil sige: ”For enhver er der en dobbelt (straf), men I ved det ikke.”
﴾39﴿ Og de første af dem vil sige til de sidste af dem: ”I har intet fortrin over os. Så smag straffen for, hvad I plejede at tjene.”
﴾40﴿ Sandelig, de, der kalder Vore tegn for løgn og vendte sig imod dem i hovmod, for dem vil himlens porte ikke blive åbnet, og de vil ikke indtræde Paradiset, før en kamel kan gå igennem et nåleøje. Og således gengælder Vi forbryderne.
﴾41﴿ For dem er der et leje af Djahannam (Helvede) og over dem tæpper (af ild). Og således gengælder Vi Zâlimîn (de uretfærdige).
﴾42﴿ Og de, der tror og gør gode gerninger – Allâh bebyrder ingen over dens evne; de er Paradisets beboer. Deri vil de blive for evigt.
﴾43﴿ Og Vi vil fjerne, hvad der er af nag i deres hjerter. Floder vil løbe under dem, og de vil sige: ”Al lovprisning tilkommer Allâh, der har retledet os til dette, og vi ville ikke have været retledede, hvis Allâh ikke havde retledt os. Sandelig, vor Herres sendebud bragte sandheden.” Og der vil blive råbt til dem: ”Det er Paradiset. Det har I fået i arv for det, som I plejede at gøre.”
﴾44﴿ Og Paradisets beboer vil kalde på Ildens beboer: ”Vi har fundet, at det, som vor Herre havde lovet os, er sandt. Har I (også) fundet, at det, som jeres Herre har lovet jer, er sandt?” De vil svare: ”Ja.” Så vil en udråber blandt dem råbe: ”Allâhs forbandelse er over Zâlimîn (de uretfærdige).
﴾45﴿ Dem, som forhindrede andre fra Allâhs vej og ønskede den skæv, og de fornægtede det Hinsidige.”
﴾46﴿ Og mellem de to er der en barriere. Og på al-A‘râf (højderne) er der mænd, der genkender alle på deres mærker, og de vil råbe ud til Paradisets beboere: ”Fred være med jer.” De er ikke indtrådt i det (endnu), selv om de håber på (det).
﴾47﴿ Og når deres blik vender sig mod dem, der er Ildens beboere, vil de sige: ”Vor Herre, sæt os ikke sammen med Zâlimîn (de uretfærdige).”
﴾48﴿ Og beboerne på al-Aʻrâf (højderne) vil råbe ud til nogle mænd, som de genkender på deres mærker. De vil sige: ”Jeres store forsamling hjalp jer ikke, ej heller at I var hovmodige.
﴾49﴿ Er det disse, som I har svoret på, at Allâh ikke vil nå dem med barmhjertighed?” Træd ind i Paradiset. For jer vil der ingen frygt være, og ej heller skal I sørge.
﴾50﴿ Og Ildens beboere vil råbe til Paradisets beboere: ”Hæld noget vand over os eller noget af det, som Allâh har forsynet jer (med).” De vil sige: ”Sandelig, Allâh har forbudt begge dele for fornægterne.
﴾51﴿ De, der havde taget deres tro som spøg og tidsfordriv, og som det verdslige liv har bedraget.” Så i dag vil Vi glemme dem, ligesom de glemte mødet med denne deres dag, og fordi de plejede at afvise Vore tegn.
﴾52﴿ Og Vi har sandelig bragt dem en Bog, som Vi har uddybet med viden, en retledning og barmhjertighed for et folk, der tror.
﴾53﴿ Venter de på andet end dets afgørelse? Den dag, hvor opgørelsen kommer, vil de, der tidligere havde glemt det, sige: ”Vor Herres sendebud har sandelig bragt sandheden. Så har vi nogen mægler, der vil gå i forbøn for os? Eller kan vi blive sendt tilbage, så vi kan handle anderledes end den måde, hvorpå vi plejede at handle?” De har sandelig fortabt sig selv, og det, de fandt på, er blevet borte for dem.
﴾54﴿ Sandelig, jeres Herre er Allâh, der skabte Himlene og Jorden på seks dage; derefter Istawa (steg) Han over tronen. Han lader natten dække dagen, idet den hurtigt følger den. Og (Han skabte) solen og månen og stjernerne (og) underkastede dem Sin befaling. Vogt jer, Ham tilkommer skabelsen og befalingen. Velsignet være Allâh, alle verdnernes Herre.
﴾55﴿ Påkald jeres Herre ydmygt og i det skjulte. Sandelig, Han elsker ikke dem, der overtræder (grænserne).
﴾56﴿ Og stift ikke ufred på jorden, efter at den blev bragt i orden. Og påkald Ham i frygt og håb. Sandelig, Allâhs barmhjertighed er nær ved dem, der handler godt.
﴾57﴿ Og Han er Den, der sender vindene, bærende godt nyt forud for Hans barmhjertighed. Når de løfter de tunge skyer op, driver Vi dem hen til et dødt land, (hvorfra) Vi så sender vand ned gennem dem. Derved frembringer Vi alle slags frugter. Således vil Vi oprejse de døde, for at I måtte lade jer påminde.
﴾58﴿ Og det gode land – dets planter kommer frem med dets Herres tilladelse. Men på det, der er dårligt, gror intet, undtagen med besvær. Således fremlægger vi tegnene på forskellig vis for et folk, der er taknemmeligt.
﴾59﴿ Vi sendte sandelig Nûh (Noah) til hans folk. Så sagde han: ”O, mit folk, tilbed Allâh. I har ingen anden gud end Ham. Jeg frygter på jeres vegne en vældig Dags straf.”
﴾60﴿ Lederne blandt hans folk sagde: ”Sandelig ser vi dig i en åbenlys vildfarelse.”
﴾61﴿ Han sagde: ”O, mit folk, der er ingen vildfarelse i mig, men jeg er et sendebud fra alle verdnernes Herre.
﴾62﴿ Jeg overbringer jer min Herres budskaber, og jeg råder jer (godt), og jeg ved fra Allâh, hvad I ikke ved.
﴾63﴿ Undrer I jer over, at en påmindelse fra jeres Herre er kommet til jer gennem en mand af jeres egne, for at han kan advare jer, og for at I kan blive Gudfrygtige, og for at I vil blive velsignet med barmhjertighed?”
﴾64﴿ Så beskyldte de ham for at lyve. Derpå frelste Vi ham og dem, der var med ham i skibet. Og de, der kaldte Vore tegn for løgn, dem lod Vi drukne. Sandelig, de var et blindt folk.
﴾65﴿ Og til ‘Âd (sendte Vi) deres broder Hûd. Han sagde: ”O, mit folk, tilbed Allâh. I har ingen anden gud end Ham. Vil I ikke blive Gudfrygtige?”
﴾66﴿ Lederne blandt hans folk, der fornægtede, sagde: ”Sandelig, vi ser dig i dårskab, og vi mener sandelig, at du er en af løgnerne.”
﴾67﴿ Han sagde: ”O, mit folk, der er ingen dårskab i mig, men jeg er et sendebud fra alle verdnernes Herre.
﴾68﴿ Jeg overbringer jer min Herres budskaber, og jeg er jer en troværdig formaner.
﴾69﴿ Undrer I jer over, at en påmindelse fra jeres Herre er kommet til jer gennem en mand af jeres egne, for at han kan advare jer? Og husk, Han gjorde jer til efterfølgere efter Nûhs (Noahs) folk og gav jer forøget kraft i legemsbygningen. Så husk på Allâhs nåde, således at I måtte blive succesrige.”
﴾70﴿ De sagde: ”Er du kommet til os, for at vi skal tilbede Allâh alene og opgive det, vores forfædre plejede at tilbede? Bring os da det, du truer os med, hvis du er en af de sandfærdige.”
﴾71﴿ Han sagde: ”Straf og vrede fra jeres Herre er allerede faldet over jer. Strides I med mig om navne, som I og jeres fædre har opfundet, og hvorom Allâh ikke har sendt nogen bemyndigelse ned? Så vent, jeg er med jer blandt dem, der venter.”
﴾72﴿ Så frelste Vi ham og dem, der var med ham, ved Vor Barmhjertighed, og Vi udryddede dem, der kaldte Vore tegn for løgn. Og de var ikke troende.
﴾73﴿ Og til Thamûd (sendte Vi) deres broder Sâlih. Han sagde: ”O, mit folk, tilbed Allâh. I har ingen anden gud end Ham. Der er sandelig kommet et klart bevis til jer fra jeres Herre. Dette er Allâhs hunkamel, et tegn til jer. Så lad den æde på Allâhs jord, og gør den ikke fortræd, for så vil en smertefuld straf gribe jer.
﴾74﴿ Og husk, da Han gjorde jer til efterfølgere efter ʻÂd og husede jer på Jorden; I bygger slotte på dens sletter og udhugger bjerge til huse. Så husk på Allâhs nåde, og gå ikke rundt på Jorden, idet I stifter ufred.”
﴾75﴿ Lederne blandt hans folk, der var arrogante, sagde til de svage af dem, til dem af dem, som troede: ”Ved I, at Sâlih er et sendebud fra sin Herre?” De sagde: ”Sandelig, vi tror på det, han er blevet sendt med.”
﴾76﴿ De, der var arrogante, sagde: ”Sandelig, vi fornægter det, som I tror på.”
﴾77﴿ Derefter skar de haserne over på hunkamelen og trodsede deres Herres befaling og sagde: ”O, Sâlih, bring os det, du truer os med, hvis du er et af sendebuddene.”
﴾78﴿ Så tog jordskælvet dem, og de lå livløse i deres hjem.
﴾79﴿ Derefter vendte han sig fra dem og sagde: ”O, mit folk, jeg har sandelig overbragt jer min Herres budskab og formanede jer, men I kan ikke lide dem, der formaner.”
﴾80﴿ Og (husk) Lût (Lot), da han sagde til sit folk: ”Begår I den skamløse handling, som ingen i alverden begik før jer?
﴾81﴿ Sandelig, I går til mænd med jeres begær, i stedet for til kvinder. Nej! I er folk, der overskrider grænserne.”
﴾82﴿ Og hans folks svar var kun, at de sagde: ”Uddriv dem fra jeres by. De er mennesker, der holder sig rene.”
﴾83﴿ Så Vi reddede ham og hans familie, undtagen hans hustru – hun var en af dem, der blev tilbage.
﴾84﴿ Og Vi (lod en) regn regne ned over dem. Så se, hvorledes enden blev for forbryderne.
﴾85﴿ Og til Madyan (Midjan) (sendte Vi) deres broder Shu‘aib. Han sagde: ”O, mit folk, tilbed Allâh. I har ingen anden gud end Ham. Der er sandelig kommet et klart bevis til jer fra jeres Herre. Giv derfor fuldt mål og (rigtig) vægt, og giv ikke menneskene for lidt for deres ting, og stift ikke ufred på jorden, efter at den er blevet bragt i orden. Dette er bedst for jer, hvis I er troende.
﴾86﴿ Og sid ikke ved enhver vej, idet I truer og lægger hindringer på Allâhs vej for dem, der tror på Ham, og I ønsker den skæv. Og husk den tid, hvor I var få, og så gjorde han jer til mange. Og se, hvorledes enden blev for urostifterne.
﴾87﴿ Og hvis der er en gruppe iblandt jer, der tror på det, jeg er blevet sendt med, og en anden gruppe, som ikke tror, så hav tålmodighed, indtil Allâh dømmer
﴾88﴿ Lederne fra hans folk, der var hovmodige, sagde: ”Vi vil sandelig uddrive dig, O, Shu´aib, og dem, der tror, med dig fra vores by. Eller (også) skal I vende tilbage til vores religion.” Han sagde: ”Selvom vi afskyr (det)?”
﴾89﴿ Vi opdigter en løgn om Allâh, hvis vi vender tilbage til jeres religion, efter at Allâh har frelst os fra den. Og det er ikke muligt for os at vende tilbage til den, kun hvis Allâh, vores Herre, vil det. Vores Herre omfatter alle ting i viden. Vi sætter vores lid til Allâh: ”Vor Herre, døm mellem os og vores folk med sandheden. Og Du er den bedste af dem, der dømmer.”
﴾90﴿ Og lederne fra hans folk, der fornægtede, sagde: ”Hvis I følger Shu´aib, så vil I sandelig være fortabte.”
﴾91﴿ Så tog jordskælvet dem, og de lå livløse i deres hjem.
﴾92﴿ De, som beskyldte Shu´iab for løgn, var, som om de aldrig boede dér. De, som beskyldte Shu´aib for løgn, var de fortabte.
﴾93﴿ Så vendte han sig bort fra dem og sagde: ”O, mit folk, jeg har sandelig overbragt jer min Herres budskaber, og jeg har formanet jer. Hvordan skulle jeg sørge over et fornægtende folk?”
﴾94﴿ Og Vi sendte ikke en profet til en by, undtagen at Vi greb dens befolkning med modgang og lidelser, så de måtte blive ydmyge.
﴾95﴿ Derefter erstattede Vi det slette med det gode, indtil de voksede (i antal og velstand), og sagde: ”Lidelser og velstand kom (også) til vores fædre.” Da greb Vi dem pludselig, og de vidste det ikke.
﴾96﴿ Og hvis byernes folk havde troet og været gudfrygtige, så havde Vi udgydt velsignelser fra Himlen og Jorden over dem, men de løj. Så Vi greb dem, for det de plejede at lave.
﴾97﴿ Og kan byernes folk føle sig i sikkerhed, for at Vor straf (ikke) kommer over dem om natten, mens de sover?
﴾98﴿ Eller kan byernes folk føle sig i sikkerhed, for at Vor straf (ikke) kommer over dem ved dagskæret, mens de fornøjer sig?
﴾99﴿ Føler de sig i sikkerhed mod Allâhs plan? Der er ingen, der føler sig i sikkerhed mod Allâhs plan, undtagen det fortabte folk.
﴾100﴿ Eller kan det ikke retlede dem, der har arvet landet efter dens (tidligere) indbyggere, at Vi, hvis Vi vil, kunne ramme dem for deres synder? Og Vi forsegler deres hjerter, så de intet kan høre.
﴾101﴿ Det er de byer, (hvorom) Vi fortæller dig om deres (betydningsfulde) begivenheder. Og deres sendebud kom sandelig til dem med klare beviser, men de ville ikke tro på det, de havde løjet om tidligere. Således forsegler Allâh fornægternes hjerter.
﴾102﴿ Og Vi fandt ikke nogen pagt hos de fleste af dem, og sandelig fandt Vi de fleste af dem Fâsiqîn (syndere).
﴾103﴿ Derefter sendte Vi efter dem Mûsá (Moses) med Vore tegn til Firʻaun (Farao) og hans (regerings)ledere, men de var uretfærdige mod dem (tegnene). Så se, hvorledes enden blev for al-Mufsidîn (urostifterne).
﴾104﴿ Og Mûsá (Moses) sagde: ”O, Firʻaun (Farao), jeg er et sendebud fra verdnernes Herre.
﴾105﴿ Det er ikke passende for mig at sige andet end sandheden om Allâh. Jeg er sandelig kommet med et tydeligt tegn til jer fra jeres Herre. Så send Banî Isrâ’îl (Israels børn) med mig.”
﴾106﴿ Han sagde: ”Hvis du er kommet med et tegn, så frembring det, hvis du er en af de sandfærdige.”
﴾107﴿ Så smed han sin stav, og den blev (til) en tydelig slange.
﴾108﴿ Og han trak sin hånd frem, og den blev hvid (strålende) for tilskuerne.
﴾109﴿ Lederne fra Firʻauns (Faraos) folk sagde: ”Det er sandelig en kyndig troldmand.
﴾110﴿ Han ønsker at uddrive jer fra jeres land, så hvad er det, I foreslår?”
﴾111﴿ De sagde: ”Giv ham og hans bror en udsættelse, og send herolder til byerne.
﴾112﴿ For at bringe dig enhver vidende troldmand.”
﴾113﴿ Og troldmændene kom til Firʻaûn (Farao), (og) de sagde: ”Vi skal sandelig have en belønning, hvis vi er de sejrrige.”
﴾114﴿ Han sagde: ”Ja, og I skal sandelig være blandt (mine) nære.”
﴾115﴿ De sagde: ”O, Mûsá (Moses), enten kaster du (først), eller også vil vi være dem, der kaster (først)?”
﴾116﴿ Han sagde: ”Kast I.” Så da de kastede, fortryllede de folks øjne og gjorde dem bange og frembragte en mægtig trolddom.
﴾117﴿ Og Vi åbenbarede til Mûsá (Moses): ”Kast din stav.” Og straks begyndte den at sluge det bedrag, de havde lavet.
﴾118﴿ Så blev sandheden bekræftet, og forgæves var, hvad de gjorde.
﴾119﴿ Så blev de besejret dér, og de vendte (tilbage) i vanære.
﴾120﴿ Og troldmændene kastede sig ned med deres ansigter mod jorden.
﴾121﴿ De sagde: ”Vi tror på verdnernes Herre.
﴾122﴿ Mûsá (Moses´) og Hârûns (Ârons) Herre.”
﴾123﴿ Firʻaun (Farao) sagde: ”Tror I på ham, før jeg har givet jer lov? Dette er sandelig (uden tvivl) en list, som I har udtænkt i byen, for at I kan uddrive dens indbyggere derfra. Men I kommer til at kende (dens ende).”
﴾124﴿ Jeg vil sandelig afhugge jeres hænder og jeres fødder i modsat side. Derefter vil jeg korsfæste jer alle sammen.”
﴾125﴿ De sagde: ”Vi skal sandelig vende tilbage til vor Herre.”
﴾126﴿ Og du tager hævn over os, kun fordi vi troede på vor Herres tegn, da de kom til os. ”Vor Herre skænk os tålmodighed og lad os dø som muslimîn (dem, der underkaster sig Allâh).”
﴾127﴿ Og lederne af Firʻaûns (Faraos) folk sagde: ”Vil du lade Mûsá (Moses) og hans folk skabe uro I landet og forlade dig og dine guder?” Han sagde: ”Vi vil dræbe deres sønner og lade deres kvinder leve. Og vi har sandelig magt over dem.”
﴾128﴿ Og Mûsá (Moses) sagde til sit folk: ”Søg hjælp hos Allâh og vær udholdende. Sandelig, Jorden tilhører Allâh. Og Han lader den gå i arv, til hvem af Sine tjenere Han vil. Og enden vil være til (gode for) de gudfrygtige.”
﴾129﴿ De sagde: ”Vi blev pint, før du kom til os, og også efter at du kom til os.” Han sagde: ”Måske vil jeres Herre tilintetgøre jeres fjende og gøre jer til efterfølgere på jorden, for at Han kan se, hvorledes I handler.”
﴾130﴿ Og Vi greb Firʻaûns (Faraos) folk med (mange års) hungersnød og mangel på afgrøder, for at de måtte lade sig påminde.
﴾131﴿ Men når noget godt kom til dem, sagde de: ”Dette tilkommer os.” Og når noget ondt ramte dem, tilskrev de Mûsá (Moses) og dem, der var med ham, som (dårligt) varsel. Sandelig, deres varsel ligger hos Allâh (alene), men de fleste af dem ved det ikke.
﴾132﴿ Og de sagde: ”Hvilket tegn du end bringer os for at forhekse os dermed, så vil vi ikke tro på dig.”
﴾133﴿ Så sendte Vi oversvømmelse over dem og græshopper og lus og frøer og blod som tydelige tegn. Men de var hovmodige, og de var et syndigt folk.
﴾134﴿ Og da straffen faldt over dem, sagde de: ”O, Mûsá (Moses), bed til din Herre for os, i kraft af den pagt Han har sluttet med dig. Hvis du fjerner straffen fra os, vil vi sandelig tro på dig og sende Banî Isrâ’îl (Israels børn) med dig.”
﴾135﴿ Men da Vi fjernede straffen fra dem, indtil en tidsfrist, som de (nok) skulle nå, så brød de deres løfte.
﴾136﴿ Så tog Vi hævn over dem og lod dem drukne i havet, fordi de kaldte Vore tegn for løgn, og de var ligeglade med dem.
﴾137﴿ Og Vi lod det folk, der ansås for at være svage, arve landets østlige og vestlige dele, som Vi havde velsignet. Og din Herres skønne ord blev opfyldt for Banî Isrâ’îl (Israels børn), fordi de var udholdende. Og Vi knuste, hvad Firʻaûn (Farao) og hans folk havde lavet, og hvad de havde opført.
﴾138﴿ Og Vi lod Banî Isrâ’îl (Israels børn) krydse havet. Så kom de til et folk, der sad i hengivenhed til deres afguder. De (israelitterne) sagde: ”O, Mûsá (Moses), lav en gud til os, ligesom de har guder.” Han sagde: ”I er sandelig et uvidende folk.
﴾139﴿ Det, de (folk) beskæftiger sig med, vil blive ødelagt, og falskt er, hvad de gør.”
﴾140﴿ Han sagde: ”Skal jeg søge jer en anden Gud end Allâh, når Han har begunstiget jer frem for alle verdnernes (folk)?”
﴾141﴿ Og husk, da Vi reddede jer fra Firʻaûns (Faraos) folk, som påførte jer en frygtelig straf, de dræbte jeres sønner og lod jeres kvinder leve. Og deri var der en stor prøvelse fra jeres Herre.
﴾142﴿ Og Vi aftalte med Mûsá (Moses) en tidsfrist på tredive nætter, og vi fuldendte dem med (yderligere) ti. Så hans Herres (fastsatte) tid blev fuldendt til fyrre nætter. Og Mûsá (Moses) sagde til sin broder Hârûn (Aron): ”Vær min stedfortræder blandt mit folk, og skab forlig, og følg ikke urostifternes vej.”
﴾143﴿ Og da Mûsá (Moses) kom til Vores fastsatte tid, og hans Herre talte til ham, sagde han: ”Min Herre, vis Dig for mig, så jeg kan se Dig.” Han sagde: ”Du vil aldrig (komme til at) se Mig, men se på bjerget. Hvis det bliver stående på sit sted, vil du se Mig.” Men da hans Herre viste Sin Majestæt for bjerget, gjorde Han det til støv, og Mûsá (Moses) faldt besvimet om (på jorden). Så, da han kom til bevidsthed, sagde han: ”Lovprist er Du. Jeg angrer over for Dig, og jeg er den første af de troende.”
﴾144﴿ Han sagde: ”O, Mûsá (Moses), Jeg har udvalgt dig frem for alle menneskene, ved Mine budskaber og ved Mine ord. Så tag imod, hvad Jeg giver dig, og vær en af de taknemmelige.”
﴾145﴿ Og Vi skrev for ham på tavlerne en formaning om alt og en forklaring på alle ting: ”Så hold godt fast ved det og bed dit folk om at holde fast ved de bedste ting deri. Jeg skal vise jer syndernes bolig.”
﴾146﴿ Dem, der er hovmodige på jorden uden ret, vil Jeg vende bort fra Mine tegn. Og selvom de ser ethvert tegn, vil de ikke tro på det. Og hvis de ser retledningens vej, vil de ikke vælge den som vej. Og hvis de ser vildfarelsens vej, vil de vælge den som vej. Sådan er det, fordi de har kaldt Vores tegn for løgn og var ligeglade med dem.
﴾147﴿ Og de, der har kaldt Vores tegn og mødet med det Hinsidige for løgn, deres gerninger vil være forspildte. Skal de belønnes for andet end det, de plejede at gøre?”
﴾148﴿ Og Mûsás (Moses’) folk tog sig i hans fravær en kalv lavet af deres smykker, en krop, der havde en brølende lyd. Kunne de ikke se, at den ikke talte til dem eller ledte dem på (den rette) vej? De tog den til sig, og de var Zâlimîn (uretfærdige).
﴾149﴿ Og da de for alvor angrede og så, at de sandelig var faret vild, sagde de: ”Hvis vor Herre ikke viser os barmhjertighed og ikke tilgiver os, vil vi sandelig være blandt de fortabte.”
﴾150﴿ Og da Mûsá (Moses) vendte tilbage til sit folk, vred (og) sorgfuld, sagde han: ”Dårligt er det, I har gjort i mit fravær. Har I forhastet (jer i) jeres Herres befaling ?” Og han kastede tavlerne fra sig og greb fat i sin broders hoved, (mens) han trak ham hen til sig. Han (Aron) sagde: ”Søn af min mor, sandelig, folket anså mig for (værende) svag, og de havde nær slået mig ihjel. Så lad ikke fjenderne glæde sig over mig (min ulykke), og lad mig ikke være blandt Zâlimîn (de uretfærdige).”
﴾151﴿ Han sagde: ”Min Herre, tilgiv mig og min broder, og lad os træde ind i Din barmhjertighed. Og Du er Den Barmhjertigste af de barmhjertige.”
﴾152﴿ Sandelig, de, der tog kalven (som gud) til sig, vil blive ramt af Allâhs vrede og ydmygelse i det verdslige liv. Og således gengælder Vi dem, der opdigter.
﴾153﴿ Og de, der begik onde gerninger, men derefter angrede og troede. Sandelig, din Herre vil derefter være Tilgivende, Barmhjertig.
﴾154﴿ Og da Mûsás (Moses’) vrede havde lagt sig, samlede han tavlerne op, og i deres indskrift var der retledning og barmhjertighed for dem, der frygter deres Herre.
﴾155﴿ Og Mûsá (Moses) udvalgte halvfjerds mænd fra sit folk til Vores (fastsatte) møde. Men da jordskælvet kom over dem, sagde han: ”Min Herre, hvis Du ville, havde Du tidligere tilintetgjort både dem og mig. Vil Du tilintetgøre os for det, som tåberne blandt os har gjort? Dette er kun en prøvelse fra Dig, hvorved du vildleder, hvem Du vil, og retleder, hvem Du vil. Du er vores Beskytter, så tilgiv os, og vis os barmhjertighed. Du er Den Bedste af dem, der tilgiver.
﴾156﴿ Og foreskriv os det gode i denne verden og i det Hinsidige, vi har sandelig vendt os til Dig (i anger).” Han sagde: ”Jeg rammer med Min straf, hvem Jeg vil, men Min barmhjertighed omfatter alt. Så den vil Jeg foreskrive til dem, der frygter og giver Zakâh (almisse), og til dem, der tror på Vores tegn.”
﴾157﴿ De, der følger Sendebuddet, den ummi Profet, som de finder skrevet (nævnt) hos sig selv i al-Tawrâh (Toraen) og al-Indjîl (Evangeliet), han påbyder dem det rette og forbyder dem det onde. Og han tillader dem de gode ting og forbyder dem de slette ting, og han tager deres byrde fra dem og de lænker, der var på dem. Så de, der tror på ham og støtter ham og hjælper ham og følger det lys, der blev sendt ned med ham, de er de succesrige.
﴾158﴿ Sig: ”O, I mennesker, jeg er et sendebud til jer alle fra Allâh, Den, til hvem Herredømmet i Himlene og Jorden tilhører. Der er ingen anden gud end Ham. Han giver liv og bringer død. Så tro på Allâh og Hans Sendebud, den ummi Profet (der hverken læser eller skriver), der tror på Allâh og Hans ord, og følg ham, således at I måtte være retledte.”
﴾159﴿ Og blandt Mûsás (Moses’) folk er der et folk, der retleder med sandheden og øver retfærdighed dermed.
﴾160﴿ Og Vi delte dem i tolv stammer som fællesskaber. Og Vi åbenbarede for Mûsá (Moses), da hans folk spurgte ham om vand: ”Slå på sten med din stav.” Så strømmede tolv kilder frem deraf. Da vidste enhver af dem, hvor deres drikkested var. Og Vi lod skyerne overskygge dem, og Vi sendte al-Manna (en slags sød substans) og al-Salwá (vagtler) ned til dem (og sagde): ”Spis af de gode ting, vi har forsynet jer med.” Og de gjorde ikke Os uret, men de gjorde sig selv uret.
﴾161﴿ Og da der blev sagt til dem: ”Bo i denne by, og spis, hvor end I ønsker, i den,” og sig: ”Tilgiv os,” og gå bøjet (i ydmyghed) ind ad døren, (så) vil Vi tilgive jer jeres fejl. Vi vil forøge (belønningen) for dem, som handler godt.
﴾162﴿ Men de, som handlede uret blandt dem, ændrede det ord, som var blevet fortalt dem, med et andet. Så sendte Vi en straf (plage) fra himlen over dem, fordi de havde været uretfærdige.
﴾163﴿ Og spørg dem om byen, der lå ved havet, da de begik overtrædelser på sabbatten, da deres fisk kom til dem åbenlyst på deres sabbatsdag. Og når de ikke holdt sabbat, kom de ikke (frem). Således prøvede Vi dem, fordi de plejede at overtræde.
﴾164﴿ Og da en gruppe blandt dem sagde: ”Hvorfor forkynder I til et folk, som Allâh vil tilintetgøre eller straffe med en streng straf?” De sagde: ”Som undskyldning over for jeres Herre, og for at de måtte frygte Allâh.”
﴾165﴿ Men da de glemte, hvad de var blevet påmindet om, reddede Vi dem, der plejede at forbyde det onde, og greb dem, der var uretfærdige, med en voldsom straf, fordi de plejede at overtræde.
﴾166﴿ Så da de gik over de grænser, der var blevet forbudt dem, sagde Vi til dem: ”Bliv til aber – for¬agtede og udstødte.”
﴾167﴿ Og da din Herre forkyndte, at Han sandelig indtil Opstandelsens Dag ville sende nogen over dem, der påfører dem slet straf. Sandelig, din Herre er hurtig til at straffe, og Han er sandelig Tilgivende, Barmhjertig.
﴾168﴿ Og Vi splittede dem i fællesskaber på jorden. Nogle af dem er retskafne, mens andre ikke er det. Og Vi prøvede dem med gode ting og med dårlige ting, for at de måtte vende tilbage (til den rette vej).
﴾169﴿ Så efter dem kom der en (ulydig) generation, der arvede Bogen. De tager goderne af denne lave (verden), og de siger: ”Det vil blive os tilgivet.” Og hvis der kom noget lignende til dem, vil de tage det. Blev Bogens pagt ikke sluttet med dem, om at de ikke må andet end sandheden om Allâh? Og de lærte, hvad der er i den. Og den Hinsidige bolig er bedre for dem, der frygter Allâh. Har I ingen forståelse?
﴾170﴿ Og dem, der holder fast ved Bogen og opretholder Salâh (bøn), sandelig, Vi vil ikke lade de retskafnes belønning gå til spilde.
﴾171﴿ Og da Vi hævede bjerget over dem, som om det var et dække, og de troede, at det ville falde over dem. (Vi sagde): ”Hold fast ved det, som Vi har givet jer, og ihukom, hvad der er deri, for at I måtte frygte Allâh.”
﴾172﴿ Og da din Herre fra Adams børns lænder frembragte deres efterkommere, og lod dem vidne mod sig selv: ”Er Jeg ikke jeres Herre?” De sagde: ”Jo! Det bevidner vi,” for at I ikke på Opstandelsens Dag skal sige: ”Vi var sandelig uvidende om dette.”
﴾173﴿ Eller (for at) I (ikke) skal sige: ”Det var vores forfædre, der satte andre ved siden af Gud, og vi var (kun) efterkommere, (som kom) efter dem. Vil Du da tilintetgøre os for det, de, bedragerne, gjorde?”
﴾174﴿ Og således gør Vi tegnene tydelige, således at de måtte vende tilbage (til den rette vej).
﴾175﴿ Og reciter for dem historien om ham, som Vi gav Vores tegn, som han så gik fra. Så fulgte Satan ham, og han blev en af de vildfarne.
﴾176﴿ Og hvis Vi havde villet, så havde Vi sandelig ophøjet ham ved dem (tegnene), men han hældte sig mod jorden (det verdslige) og fulgte sin lyst. Så hans eksempel var som et eksempel med en hund. Hvis du angriber den, gisper den. Og hvis du lader den være, gisper den. Sådan er det med det folk, der kaldte Vores tegn for løgn. Så fortæl historierne, således at de måtte tænke sig om.
﴾177﴿ Slet er eksemplet med dem, der kaldte Vores tegn for løgn, og de handlede uret mod sig selv.
﴾178﴿ Den, som Allâh retleder, er den retledede. Men dem, Han vildleder, de er de fortabte.
﴾179﴿ Og Vi har sandelig skabt mange mennesker og djinner til Helvedet. De har hjerter, med hvilke de ikke forstår, og de har øjne, med hvilke de ikke ser, og de har ører, med hvilke de ikke hører. De er som kvæg, snarere er de endnu mere vildledte. Det er dem, der er uopmærksomme.
﴾180﴿ Og til Allâh tilkommer de smukkeste navne, så påkald Ham med dem. Og forlad dem, der afviger i (anliggendet om) Hans navne. De vil blive gengældt for, hvad de har lavet.
﴾181﴿ Og blandt dem, Vi har skabt, er der et fællesskab, der retleder ved sandheden og øver retfærdighed derved.
﴾182﴿ Og de, der kalder Vores tegn for løgn, dem vil Vi gradvis trække (hen mod deres straf), uden at de ved hvorfra.
﴾183﴿ Og Jeg giver dem udsættelse. Sandelig, Min plan er fast.
﴾184﴿ Har de ikke overvejet, at der ingen galskab er i deres ven? Han er kun en åbenlys advarer.
﴾185﴿ Eller har de ikke betragtet Himlenes og Jordens kongedømme og alt, hvad Allâh har skabt, og set, at deres tidsfrist måske er kommet nær? Så hvilket udsagn efter den vil de tro på?
﴾186﴿ Den, som Allâh vildleder, vil ikke have nogen til at retlede sig. Og Han lader dem vandre blindt i deres overtrædelse.
﴾187﴿ De spørger dig om Timen: ”Hvornår vil den komme?” Sig: ”Kun min Herre har viden derom. Kun Han kan åbenbare den til dens (fastsatte) tid. Den vejer tungt i himlene og på jorden. Den vil pludselig komme over jer.” De spørger dig, som om du har kendskab til den. Sig: ”Kendskabet til den er kun hos Allâh, men de fleste mennesker ved det ikke.”
﴾188﴿ Sig: ”Jeg har ingen magt til at forårsage gavn eller harme for mig selv, undtagen hvad Allâh vil. Og hvis jeg kendte til det usete, så havde jeg ophobet en masse godt, og ondt ville ikke have ramt mig. Jeg er kun en advarer og en budbringer af gode ting til et folk, der tror.”
﴾189﴿ Han er Den, der har skabt jer af en person (Adam), og af det skabte Han hans mage, for at han måtte leve med hende. Så, da han havde ligget med hende, bar hun en let byrde og gik omkring med den. Da hun derefter voksede tungere, bad de begge til Allâh, deres Herre: ”Hvis Du skænker os et retskaffent barn, vil vi sandelig være blandt de taknemmelige.”
﴾190﴿ Men da Han skænkede dem med et retskaffent barn, tillagde de Ham partnere i det, Han havde skænket dem. Men Allâh er ophævet over, hvad de sætter ved Hans side.
﴾191﴿ Sætter de noget op ved siden af Allâh, der ikke har skabt noget, og som selv er skabt?
﴾192﴿ Og de (påståede partnere) kan ikke yde dem nogen hjælp, ej heller kan de hjælpe sig selv.
﴾193﴿ Og hvis I kalder dem til den rette vej, vil de ikke følge jer. Det er det samme for jer, om I kalder på dem, eller I forbliver tavse.
﴾194﴿ Sandelig, dem, som I påkalder ved siden af Allâh, er tjenere ligesom jer selv. Så påkald dem og lad dem svare jer, hvis I er sandfærdige.
﴾195﴿ Har de fødder til at gå med? Eller har de hænder til at gribe med? Eller har de øjne til at se med? Eller har de ører til at høre med? Sig: ”Påkald dem, som I sætter ved siden af Allâh, og læg en plan mod mig, og giv mig ingen udsættelse.
﴾196﴿ Sandelig, min beskytter er Allâh, der har sendt Bogen ned, og Han beskytter de retskafne.”
﴾197﴿ Og dem, som I påkalder ved siden af Ham, (de) kan ikke hjælpe jer, ej heller kan de hjælpe sig selv.
﴾198﴿ Og hvis I påkalder dem til retledningen, så hører de ikke. Og du ser dem kigge på dig, men de kan ikke se.
﴾199﴿ Vær overbærende, og påbyd godhed, og vend dig bort fra de uvidende.
﴾200﴿ Hvis Satan hvisker en ond hvisken til dig, så søg tilflugt hos Allâh. Sandelig, Han er Althørende, Alvidende.
﴾201﴿ Sandelig, de, der frygter Allâh, hvis de bliver strejfet af Satans hvisken, ihukommer de (Allâh), og de bliver påpasselige med det samme.
﴾202﴿ Hvad angår Satans brødre (sammensvorne), så fører de dem ud i vildfarelsen, og de holder ikke op.
﴾203﴿ Og når du ikke bringer dem et tegn, siger de: ”Hvorfor opfinder du det ikke?” Sig: ”Jeg følger kun det, der bliver åbenbaret til mig fra min Herre.” Dette er (en Bog med) indsigt fra jeres Herre, og en retledning og barmhjertighed til et folk, der tror.
﴾204﴿ Og når Koranen bliver reciteret, så lyt til den, og vær stille, for at der måtte vises jer barmhjertighed.
﴾205﴿ Og ihukom din Herre i dig selv med ydmyghed og frygt og uden at tale højt om morgenen og om aftenen. Og vær ikke blandt dem, der er ligeglade.
﴾206﴿ Sandelig, de, der er hos din Herre, er ikke for hovmodige til at tilbede Ham, og de lovpriser Ham og laver sujûd (kaster sig ned med ansigtet mod jorden) for Ham.